At finde tilfredshed

En flot fortalt historie fra debutanten Katrine Grünfeld om at komme overens med det liv man fører, og de forudsætninger man har.

ANMELDELSE: Mie er sidst i 30'erne, har en mand, et fedt job og sofapuder uden folder, men alting havde været meget bedre, hvis hun havde heddet Katarina – ligesom Katarina den Store.

Bag på bogen står der, at den handler om en kvinde, der får ødelagt sine illusioner, da hun indirekte involveres i en indvandrerdrengs død. At bogen handler om dette er dog så meget sagt. Mie er rigtigt nok kontorchef i afdelingen for integration i kommunen og bliver udråbt til synder på forsiden af en avis, da indvandrerdrengen dør – hun kendte til denne drengs hjertesygdom, men troede på kommunens læge, der erklærede ham for rask.

Men ved dødsfaldet flyder bægeret over, og på den måde bliver det dét klimaks, som romanen har bygget op til. Efterfølgende bliver Mie nemlig tvunget på orlov af sin chef og får nu for alvor ondt af sig selv.

En helt almindelig kvinde
Episoden med drengen tilføjer altså romanen drama og spænding, men fylder egentlig meget lidt i romanen og forekommer i det store hele en smule underordnet. Det er end ikke denne hændelse, der ødelægger Mies illusioner, for hun synes knap nok selv at kunne indkredse, hvad hendes illusioner er.

Mindre pletter handler mest af alt om Mies søgen efter en tilfredshed med sin tilværelse. En jeg-person fører læseren tilfældigt rundt, kronologisk fortælles der om nutiden, og i fragmenter fortælles der ind imellem om fortidige hændelser.

Langsomt lærer man Mie at kende, og det er en dejlig og til tider humoristisk fortælling om en helt almindelig kvinde, der prøver at finde frem til essensen af sit liv.

Relationer og barndom
Romanen berører mange relevante emner – fx om relationer. Mellem mand og kvinde, mellem venner og veninder, mellem forældre og børn og mellem søskende.

Romanen kredser også om barndommens betydning for resten af livets udvikling – "om kunsten at overleve sin barndom", som forlaget skriver i pressematerialet til romanen. Men mest af alt har den fokus på, hvad der former den enkeltes liv: De ting man oplever, de mennesker man møder, de valg man foretager.

Det er en fortælling om at være sig bevidst om det liv, man lever og den person, man er og om at stille sig tilfreds med tingenes tilstand. Det er dette, der gør romanen vedkommende og interessant. Det lyder måske plat og sentimentalt, men det er det slet ikke, fordi den fortælles så eminent af Katrine Grünfeld.