ESSAY
om feuilletonjournalistik

I sine private notater skrev forfatteren Henrik Hertz o. 1850, at Søren Kierkegaard i sine “humoristiske Værker” ikke var andet end “en meget talentfuld og velfunderet Feuilletonskriver”. Det var ikke en kompliment. Feuilletonskriveriet er nemlig karakteriseret ved, at skribenten “lader Pennen udskrive løst og fast, gjør Fluer til Elefanter og omvendt og lægger Hoved Accenten paa den piquante Fremstilling ofte endog paa Ideens Bizarreri!”¹

Det kan undre, at Hertz så tidligt som midten af 1800-tallet er i stand til at karakterisere feuilletonjournalistikken, for en sådan fandtes endnu ikke i de danske aviser på dette tidspunkt. Hertz henviser da også direkte til en af denne særlige journalistiske forms franske grundlæggere, Jules Janin. Først i 1860erne vinder feuilletonjournalistikken indpas i dansk presse med skribenter som Robert Watt og Erik Bøgh.

Hertz’ karakteristik er imidlertid overordentlig præcis og ligner næsten til forveksling den danske feuilletonjournalistiks ypperste udøver, Herman Bangs, forsøg på at indkredse, hvad det er, han bedriver i sin tidlige journalistik:

Centralt i denne associative indkredsning af feuilletonjournalistikken er fremhævelsen af genrens fragmentariske og improvisatoriske karakter. Det er en form for journalistik, der skabes ud af nuets flygtighed og med ambition i retning af det reflekterede og litterære uden dog at være nogen af delene – en slags sprogligt artisteri, der i lige så høj grad tjener til at rette læserens opmærksomhed mod skribenten og den sproglige form som mod det, der formidles.

Feuilletonisten Herman Bang
Bangs feuilletonjournalistik udfoldedes især 1879-84, hvor han var stjerneskribent på Nationaltidende og hver uge leverede en feuilleton under den faste rubrik “Vekslende Temaer”. Emnemæssigt var Bangs repertoire meget bredt. Han skrev bl.a. om legetøj,

»...han formidlede ikke kun i et nøgternt sprog, hvad han kunne iagttage. Hans tekster kunne antage et novelleagtigt præg...«

mode, kunstudstillinger, forbryderfysiognonier, fattige eksistenser på sultegrænsen, Carlsbergs nybyggeri og en tur langs Strandvejen. Men han formidlede ikke kun i et nøgternt sprog, hvad han kunne iagttage. Hans tekster kunne antage et novelleagtigt præg eller eller give mindelser om scener fra et teaterstykke. Han kunne være direkte flabet, som når han i forbindelse med en rejse til Düsseldorf i 1880, hvor han skulle anmelde en kunstudstilling, indledte artiklen på denne måde:

»Jeg ved, Hr. Redaktør, at De vil blive meget vred, at De har ret dertil, at min Opførsel i Virkeligheden er uforsvarlig; at det dog, naar man er som Korrespondent til en Udstilling, næsten er mer utilladeligt efter seks Besøg i vedkommende Udstilling og otte Dages Ophold i Udstillingsbyen at erklære, at man ikke ser sig i Stand til at korrespondere. [...] Jeg har tilbragt tre Dage med at rive Manuskript i Stykker. Den første Dag vilde jeg være alvorlig; jeg gik frem efter Klasser, jeg arbeidede med Noter, min artikel vilde være bleven et sandt Katalog med Citater, en anden Udgave af Juryens Protokol. Men om Aftenen opgav jeg det Hele og rev det i Stykker.« (Dags-Telegrafen 15.08.1880)

Artiklen fortsætter med forskellige argumenter for, hvorfor Bang ikke kan skrive det, han er blevet sendt til Düsseldorf for at skrive – og hvad han så iøvrigt har foretaget sig i stedet for.

Bangs artikler kunne også gøre selve den sproglige formidlingsform til genstand for refleksion. Under skildringen af et skibs forlis ved den jyske vestkyst kunne han således stoppe og give sig til at overveje, om sproget overhovedet kunne formidle hans indtryk:

Vandet gaar til Klitterne, Bølgerne ere høie som Taarne, lige saa store som Huse – saadan nogle Kæmper, som gaar paa En . . .    “Kæmper, som gaar paa En” . . . Man griber aldrig slige Billeder, de kunne vække en Stemning, de give intet Syn. De lade os føle noget, aldrig se. Men hvorledes skulde de ogsaa kunne det? Man forklarer aldrig et Menneske, hvorledes Alperne se ud, man kunne heller ikke fortælle ham om Bølger. (Nationaltidende 28.11.1880)

Om sin egen sproglige uformåenhed og sprogets bærekraft kredser han således gang på gang og får så alligevel formidlet den pågældende begivenhed på trods af diverse forbehold.

