På lykkens skyggeside

Alvtegens femte roman er et studie i ulykke, smerter og fortrængninger. Godt skruet sammen, mesterligt fortalt og stærkt ubehagelig læsning.

ANMELDELSE: Svenske Karin Alvtegens femte roman, Skygge, er et velskrevet psykologisk drama af rang. En medrivende beretning om begær, magt og fortielser. Om svigt, om løgn og om en række voldsomt uheldige sammenfald.

Den svenske nations litterære stolthed Axel Regnefeldt, som for år tilbage modtog Nobelprisen i litteratur, ligger passivt hen på et plejehjem, lam og uden talens brug efter en hjerneblødning. Hans søn Jan-Erik varetager nu den litterære arv og turnerer landet rundt med beretninger om farens forfatterskab. Jan-Erik residerer i et aldeles kuldsejlet ægteskab, som i virkeligheden, viser det sig, minder en del om forældrenes.

Han er stærkt alkoholiseret, sandsynligvis også en uerkendt "sexaholic" – og et helt andet sted i samme by bor en ung mand med store, uforløste kunstneriske ambitioner. Da en ældre kvinde dør, ensom og uden pårørende, mødes fortid og nutid, had og jalousi, og alle romanens forskellige skæbner langsomt hinanden.

Mere end anbefalelsesværdig
Og der er vi fremme ved noget essentielt i forhold til Skygge: Det er mere en skæbnehistorie end en egentlig krimi. Forlaget lancerer ganske vist bogen som en "endnu en sindssygt spændende pageturner" af en "psykologisk thriller". Og vist er den god, endda rigtig god. Vist er den velskrevet og indsigtsfuld, men den er i min bog hverken en pageturner eller sindssygt spændende.

Med Skygge understreger Alvtegen sin position som den psykologiske smertes mester i Skandinavien. Den er absolut læseværdig – en oplevelse af de sjældne. Ikke en bog, man bliver i godt humør af, men en bog, der bare bliver bedre, som den skrider frem. Hermed anbefalet – og mere til.