Ferm og kedelig

Mari Jungstedts anden roman fortsætter, hvor den første slap i det gotlandske univers. Det er langtrukkent, overfladisk og ligegyldigt – selvom krimidelen sådan set lykkes fint.

ANMELDELSE: Det vil være forkert at kalde Mari Jungstedts anden krimi om den gotlandske politiinspektør Anders Knutas for dårlig. Det er den slet ikke. Den er tværtimod vældig fermt skruet sammen med et uigennemskueligt plot, der både forgrener og fortoner sig.

Den er omfattende og forholdsvis realistisk, har mange karakterer, der snor sig ud og ind mellem hinanden, en relativt overraskende slutning og dermed uforudsigelig skurk. Men den er også kedelig. Rigtig godt gammeldags kedelig.

Fordrukken og ved muffen
I bogens start møder vi den fordrukne freelancefotograf Henry Dahlström. Han vinder en ordentlig bunke penge på travbanen, dejser omkuld derhjemme med 80.000 stærke i en plastpose og samme nat bliver han brutalt myrdet med en hammer.

Sideløbende med den haltende opklaring af dette mord følger vi en serie glimt skolepigen Fanny. En sørgelig historie om druk i hjemmet og svigt, krydret med en ukendt og meget voksen beundrer, der gradvist udvikler sig til at være den unge piges elsker. Eller måske er det mere korrekt at kalde ham hendes voldtægtsforbryder. Og jeg røber ikke for meget ved at sige, at han også ender med at blive pigens morder (det fortæller forlaget nemlig selv på bogens bagside).

Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem fotografmordet og mordet på Fanny. Og dermed er vi ovre i gætteriernes verden – hvem gjorde det? Det ligger i kortene, at det skal være en af romanens mere centrale karakterer – ellers er der ligesom ikke så meget fis ved den historie. Og det lykkes fint for Jungstedt at holde kortene ind til kroppen, så man ikke gætter skurken lige med det samme.

Lang og kedelig bog
Det er bare ikke helt nok. Det er faktisk temmelig langt fra nok. For imellem forbrydelser og opklaring, følger vi galleriet fra den første roman Den du ikke ser. Det er svensk hverdagsdrama med udenomsbollerier, truende skilsmisse, forlist kærlighedsforhold og små børn, der kommer i klemme i de voksnes verden.

Det er jo kæmpestort, når man er tæt på – og uendeligt småt, når man er langt fra. Og Jungstedt formår ikke at trække os tæt på. Karaktererne forbliver halve og hule, og dermed forbliver også hverdagens drama overfladisk og postuleret. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med en ægteskabelig krise, når den foregår mellem to personer, der ikke interesserer mig en døjt. Og tilsvarende med en stormende forelskelse. Eller hvad som helst.

Derfor bliver I denne stille nat – trods sine stilistiske kvaliteter – en lang, kedelig og inderlig ligegyldig bog. Beklager.