I've got the whole World…

På selve valgnatten bliver den kommende amerikanske præsident udsat for et attentat, som dræber hans hustru og endnu ufødte barn. Denne handling får det tilsyneladende til at slå klik for den ellers demokratisk sindede mand – og pludselig har verdens eneste supermagt fået en stærkt uligevægtig og uberegnelig mand ved roret. Dét er scenen for Jussi Adler-Olsens på mange måder vellykkede nye thriller.

ANMELDELSE: Han er underlig fisk i andedammen, Jussi Adler-Olsen. Ja, eller Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen, som han vist nok retteligen er døbt – og det med kongebrev på sit sære forfatterfornavn, Jussi. Hans navn er på én gang helt specielt og underligt anonymt i sin internationale klang: Vidste man ikke bedre, kunne han såmænd ligeså vel være tysker eller amerikaner. Hans renommé er større i Holland end herhjemme. Og hans bøger ligner da heller ikke rigtig andre, danske romaner.

Han debuterede med Alfabethuset, en spændingsroman fra 2. verdenskrig, fortsatte med Firmaknuseren, som foregik i midt-90'erne og har nu udsendt Washington Dekretet, hvor handlingen er lagt nogle år ud i fremtiden. Fælles for dem alle er, at de ikke rigtig har noget med den hjemlige trummerum at gøre – hverken i handling eller i udstyr. De har en klar international profil og ligger nogenlunde midt på den uhyre brede vej, der bærer det forjættede navn internationale bestsellers.

Det kunne ikke have ført til et eneste løftet øjenbryn, hvis der på titelbladet i stedet for Adler-Olsen havde stået fx Tom Clancy eller John Grisham. Og det er sådan set både ment som en ros og som det modsatte…

Præsidentens mareridt
Washington Dekretet er en ordentlig kleppert på mere end 600 sider – ganske som Adler-Olsen har for vane at skrive. Plottet er langt stort an – researchen virker uhyggeligt imponerende. Vi er som sagt et par år ude i fremtiden, og efter en jordskredssejr, hvis mage man ikke har set i årtier, indtager den demokratiske præsiden Bruce Jansen Det Hvide Hus.

Men på selve valgnatten oplever Jansen sit livs anden store tragedie, da hans højgravide hustru bliver myrdet i et attentat, der formentlig var rettet mod ham selv. Hustruen var Jansens anden – den første blev år forinden underligt nok også dræbt af en galning.

Forståeligt nok slår det klik for præsidenten. Hvem ville ikke blive rystet i sin grundvold over to så meningsløse hændelser – tre (hustru, hustru og ufødt barn) så enorme tab? Præsidentens dømmekraft er mildest talt ikke den bedste, hans nærmest rådgiver virker tilsvarende ikke som den største garanti for retssikkerheden – og med afsæt i en række teknikaliteter i den amerikanske lovgivning og forfatning sætter Jansen gradvist de forskellige instanser, der regulerer og beskytter demokratiet ud af spil, indtil verdens eneste supermagt reelt er i militær undtagelsestilstand, på randen af en borgerkrig og suverænt i hænderne på én mand og hans vicepræsident…

Utrolig research
Det er en uhyggelig tanke – og selvom den er uhyrlig og forekommer voldsomt urealistisk, så er Adler-Olsens research så grundig, at han uden videre slinger får redegjort for, at det skam kan lade sig gøre, skulle det komme dertil.

Nu har jeg et par gange allerede fået nævnt Adler-Olsens research-arbejde, og jeg er da også næsegrus imponeret over hans detailkendskab ikke bare til den amerikanske forfatning og små huller i lovgivningen, men også til hvordan arbejdet i Det Hvide Hus gribes an, hvordan Det Hvide Hus i det hele taget ser ud – hvordan Washington i særdeleshed og USA i almindelighed tager sig ud på gadeplan. Det er grundigt, og det er udtømmende i en sådan grad, at Adler-Olsen nærmest har fortjent et Green Card for de anstrengelser alene.

Godt gammeldags ujævn
Men det er samtidig romanens bagdel.

For ind imellem skal vi lige have redegjort for en eller anden støvet krog eller tilløb til en sidevej i det kringlede plot – og det gør Adler-Olsen i så utroligt, og altså i hvert fald på sin vis også imponerende, mange detaljer, at søvnen lurer lige under overfladen. Eksempelvis er indledningen – selve tilløbet til den egentlige handling – tæt ved 100 sider lang.

Det er en sejtrækker af et tilløb til at få etableret den dybde og psykologi i karaktererne, der gør, at vi som læsere overhovedet orker at følge dem. Men så tager han også ved fat i dem, karaktererne, og holder med dem fast i sin læser i en sådan grad, at man næsten taber pusten.

…Altså lige indtil, at Adler-Olsen igen roder sig ud på et sidespor og fortæller utroligt detaljerige stolper op og imponerende, videnmættede stolper ned igen…

Det gør romanen rigtig godt gammeldags ujævn. I glimt er den både vedkommende, spændende og skræmmende i sit enorme scope – i det helt store perspektiv. I det næste glimt er den næsten gået i stå og i hvert fald ude af trit med sig selv. Et eller andet sted mellem halvvejs og to tredjedele inde i romanen har Adler-Olsen dog fået redegjort så grundigt for baggrunden og sat så grundigt skub i handlingen, at det herfra bare kører. Glat, jævnt, handlingsmættet og spændende.

…Altså lige indtil, at Adler-Olsen lige skal have rundet hele møllen af med en – muligvis til genren hørende, men ikke desto mindre kvalmende sukkersød og usædvanligt uklædelig – happy end…

Jussi Adler-Grisham
I et snuptag af de mere urealistiske og svært fordøjelige redder Adler-Olsen lige de centrale personer ud af mareridtsscenariet, genopretter verdensordnen – og sender sågar alle de overlevende ud på et afslappende minicruise på en stillehavsø, hvor megahelten endda i tilgift viser sig at nyde noget mere end blot sit otium... Igen er indtrykket voldsomt ujævnt, og det trækker kraftigt nedad i helhedsbedømmelsen.

Hele bogen er lagt an som en slags advarende pegefinger: "Det kan godt være, at det her virker til at være langt ude i hampen – men pas hellere på: Det ku' sagtens ske i virkeligheden!" Der er et omfattende efterord med kildeangivelser og et stort linkarkiv bagest i bogen, så man selv kan tjekke op på Adler-Olsens research og forvisse sig om, at der sådan set kun skal et par enkelte fejltrin til, før præsidenten kan sætte det amerikanske retssystem helt ud af funktion. Og dermed true verdensfreden.

Men hele denne advarsel, dette mareridtsscenarie, bliver gevaldigt udhulet af den sukkersøde afslutning, hvor alt for mange løse ender bliver knyttet, alt for mange skæbner reddet på målstregen i en blomsterduftende, solbeskinnet happy end.

Man kan vel opsummere det sådan, at har du alligevel lyst til at læse en international politisk thriller i forlængelse af John Grishams eller Philip Roths bøger, så kan du ligeså godt som nogen anden tage fat i Adler-Olsen. Men man kan jo også vende selv samme udsagn på hovedet og spørge, hvorfor du så ikke skulle tage fat i det, man med en god portion frækhed kunne kalde "den ægte vare" – nemlig eksempelvis Grisham selv?