Hvordan forener vi den omstændighed, at vi alle har vores lille sandhed med det, at vi samtidig skal omgås hinanden?

ANMELDELSE: I familien er vi på et meget elementært plan henvist til hinanden, for vi har ikke selv valgt den. Vi kan vælge den fra i perioder eller endog for evigt, men vi er som personer for altid formet af den.

Det er, blandt andet, dette komplekse stof, som Katrine Marie Guldager har sat sig for at undersøge i sin tredje novellesamling Nu er vi så her.

En trilogi?
Man konstaterer straks at den nye bog, i hvert fald fra en overfladisk betragtning, ligner de foregående to novellesamlinger København og Kilimanjaro. Helt ud i formatet og det grafiske udtryk er Nu er vi så her lig de to foregående bøger.

Det er helt på sin plads at tale om en trilogi, for samlet set deler de i alt 40 noveller en tematisk kerne og kraft, som gør det værd at læse dem i forhold til hinanden.

Guldager har, mig bekendt, ikke selv brugt betegnelsen trilogi om bøgerne, og jeg kan ikke vide om der kommer flere noveller i samme stil, format og struktur, men efter min mening er der noget afsluttet og definitivt over denne tredje bog. Dermed også sagt, at det interessante ved Nu er vi så her, er der, hvor den skiller sig ud og føjer nyt til de foregående bøger.

I novellerne i København og Kilimanjaro befandt vi os i henholdsvis byrummet i København og i den globale virkelighed. I det offentlige rum, som det skildres i de to bøger, er vi nok henvist til hinanden, men vi kan vælge til og fra. Møder mellem mennesker er præget af tilfældet og forbindelser, der kun antydningsvist markeres gennem den udstrakte brug af ledetråde på tværs og kryds af den enkelte novelles adskilte rum.

Hovedmotiver i novellerne var, helt i tråd med den overordnede tematik, trafik og bevægelse. Menneskene er hele tiden på farten, kørende og gående, videre videre. Ind i mellem, og ofte tilfældigt, mødes man, for lige så hurtigt at skilles igen.

Familiens faste mønstre
Både motivisk og tematisk spejlvendes dette i de nye noveller. I familien, synes det at være bogens påstand, er vi ofte kørt fast i bestemte mønstre, som det er umuligt at bryde ud af. Familier har noget statisk over sig, noget tungt uflytteligt, som kan være trygt og rart for nogen, men kvælende og ubehageligt for andre.

Hvilke motiver er mere velegnede til at skildre den tit uigennemskuelige logik, som kendetegner samvær og hierarkiske strukturer i familielivet end arketypiske familiemotiver som måltidet, afskeden og hjemkomsten?

De 18 noveller er da også præget af netop spisescener, afskedsscener og hjemkomstscener. Helt klart, fordi det giver Guldager mulighed for at iscenesætte de helt grundlæggende konflikter, som ligger i stoffet.

Et måltid kan være et tomt og indholdsløst ritual som i Sæson for hummere, hvor adoptivsønnen får nok og meddeler, at han ikke kommer til næste års familietræf hos adoptivforældrene.

Andre gange en afledningsmanøvre, som i den ubehagelige Rotur i sommervarmen eller en belastning, som dækker over og minder om dybere liggende konflikter. Måltidet bruges som symbol på ulige magtfordeling mellem generationerne, som i Hun snød mig til sidst, hvor morderen, der ikke giver noget til sit ene barn, men alt til det andet, langer godt til fadet ved middagen hos den forfordelte søster.

Sidestillede modsætninger
Det spejlvendte eller omvendte er begreber, som helt overordnet passer godt til Katrine Marie Guldagers måde at strukturere både de enkelte historier på, men også for måden hvorpå hele bøger bygges op. Dynamikken i historierne opstår gennem modsætninger, der sidestilles.

Således er der en generationstematik på færde i flere af novellerne. De kredser om spørgsmål som svigt og ansvar, og det er ofte de voksne, der svigter og fralægger sig ansvaret, mens børnene sidder tilbage med sorgen og afsavnet. Men Guldager går ikke med til, at det nødvendigvis er sådan, det er, helt entydigt. Det modsatte kan også være rigtigt.

Bogens første novelle Voksne mennesker kan godt tale om sex korresponderer et langt stykke hen af vejen med en novelle langt senere i bogen, der hedder Returbillet. Præmissen er den samme. En mor flytter fra familien for at realisere sig selv, som det hed dengang i halvfjerdserne. I Voksne mennesker tager hun til Indien og vender aldrig for alvor tilbage og er mor for børnene. Den voksne datter er ked af det og føler sig svigtet.

I Returbillet fortryder moderen i sidste øjeblik og tager alligevel ikke af sted. Som ældre er hun bitter og vred, fordi ingen af hendes børn har tid til hende alligevel.

Den besværlige og relative sandhed
Sandheden er en besværlig og meget relativ størrelse, ikke mindst i familien, hvor flere forskellige sandheder skal eksistere side om side. Det giver hierarkier og magtkampe.

Vældig fint beskrevet i den afsluttende novelle Spørgsmålet om sandheden, som jeg har lyst til at citere lange passager fra, fordi den er så veloplagt og tillige er et eksempel på den humor, som der er meget af i Guldagers værker, men som ikke tit ofres meget opmærksomhed de besværlige sandheder. [Læs novellen andetsteds på sentura.dk, red.]

Som læser oplever man, at der bag hver sandhed gemmer sig endnu en sandhed og endnu en sandhed ja i princippet uendeligt mange sandheder.

Det myldrende kaotiske liv
Spørgsmålet om sandheden er en passende afslutning på bogen, ja ikke kun på bogen, men som antydet ovenfor, på hele det novelleprojekt, som startede med København i 2004.

For i alle 40 noveller har det grundlæggende handlet om sandheden. Som ikke findes eller rettere, som der findes ligeså mange af, som der er mennesker. Så hvordan forener vi den omstændighed, at vi alle har vores lille sandhed med det at omgås hinanden i det, vi kalder et samfund?

Nemt er det ikke, og ikke alle sandheder kommer lige meget til deres ret i den moderne virkelighed, det være sig i København, i Afrika eller i familien. Det giver konflikter, sorg, vrede, skuffelse, hævngerrighed, tilgivelse, glæde, engagement.

De helt store temaer
Og her er vi ved kernen, ved noget der ligner en forklaring på, hvorfor jeg synes, at disse noveller står som noget af det største i dansk litteratur i de sidste ti år: Det hele er med. Hele menneskelivets myldrende kaotiske liv. Følelser, tanker, samfundsformer.

Der tages livtag med de helt store temaer og det gøres ud fra en fordomsfri holdning, som drejer sig om at undersøge det hele og ikke fælde domme eller fremsætte dogmatiske påstande. Hver af bøgerne er fulde af fikserbilleder, i samme øjeblik man mener, at have fået øje på en definitiv sandhed, hives tæppet væk under en, og man hvirvles atter ind i tvivlens og de evige spørgsmåls labyrint.

Der er selvfølgelig ikke noget facit, det skulle da lige være følgende, og dermed lader jeg forfatteren få det sidste ord: "Mennesker er som myrer, og livet er en strækning, vi tilbagelægger i skovbunden."