Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 12.1.2010
[Opdateret d. 12.1.2010]

ANMELDELSE
Annelise Nielsen:
Som noget af det sidste
Digte
32 sider
Kr. 80,-

David Læby:
Reade Street
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Erik Helger:
Balkoner
Digte
32 sider
Kr. 80,-

F.P. Jac:
33 års spontane hengivelser
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Henning Mortensen:
So Happy Just To Be Alive
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Karsten Bjarnholt:
Mit mørke
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Kemal Özer:
Kærlighedsmøder
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Kirsten Nørgaard:
Galileos finger
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Mogens Bynkou Nielsen:
Altid cyklende i modlys
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Niels Hav:
De gifte koner i København
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Vagn Lundbye:
Luftguitar
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Viggo Madsen:
Luns af det levende
Digte
32 sider
Kr. 80,-

Samlet pris kr. 400,-

Ved bestilling direkte fra forlaget er prisen kr. 360,- plus porto.

Udkommer d. 1. oktober 2009



 

Af
Jesper Elving




Alle tolv bøger fra Jorinde & Joringel har fået omslag af Ingerlise Vikne IV. Her er det forsiden til F.P. Jacs 33 års spontane hengivelser, som er en af de bøger, vores anmelder fremhæver.

Alle tolv bøger fra Jorinde & Joringel har fået omslag af Ingerlise Vikne IV.

Her er det F.P. Jacs 33 års spontane hengivelser, som er en af de bøger, vores anmelder fremhæver.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas uddrag fra alle digtsamlingerne...

Besøg Jorinde & Joringels hjemmeside...


  Jorinde & Joringel er tilbage

Forlaget Jorinde & Joringel er genopstået som generøs udgiver af digthæfter. Den første serie består af 12 samlinger – nogle er gode, andre er fulde af fims.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøver fra bøgerne

ANMELDELSE: De 12 hæfter udgør en rig postpakke, når de ankommer samlet, og de ligner tilmed brødre og søstre, alle udadtil afstemt med omslagsdesign af Ingerlise Vikne IV.

Hinsides velskrivende
Indeni er de dog meget forskellige. F.P. Jac debuterede i 1976 på netop dette forlag, og han skiller sig selvfølgelig ud med 33 års spontane hengivelser, et ufærdigt men bestemt udgivelsesværdigt manuskript fra Jac, igen hinsides velskrivende.

En helt anden og meget mere stilfærdig stemme besidder Erik Helger, som efterhånden har mange udgivelser bag sig, fra bl.a. J&J og After Hand. Han arbejder med en stærkt koncentreret digtbalance, som når: "Bølgen står som et insekt/og trækker i sin viljes lygte." Det er et forfatterskab, der er værd at se nærmere på.

Rutineret overraskende
Der er også fine samlinger fra Henning Mortensen, Viggo Madsen og Vagn Lundbye. De kan måske ind imellem synes at skrive på rutinen, men deres tekstarbejde er samtidig så solidt og selvsikkert, at det aldrig bliver kedeligt.

Særligt opløftende er Lundbyes digtberetning om et besøg hos forfatteren Albert Dam, som minder om hvor let en tekst kan blive god, hvis bare der er fokuseret fortællelyst på spil.

Henning Mortensen har samme evne til at holde det koncentreret og ukompliceret, når han med kantet sprogrigdom taler om hvad som helst.

Hos Viggo Madsen er det hele meget mere snørklet og drillende, og selvom tonen er velkendt, så formår han alligevel hele tiden at overraske med sine idéer. Fx afsluttes hans hæfte med "OPGAVER VED AFGANGSEKSAMEN I INDIVIDUALITET 2009".

Ude og hjemme i mørket
Bag et af de bedste hæfter i serien står David Læby, som seende krydser lande-, alders- og årstidsgrænser i det vildt smidige langdigt Reade Street.

Et lille uddrag fra en New York-sekvens: "I dag/er der kørt biler under jorden hundredetusind gange, mens/døren til opgangen ved siden af er gået op mindre/end en. Hjemme/i vælfærdsstaten kan man bytte/noget i køkkenet, på biblioteket, i kroppen/selv familien. Her/bliver alting slidt som glider det levende/liv på sandpapir og ud af hænder/der bærer."

Hjemme i Danmark udspiller Niels Havs digte sig med tung nordisk melankoli, og sindsstemningen svinger ofte mellem surmuleri og panik. Ind imellem rammer han dog også plet med simple, solide digte.

Så står Karsten Bjarnholts samling Mit mørke noget stærkere i mørket. Det er dystre men venlige og meget rolige digte, skrevet med en rygrad, som er solidt plantet mellem dødsfald og skandinaviske vintre.

Mathed og for lethed
En helt anden tone findes i Kemal Özers digte. Der er hele tiden lyse flotte billeder på spil, men samlingen er hæmmet af den mathed, som ofte lægger sig i oversatte digte.

Matheden er også et problem i Annelise Nielsens kortprosa - men af helt andre årsager. Her søges en malerisk udfoldelse af erindringslignende gods, men der mangler stort set hele tiden sproglig tændthed i leveringen.

Det samme problem ses hos Kirsten Nørgaard, som bl.a. leger med en kombination af prosadigte og cirkahaiku. Hun zoomer ind på de små bevægelser omkring noget parforholdsværk, men hun kommer simpelthen for let til det. Galileos finger er en samling fuld af fims og fornærmende kedelige metaforstykker.

På den lade side ligger også Mogens Bynkou Nielsen med digtsamlingen Altid cykle i modlys. Han forsøger sig med en række snedige ordlege, men det virker ofte frygteligt fortænkt, og linjerne synes at knækkes og kobles af en intetsigende brainstorm.

[ t o p ]       [ h j e m ]