Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Offentliggjort d. 7.9.2003
[Opdateret d. 7.9.2003]

UDDRAG
fra Niels Peter Juel Larsens essaysamling I det fremmede [Lindhardt og Ringhof, 2003]

[Uddraget er venligst stillet til rådighed af forfatteren og forlaget]

 

Af
Niels Peter Juel Larsen






*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Niels Peter Juel Larsens I det fremmede


 

Uddrag fra essayet Familien Zhangs øvre gravplads s. 162-163 [fra Niels Peter Juel Larsen: I det fremmede, 2003]

„Den dygtige kone" har tre børn. Den yngste er en søn på syv år.
„Han skal have en god uddannelse," siger hun.
Hendes datter på 16 har et vissent ben, og hendes fremtidsudsigter forbigås i tavshed. Den ældste søn er 23 år og bor lidt længere oppe ad gaden sammen med sin kone og en toårig datter. Han arbejder som bogholder i kulminen og tjener 14.000 yuan om året. Han er påfaldende smart klædt på. Så påfaldende, at jeg giver ham øgenavnet „Popstjernen", ikke uden grund. Han drømte faktisk en gang om at blive sanger og søgte endog om optagelse på musikskolen i Datong, men blev ikke antaget. Siden har han måttet nøjes med at klæde sig som én og blive i landsbyen og kede sig.
„Hvad hjælper det, at man tjener penge? Der sker ingenting her," siger han. Intet. Alt er gråt og kedeligt. Selv arbejdet keder ham og der er heller ikke meget at lave. I de sidste par dage har han ikke lavet andet end at spille basketball og skak eller se fjernsyn. Det, han drømmer om, er et liv i storbyen. Men han kan ikke bare rejse væk. Han har status som bonde, han tilhører bondeklassen, han er stavnsbundet. Han kan ikke bare rejse til Peking og finde et job. Hvis han kunne, gjorde han det. Lige på stedet. Han ville uden tøven sælge sit rækkehus.
„Til underpris," tilføjer han.
Han ville med glæde opgive sin store løn for et job som statsarbejder i Peking, også selvom han kun fik 90 yuan om måneden. Ikke et øjeblik ville han betænke sig. Heller ikke hans kone. I storbyen er alt det, hans hjerte begærer: musik, biografer, danserestauranter, masser af mennesker på gaderne.
„Hvad med de overfyldte busser," indvender min tolk.
„Ha," svarer han. „Jeg tager bare min Honda motorcykel og kører med den på arbejde."
Det havde min tolk ikke tænkt på.
Her i „Slugten", som han kalder landsbyen, er der ingen fremtid. Hverken for ham eller hans børn. Måske kan han en dag blive tvunget til selv at arbejde i minen og det er ikke noget, han har lyst til og slet ikke noget, han ønsker for sine børn. Arbejdet i minen er hårdt og man bliver syg af det. Så hellere flytte til storbyen og leve godt med en lille løn.

I Kina har statsarbejderne den højeste status. De unge piger i landsbyen drømmer om at blive gift med en statsarbejder. Det er lige meget, at de tjener mindre end folk i landsbyen. De har status og en fast løn hele deres liv.
„Men en statsarbejder vil ikke have en bondepige," sukker de. En af pigerne, der arbejder i gæstehuset, er forlovet. Da jeg spørger hende, om hun er forelsket, fniser hun forlegent.
„Nej," oversætter min tolk. „Hun viser sin kærlighed ved at strikke en trøje til sin forlovede. Eller et par sokker."
„Hvad med at holde i hånd?" spørger jeg.
„Nej," fniser hun.
„Hvad så med at kysse?"
Alene ved lyden af ordet bliver hun gennemrystet af et så uimodståeligt latteranfald, at et par brædder falder ud af sengen, som hun sidder på, og ramler på gulvet.


© Niels Peter Juel Larsen

[ t o p ]       [ h j e m ]