En forfatter skydes ned på gaden. Sådan starter Pia Juuls inciterende og kyndigt udtænkte psykologiske ikke-krimi.

ANMELDELSE: Titlen på Pia Juuls seneste bog Mordet på Halland, bør ikke forlede nogen til at tro, at der er tale om en kriminalroman.

Det ville være lige så misvisende som at bestemme Boris Pasternaks Doktor Zivago som en lægeroman eller Martin A. Hansens Løgneren som en lærebog i psykopatologi. Med andre ord: Man skal være forsigtig med at genrebestemme en bog på baggrund af dens titel.

Mordet på Halland er, som Pia Juul og forlaget da også, måske som en hjælp til mindre kyndige udi genrebestemmelse, har været så elskværdige højt og tydeligt at kundgøre på forsiden, en roman – om end en roman, der låner motiver og i nogen grad komposition fra krimigenren. Mordet på Halland er således ikke det egentlige omdrejningspunkt i værket, men den begivenhed, der bliver startskuddet til det psykologiske drama, der efterfølgende udspiller sig i og omkring, jeg-fortælleren Bess.

Har ført en dobbelttilværelse
Den midaldrende Bess lever en stilfærdig tilværelse med den noget ældre forfatterkollega Halland. Men en tidlig morgen bliver Halland skudt ned på gaden udenfor deres fælles hjem, og Bess' tilsyneladende velordnede tilværelse bryder sammen.

Efter tabet af Halland fremstår Bess – ikke overraskende – som et menneske i dyb krise, og som et sådant kan hendes følelser, hendes forestillinger og tankespring og modsætningen mellem det ydre og det indre da også til tider virke noget afsporede på omgivelserne såvel som på bogens læser. Samtidig er Bess, hvis beskæftigelse ikke må lades ude af betragtning, imidlertid et menneske, der søger svar og mening gennem en historie, en fortælling, en struktur, og derfor gør hun da også, hvad hun kan, for at komme til klarhed over, hvad der har ledt op til mordet på hendes mand og den deraf følgende smertefulde og kaotiske tilstand, hun nu selv befinder sig i.

Undervejs i sin afsøgning og kortlægning af både indre og ydre hændelsesforløb finder Bess ud af, at Halland i årevis har ført en dobbelttilværelse og i hvert fald læseren, men nok i mindre grad Bess, forstår efterhånden, at Bess selv har vendt det blinde øje til visse aspekter af både Hallands og sit eget liv.

Spring mellem det normale og unormale
Mordet på Halland er en intens og tankevækkende, men til tider tillige barokt humoristisk beretning om, hvor lidt vi mennesker kender os selv og hinanden, og hvad der sker, når den verden, hvis realitet man har forladt sig på, afslører sig som et falsum.

Pia Juul mestrer de absurde spring mellem normalitet og anormalitet med en sproglig finesse og dramatisk nerve, som giver læseren sug i maven, og hun kan føre en ind i en suggestiv tilstand, så man lever ikke blot med, men i fortælleren.

Mordet på Halland er den mest inciterende og kyndigst udtænkte ikke-krimi med et mord som udgangspunkt, man kan tænke sig, og den åbne slutning, som giver anledning til flere spørgsmål end svar, fuldender Juuls portræt af de blinde vinkler og blanke pletter på det indre landkort, som jævnligt skaber forviklinger og undertiden uoverstigelige afstande mellem mennesker – selv mennesker, der mener at kende hinanden ud og ind.