Fra krigen i Nicaragua, til kommunismens fald i Østeuropa og murens fald i Berlin, over Letland til det sydlige Kina, videre til de religiøse sekter i West Virgina, USA, og videre igen til Grønlands gamle fangerkultur i nord…

…kort sagt: Kloden rundt og bekendt med det hele. Sådan virker det, når rejsevante og reporterende Niels Peter Juel Larsen, født 1942, rejser ud og skriver hjem om det fremmede.

Refleksionen og en stærkt filosoferende tone er i den grad til stede i hans mange essays og reportager, som måske i virkeligheden mere er rejsebeskrivelser. Under alle omstændigheder er det personligt og subjektivt.

Personlige historier er forcen
Men selvom Niels Peter Juel Larsen færdes hjemmevant i det fremmede, lader han heldigvis også overraske, og formår netop at formidle med en tilpas blanding af selvfølgelighed og forundring. Der viser sig at være kapitalister i den lille sydkinesiske mineby, der er religiøse mennesker i West Virginia, hvis religiøse ofring er slangebid, og der er interessante og storpolitiske konflikter mellem Øst- og Vesteuropa.

Og Niels Peter Juel Larsen efterlader ingenlunde journalistens kritiske sans. Blandingen af nysgerrighed, kritisk indsigt og overraskelsens spontanitet er perfekt. Dette på trods af de personlige historier, som ser ud til at være en af forfatterens store forcer.

Tæt på detaljerne
I de personlige historier kommer vi tæt på detaljerne. Også her ses blandingen af nysgerrighed og kritisk indsigt. Kritikken viger dog en smule tilbage og overlades til læseren, eller som det er tilfældet i et af de bedste essay Familien Zhangs øvre gravplads, fra 1988, til forfatterens kinesiske tolk.

Netop på grund den lidt svagere kritik står fremmedheden også mere tydelig. Kinesiske Fru Yan Nuge fx er landsbyens "dygtige kone", der har formået at arbejde sig op. Syv værelser har hun i sit hus, og for hende er de fattige kår på hjemegnen i det indre Mongoliet nu blevet fremmede. Er hun kommunist eller kapitalist? Det politiske islæt ligger som en indirekte dyne af fortrolighed i Niels Peter Juels Larsens mange rejsebeskrivelser.

Krigens eksistentialisme
Når siderne i den 329 siders tykke bog vendes, glædes læseren gang på gang over det lyse og levende sprog. Sproget er i hvert fald ikke forfatteren fremmed, det er beskrivende og dog varierende og flydende. Og så har det sine legende passager, som for eksempel når "motorvejen er kantet med brændende biler og væltede busser". Så står vi der næsten selv, på den støvede vej i Managua, Nicaragua, i slutningen af 1970'erne.

Det nemlig ofte som at være der selv, når man læser Niels Peter Juel Larsen. Læseren stifter nært bekendtskab med de mennesker, som Juel Larsen møder på sin vej. Forfatteren selv kender vi af udseende fra bogens omslag, hvor han sidder (med ryggen mod muren) og ser rar og berejst ud. Af det righoldige persongalleri lærer vi bl.a. den gamle efterretningsmand fra øst, de fattige folk i Letland og den krigsramte befolkning i det tidligere Jugoslavien at kende.

Og netop krigen synes at stå forfatteren særlig nær. Den er nok grusom, men den er uundgåelig, og så gennemsyrer den første tredjedel af bogen. Så meget, at det næsten bliver træls. Alligevel virker det på samme tid lærerigt, tiltrækkende – og forfærdeligt uretfærdigt.

Niels Peter Juel Larsen synes at hvile i sig selv, når han har pen og blok i hånden. Således også når han beretter om krigens eksistentialisme. Han gør os bekendt med krigen og dens grusomheder, beskriver den som den er. Og han gør det så godt, at fremmedheden er tæt på at forsvinde.

At have base i det fremmede
Fra sin base i Berlin, gennem 15 år, beskriver han kommunismens fald og ikke mindst murens fald med en hjemmevant kenders gang. Det er tæt på og voldsomt rørende, når familiefaren vil flygte over grænsen til det ophøjede lykkens land i vest. Måske stammer den berejste forfatters evner for at få det fremmede til at virke bekendt netop fra det faktum, at han selv har base i det fremmede?

Tendensen til variation og en evig vekslen mellem det fremmede og det kendte er i hvert fald tydelig. Essayet om Ishøj og Tyrkiet, der indleder bogen, står nok som det stærkeste eksempel på dette. Her er hjemlandet den fremmede base, og den fremmede lokation det bedst kendte af de to. Forholdet er det samme i beskrivelsen af den gamle grønlandske fangerkulturs møde med den nye fremmede verden af snescootere, kunstopkøbere og uendelig adgang til alkohol.

Måske er det svært overhovedet at tale om hjemlige baser og fremmede destinationer. Det fremmede findes hos os selv, og det må vi rejse ud i det fremmede for at opdage.