Det er rejsen fra barn til voksen til gammel, som står i centrum af 'Kaktushænder'. Et af de bedste digte er det først citerede nedenfor, og det demonstrerer samtidig også svagheden ved denne samling: Digtene er sprogligt raffinerede og stilfulde, men alligevel bliver de lidt for ferske i længden. Det bliver for privat. Billedet af den lille pige på bagtrappen er smukt og rørende, men det trænger aldrig helt ind under huden på mig.

Bogen er præget af en ikke særlig lykkelig barndom og en lidt for ublid overgang til voksenlivet. Det er en samlig, som er fuld af fortrydelser. Den tegner et liv levet med kaktushænder; den slags man stikker sig på. Hænder der muligvis rækker ud - men stikker. Hænder der vil tørre tårerne bort fra øjnene - men i stedet flår ansigtet til blods. Kan man forestille sig noget mindre gæstfrit? Selv når morskaben og de sjove billeder får plads i bogen, sker det som en intens og bitter bemærkning til et ondt liv, der ikke er børns uskyld værdig.

For den lydhøre læser af 'Kaktushænder' er der mange sproglige oplevelser at hente. Bogen er holdt i en dæmpet og bevidst underspillet, rolig tone, der mere antyder end udpensler. Men har man øje for det bagvedliggende, ser man, at der er overordentligt store følelser på spil.

Der er en voldsom længsel, en stor ensomhed og basis for næsten enorme livskriser i Marina Cecilies Ronés digte. Men selvom den slags traditionelt er godt stof, så bliver det næsten for meget af det gode - eller måske af det onde. Jeg bliver mættet med uretfærdigheder - og det ender med at vande hele bogen ud.

Desværre. For glimtvis lader bogen ane, at Roné har et overordentligt stort lyrisk potentiale.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]