Til gravøl i Småland

Sensuel og afdæmpet fortælling med pludselige farveeksplosioner.

ANMELDELSE: Det billede, der pryder omslaget på Karen Fastrups nye roman, illustrerer i utroligt heldig grad stemningen i bogen: Man ser et skovbryn i tyste gråtoner og vinterlig dis. En græsgrøn traktor springer i øjnene nederst til højre i billedet, og bag den, med de nøgne, mørke træer som baggrund, ligger et lille svenskrødt træhus med sne på taget.

Tværs over siden står bogens titel printet med højrøde typer: Begravelsen.

Tyst og sensuel
Og sådan er indholdet også. Fastrup har skrevet en tyst og sensuel fortælling om duften af harpiks fra nyskovede stammer, om søvandets kølighed mod sommerhed hud og om fornemmelsen af "tykmælkens glatte hinde mod tungespidsen".

Sensuel og afdæmpet – ja, nærmest underspillet, men med pludselige farveeksplosioner af dramatik og barok humor, som når Fastrup fx lader afdødes oprigtigt sørgende hustru falde i staver på det udendørs lokum over ægtemandens nekrolog, som hun med velberådet hu har hængt op på indersiden af døren:

Det er Gerties mand, forfatteren, livskunstneren og miljøaktivisten Skarre, der er død, og som nu ligger ovre i annekset, imens begravelsesgæsterne, der er strandet i det lille hus i snevejret, venter på, at frosten skal gå af jorden, så Skarre kan blive begravet, og de selv kan bryde op igen.

Om at være fremmed og høre til
Begravelsen er historien om datteren Paulas opvækst som dansk tilflytter i Sverige, om hendes fader Skarre, om barndomsvennen Ingmar og om alle de andre mennesker, der på en eller anden måde har fået betydning for Paula.

Det er en fortælling om at være fremmed og om at høre til, om skuffelser og sorg og kærlighed og om 70'er-kulturen med dens umulige idealer og frigjorthed. Det er også en fortælling om de mange måder, man kan blive begravet på – både i bogstavelig og overført betydning.

Alle skævhederne er med
Fastrup demonstrerer en fabelagtig evne til at sanse verden og til, med stor akkuratesse, at gengive sine sansninger i fiktionen. Som læser er man derfor til stede midt i begivenhederne sammen med fortælleren.

Men Fastrup stagnerer ikke i sanselige beskrivelser af de smålandske skove og søer. Hun indfletter flere sideordnede dramatiske, brutale og komiske begivenhedsforløb undervejs og lader de beskrevne skæbner mødes til gravøl i det lille rødmalede træhus. Forfatteren får alle skævhederne med, den menneskelige ambivalens, den talende tavshed og den særlige lugt, der hænger ved døden.

Begravelsen er en fin lille skildring af mennesker, der – på godt og ondt – knyttes til hinanden og til den natur og det miljø, der omgiver dem.