Stille eksistenser bryder ud

Brud er titlen på Karin Fossums nye roman. Det henviser dels til titlen på det dramatiske maleri af en havareret bro, som romanens hovedperson, Alvar Eide, drages voldsomt af, men ikke kan beslutte sig til at købe. Og dels er romanens form præget af brud på fiktionen mellem fortællingen om Alvar og samtaler mellem ham og den unavngivne forfatterperson, der skriver hans historie.

ANMELDELSE: Uden for forfatterens dør står en kø af mennesker. De venter på at blive fortalt. Én bryder rækken, trænger ind i forfatterens hjem og trygler om at blive den næste. Selvom forfatteren ikke er glad for dette brud på arbejdsrytmen, fanges hun ind af den undseelige, men dog insisterende Alvar Eide og historien kan begynde.

Alvar er et meget ensomt menneske, der passer sit eget, ikke vil trænge sig på og har endog meget svært ved at omgås andre. Kun på sit job i et kunstgalleri kan han bryde isen og tale afslappet med kunderne om værkerne, mens frisørbesøg og telefonopkald hensætter ham i noget nær panikangst. Alvar higer efter at være et godt menneske, men har samtidig en lumsk fornemmelse af, at det projekt er svært at realisere, når man ikke betyder noget for nogen, og ingen betyder noget for en selv.

Han kan ikke selv bryde ud af sin skal, og forfatterpersonen lader ham derfor møde den unge narkoman Lindys, der hurtigt trænger sig ind i hans liv. Helt ind på hans sofa, hvor hun rystende af abstinenser skaber ravage i Alvars velordnede cirkler. Det må ende galt, og det gør det. Men inden da har Lindys vakt noget til live i Alvar. Og dette noget er vel oplevelsen af, at hun betyder noget for ham, og troen på, at han betyder noget for hende.

Ingen store armbevægelser
Selvom romanen rummer både død, narkomani og selvmordsforsøg, er der på ingen måde tale om en ramasjanghistorie. Fortællingen lister sig sindigt og nøgternt af sted i et glasklart sprog med nænsomme registreringer af de mange små udsving på Alvars vej mod accept af sig selv. Hans ubodelige ensomhed, der bunder i en dyb skamfølelse over i det hele taget at være til, gestaltes derfor især af romanens tone og tempo. Stilen er manden, og følelsen af skam, ensomhed og desperation siver langsomt, men sikkert over i læseren.

Skiftene mellem fortælling og samtaler om fortællingen fungerer langt bedre, end man kunne frygte, bl.a. fordi det viser sig, at Alvar og forfatterpersonen har en del til fælles. Deres samtaler accentuerer dermed elegant romanens mellemmenneskelige tema, om end man som læser ind imellem kan føle, at maden både bliver skåret og tygget for én.

Brud er en lille, indsigtsfuld historie om menneskelig eksistens, der kan læses for sin diskrete og dog meget facetterede fremstilling af et forkrøblet menneskeligt sind, der langsomt løsnes op. Alvar får aldrig købt det maleri, der er et spejl af hans indre. I stedet træder han med bittesmå skridt ud i verden på den bro, der udgøres af andre mennesker.