Åke Edwardson har taget sig en pause fra kriminalromanerne for at skrive en stilfærdig og melankolsk bog om at tage afsked med en epoke og vokse ind i sit eget liv.

ANMELDELSE: Intet er nyt særligt længe. I 1963 mistede verden en del af sin uskyld, da den amerikanske præsident blev skudt og dræbt i Dallas, Texas. Det var et mord, der ændrede verden til det dårligere. Et mord som alle, der bare var halvstore børn i 1963, husker. Endda så detaljeret, at de fleste kan forklare de nærmere omstændigheder, da de fik selve nyheden overbragt.

Johnny Bergman, hovedpersonen i Åke Edwardsons nye roman, stod naturligvis med hovedet inde i en jukebox. En Seeburg KD 200 på Sigges Grill. Johnny var i gang med at tjekke tromlen, fordi jukeboxen havde det med at gå i stå: Seeburg'en er en drøm af en jukebox, når den er ny – men intet er nyt særligt længe…

Afsked med det kendte
Da Johnny lidt senere stod og gned den bule, han havde fået, da han hev hovedet ud af boxens indre for at genhøre den chokerende nyhed om præsidenten, blev han i en slags uforstående trance enig med de omkringstående om, at dén slags da aldrig ville kunne ske i Sverige.

Men intet er som sagt nyt særligt længe.

Jukebox handler om afsked med en epoke. Den handler om opbrud. Om at forlade det kendte, at acceptere det uundgåelige, at tage tilløbet til at sige farvel, forlige sig med sin skæbne, leve med at tingene ændrer sig – måske til det bedre.

Forretningen smuldrer
Johnny Bergman udlejer jukeboxe. Til grillbarer, konditorier og små knejper i det svenske højland. Det har været en voksende og lovende forretning i en årrække, men tiden ændrer sig. Folk går ikke længere ud og hører musik. De bruger pladespilleren derhjemme. Folk går ikke længere ud for at spise kager, pølser eller drikke en øl. De køber kagen i supermarkedet, steger pølsen selv og drikker øllen foran det sidste nye: Fjernsynet.

Derfor smuldrer Johnnys forretning. Fordi ingen rigtig spiller hans plader længere, og fordi ingen rigtig besøger hans lejere, grillbarerne, konditorierne og de små knejper, længere.

Intet er nyt særligt længe, og Johnny må indse, at heller ingen rigtig gider høre hans elskede plader med 50'er-ikonerne med Elvis Presley i spidsen længere. Johnny må indse, at hans levebrød ikke kan brødføde ham. Og han kan enten gå til i snaps og selvmedlidenhed eller forsøge at stykke et andet liv sammen.

Et liv, som måske kunne omfatte Elisabeth og hendes søn Lennart. Et liv, som i hvert fald bliver nødt til at finde en form for balance med Johnnys mørke fortid domineret af svigt og flugt, hvis det skal have en chance for ikke at drukne i flaskernes sølv…

Varm, velskrevet og melankolsk
Åke Edwardsons roman er en perle. Man behøver ikke selv at have givet den med anderumpe, mintfarvede cadillacbiler med vinger, spidse støvler og rå rock'n roll i jukeboxen for at tage melankolien ind under huden.

Det er en varm og velskrevet bog, og budskabet kan sagtens løftes ud af sin ramme, 60'ernes svenske provins i opbrud, og forstås i en nutid, hvor den svenske statsminister for længst er blevet skudt, og Danmark er gået i krig for første gang i 140 år.

Det er enklere at se de store linjer, når man betragter et levet liv – når man er kommet på afstand af en epoke. Og måske kan en bog som Jukebox hjælpe os til at huske på det store perspektiv i livet, når man står midt i det?