I sidste halvdel af 1880erne fik Bang sit litterære gennembrud med Excentriske Noveller (1886) og romanerne Stuk (1887) og Tine (1889), og herefter løsnedes hans forhold til avisjournalistikken, selv om han fortsat leverede artikler til dagbladene og også for kortere perioder var fast knyttet til en avis. Men journalistikken forekommer ikke længere i samme grad som i årene på Nationaltidende at være båret af en ambition om at skrive sig til en position i offentligheden. Der er derimod i overvejende grad tale om levebrødsjournalistik, der kan supplere Bangs øvrige indtægter, og i tråd hermed bliver Bangs stil også mere ‘journalistisk’, dvs. mere drejet over imod en nøgtern reportagejournalistisk stil, som netop vandt frem i årene op imod år 1900 – og som hans egen litterære impresssionistiske skrivestil havde været et forvarsel om.²

Turèll – en moderne feuilletonist?
Herman Bangs litterært orienterede journalistik udgør en blandform, som til stadighed har udfordret journalister, der har befundet sig i periferien af eller været utilpassede i forhold til nyhedsorienteret hardcore journalistik. Dan Turèlls faste klumme “I byen” i Politiken i 1978-93 kan ses som en moderne forvaltning af feuilletonjournalistikken. I disse ugentlige

»Dan Turèlls faste klumme “I byen” i Politiken i 1978-93 kan ses som en moderne forvaltning af feuilletonjournalistikken.«

artikler skrev Turèll løst og fast om stort og småt og ofte med en snurrig opmærksomhed rettet mod sit eget og andres ‘sprogeri’. Læs f.eks. “Regnvejrs-rhapsodi” (26.05.1989; optrykt i Dan Turèll i byen. Greatest Hits (1997)) og følg, hvorledes Chopin og Grete Ingemann, snevejr i Norge, Disney-film, regn i Sahara, Woody Allen, Storm P. og en hel del mere afbalanceres i hurtige tanke- og sprogspring.

Turèlls “I byen”-artikler er skrevet som causerende journalistik, der ikke gør meget væsen af sig selv, men bare udfylder en fast plads i et avistillæg. Alligevel kan de i deres improvisatoriske anslag give mindelser om den særlige forståelse af showets æstetik, Per Højholt formulerede i Intethedens grimasser (1972):

»Showet producerer tid ved at eksistere som henvisning til sin varighed: alt sker i nuets boble. Det betyder ikke så meget hvad der sker, hvis det ellers er underholdende, som at det sker.« (s. 28) »Hvad betydning angår er showets sprog en march på stedet, som en tekst hvis ord er skrevet oven på hinanden. Når showets skrift alligevel fremtræder som læselig er det fordi den beskriver sin varighed. [...] Showet beskriver sin varighed ved at udgøre den, ved at være skrift ind i den.« (s. 38-39)

I dette perspektiv er “I byen”-artiklerne, når de lykkes, eksperimentelle sproglige forløb i tid, som ikke fortættes til en afgrænset mening om dette eller hint. Og midlet hertil er improvisatoriske serier byggende på tanke- og lydassosciationer, udspiling og omvending af holdninger på grænsen til det parodiske.

Et sprogeksperiment fra 1800-tallet
Tidlige forsøg på at karakterisere feuilletonjournalistikken rummer forunderligt nok også mere principielle overvejelser, der kan bringe en sen forvaltning af genren som Dan Turells og feuilletonjournalistikken i 1800-tallet på talefod.

Avisen Fædrelandet bragte i 1877 en artikelrække om feuilletonjournalistikken skrevet af tyskeren Ernst Eckstein. Eckstein fremhævede bl.a. “den Feuilletonen ejendommelige Tilbøjelighed til Subjektivitet”, der bevirker, at skribenten “paa mangfoldig Maade gjør sit eget Jeg til det egentlige Midtpunkt i Fremstillingen”.

Feuilletonjournalistens selvfremstilling kan tilvejebringes på flere måder. En måde er at fremføre interessante synspunkter eller overraskende iagttagelser, hvilket ofte indebærer, at

»Feuilletonisten er... en principløs fribytter, der i hver ny artikel forsøger at aftvinge ofte velkendte hverdagsfænomener nye og oversete sider.«

argumentationen for de fremførte synspunkter sættes på spidsen. Feuilletonisten er dog sjældent repræsentant for et bestemt sæt af meninger, men snarere en principløs fribytter, der i hver ny artikel forsøger at aftvinge ofte velkendte hverdagsfænomener nye og oversete sider. En anden måde at synliggøre skribenten på fremkommer ved, at skribenten bevidst anlægger en elegant og markant sproglig stil. Herved betones fremstillingens formelle aspekter på indholdssidens bekostning. Under alle omstændigheder er det bevidste spil med eller iscenesættelsen af skriveprocessen central for feuilletonjournalistikken.

For Erik Bøgh, der også var en flittig feuilletonist, var det særlige ved feuilletonjournalistikken, at den handler om “Hvadsomhelst” og “Alt og Ingenting”, og de store feuilletonister “har skrevet om Ingenting eller, som det hedder i det danske Kjøkkensprog: ‘Kogt Suppe paa en Pølsepind’.(Folkets Avis 21.-22.06.1870).

Ernst Eckstein ligger på linie med Bøgh i sin opfattelse af, at dele af feuilletonjournalistikken er en “aandrig Variation” over intet: “Af Intet afhaspes det vexlende Tankespils brogede Traad, om Intet slynger sig dets sælsomme Væv, [...]. Det er et Pharaotempel af Spillekort: Bordpladen vakler, og hele herligheden er forbi”.

Skildrere af tidens stemninger
Selv om dele af den tidlige feuilletonjournalistik kan læses som selvbevidst sprogarbejde, hvor teksterne er på vej til at opløse sig i løst forbundne fragmenter, så bør det dog ikke ganske overskygge, at feuilletonjournalistikken også er journalistik. Og som udøvere af en ganske vist egenartet form for journalistik er de respektive skribenter forpligtet på også at formidle sider af deres samtids livs- og tænkemåde. Derfor kan såvel Herman Bang som Dan Turèll også læses som fine skildrere af deres tids stemninger og tilstande.