Læs Senturas anmeldelse af Katinka My Jones' første digtsamling Havet er sort, kysten er hvid, som udkom i 2007 – også nogle digte fra bogen...

Katinka My Jones kan skrive smukke linjer – men gemmer sig også for læseren.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Jeg har ærligt talt været meget i tvivl om, hvad jeg skulle mene, om denne nye digtsamling, Sølv, af Katinka My Jones.

På omslaget præsenteres forfatteren sådan her: "Katinka My Jones, f. 1983 i København, uddannet fra Forfatterskolen i 2007, debuterede samme år med digtsamlingen Havet er sort, kysten er hvid, som blev præmieret af Statens Kunstfond. Arbejder desuden som billedkunstner. Har engang haft en hest."

Det er, som man nok vil vide, især den sidste sætning, som jeg studser over. Naturligvis er der tale om en morsomhed, men bladrer man videre ind i digtsamlingen, synes jeg ikke, der er meget at grine ad. Jovist er der en digtsuite, der handler om en hest, og den er måske nok det mest morsomme i bogen, men alligevel.

Masser af jeg
Man er ikke i tvivl om, at Jones har et talent for sproget. Allerede det første digt lover godt:

Flere af digtene nærmer sig som dette, det gådeagtige. Man kunne lægge flere ting ind, fx at digtet her handler om mobning, men måske også, mere upræcist om at skjule sig.

Og jeg synes faktisk, at jeget i flere af disse digte generelt forsøger at skjule sig. Der er så at sige masser af "jeg" i digtene, men jeget er aldrig helt sig selv, altid en ny maske.

På samme måde når der i flapteksten står "Har engang haft en hest". Det er afvæbnende og underminerende på samme tid, men bliver måske også et problem for den lyrik, som bogen forsøger at producere: Skal vi tage den alvorligt, hvis den ikke selv gør det?

Ironien spænder ben
Hvis man ikke skal tage bogen alvorligt, så tror jeg simpelthen ikke, at digtene holder. Digtene unddrager sig en smule, synes jeg, som om de ikke tør at stå ved sig selv.

Kunne man tale om generte og småironiske digte, så ville jeg gøre det. Men jeg ville egentlig hellere se Katinka My Jones skrive digte uden at henvise til sin hest, uden at underminere den alvor, som hun selv lægger for dagen, og som hendes billeddannelse og tonefald for mig at se passer til.

Ironien spænder således en smule ben for disse digte, jeget tør fx ikke at være sig selv, hvis man kan sige det sådan, og det er en smule ærgerligt, især når My Jones kan skrive linjer som disse: "Se hvordan træerne vælter/Se hvordan benene ikke er ben,/men forlængelser af frygt." Eller disse: "Omstændigheder er noget/vi glider igennem/med vores tunge blod."

Måske My Jones skulle prøve sig med uhyggelige heste i stedet, som i Jacksons Ringenes herre. Dem gad jeg hellere at læse om.

 
Teksteksempel