Som i en drøm

ANMELDELSE: Lone, Sandra, Betty, eller hvad hun nu lige kalder sig den dag, bor i en lejlighed på Mynstersvej og ernærer sig ved at yde lettere bizarre, seksuelle ydelser til den strøm af mænd, der finder vej til hendes gadedør.

Jobbet giver tilsyneladende godt, for Lone, som er hendes døbenavn, er altid godt forsynet med de små blå og gule piller, der, suppleret med lange drukture om natten, hylder hende i et nådigt glemslens skær. Hun kan sjældent huske, hvad hun hedder, hvor hun bor, eller hvilken måned det er, og hun har også nemt ved at fortrænge kundernes pust og gisp under hendes kyndige hænder.

Men langsomt trænger virkeligheden sig på. Først i form af naboparrets trakasserier og en velmenende, men temmelig vanvittig transvestit, der vil agere skytsengel for Lone, og siden mere insisterende via hendes jyske søster og dennes lille søn, der kaster sin kærlighed på den eksotiske moster fra hovedstaden. Nevøen og Lone genkender noget i hinanden og hans korte besøg på Mynstersvej bliver en lille, opblussende flamme i mørket, men også det uigenkaldelige farvel til alt det, Lones liv måske kunne være blevet.

Suggestivt og sanseligt sprog
Legetøjsliv er en umådelig trist historie, men Preisler serverer den fyldt med sødme og et lille, skævt smil i mundvigen. Det antydes, hvorfor Lone er endt, hvor hun er, men det udpensles ikke. Bogen er ikke en offerroman, men en dragende rejse ind i et liv, der mere er en tilstand end den selvfortælling, vi ofte karakteriserer det som. Preisler trækker os med sit sensitive og meget rytmiske sprog med ind i den tilstand, så man i romanens start vakler rundt lige så forvildet som Lone. Det er sjældent, man så overbevisende oplever at se verden gennem en andens øjne, at mærke rusen, angsten og det lille glimt af lykke på sin egen krop.

Man kunne indvende, romanen er alt for lang og alt for monoton, men jeg blev dygtigt fanget ind i Lones uldne univers. Både i det indre, hvor de næsten maniske, sproglige gentagelser og små detaljer som den hyppigt anvendte understregning "Ikke!" indfanger hendes livsangst, og i den ydre handling, der kærligt, men aldrig sentimentalt portrætterer en række skæbner, der ikke formår at opretholde normaldanskerens skinnende kontrolfacade.

Legetøjsliv er ikke en stor roman, men en lille, insisterende og værdig stemme, der bør høres.