Som ringe i vand

Journalisten Karen Syberg har skrevet sin første roman. Selvom mennesker mødes, forbindelser knyttes og landegrænser krydses, er det ikke de enkelte menneskeskæbner, men mønsteret og vævet af tilfældige hændelser, der gør mest indtryk.

ANMELDELSE: En kvindelig læge fra Kroatien flygter fra fortid og ægtemand og ind i et ægteskab med en dansk forsker, der kort forinden har mistet sin kæreste. En ung tjekkisk pige og en dansk dreng knytter venskabsbånd, men forbindelsen brydes, da pigen gør et farligt bekendtskab – og da de unge mennesker mødes igen, bærer pigen på andet og mere end erindringer om ensomhed og overgreb. En ældre mand får kendskab til dystre hemmeligheder hos et nytilflyttet par i sit lokalområde og får en idé til at forsøge sig som pengeafpresser, da hans kone bliver syg...

Sådan lyder nogle af historierne i Karen Sybergs første roman i koncentreret form. Men det er ikke hændelser som disse, jeg huskede efter læsningen. Det er den voldsomme meningsløshed og de mange tilfældigheder, der får nye krusninger og breder sig på tværs af menneskeliv og landegrænser – og igen udløser nye begivenheder. Som ringe i vand.

Betydningen af mønstre
Romanen kan godt læses som ren underholdning, hvilket ikke skulle falde nogen vanskeligt, da Syberg beretter i et på én gang enkelt og malerisk sprog, hvor handlingen er pirrende nedtonet selv under de dramatiske højdepunkter.

Men Stederne kan også læses filosofisk med henblik på de overordnede strukturer i tilværelsen – og i menneskesindet. Og ser man på forfatterens overordnede hensigt med værket, virker det på mig som om, Syberg har ønsket, at læseren skulle hæfte sig mindre ved de enkelte karakterer og deres individuelle skæbne og mere ved de mønstre, der opstår gennem tilfældigheder – mønstre, som vi er tilbøjelige til at tillægge særegne betydninger.

Moderne kollektivroman
Selvom Karen Syberg eftertrykkeligt dementerer vores forestillinger om skæbnen og den magiske betydningsfuldhed, vi mennesker tit indlæser i tilfældige hændelser, så har selve fortællingen paradoksalt sin egen magi, som viser sig i hendes fortælleteknik, hvor den neddæmpede stil og flydende, overlappende dialoger får billederne til at sive ind under huden på læseren. Jeg sad mange steder med tilbageholdt åndedræt under læsningen, som var jeg tilskuer til en tidlig Ingmar Bergman-film, hvor angstens malstrøm lurer under uskyldshvide nøkkeroser.

Syberg fremstiller godt og med nærmest fotografisk dokumentarisme og uden nogen form for moraliseren eksistensens nøgne tilfældighedsprincip og de livsløgne, vi alle lever på. En slags moderne kollektivroman, der samtidig er en opdateret desillusionsroman.

Opgøret med vores trang til at søge meningsfulde mønstre i tilværelsen munder ud i en mærkværdigt befriende desillusionering, som for en tid lader læseren selv læne sig tilbage og føre med strømmen.