Klog, rørende og i noget nær perfekt balance med sine virkemidler, mener vor anmelder om Maja Lucas’ nye bog.

ANMELDELSE: Med sagte trin og en lille bog tager Maja Lucas et sikkert skridt ind i retning af en position, hvorfra det kan forsvares stadig at skrive kortprosaistisk.

Det kan være svært lige at få øje på det, men Katrines hånd er faktisk en rigtig stor fortælling.

Et alvorligt emne
Hvis jeg nu prøver at starte med at være lidt objektiv… Katrines hånd er en jeg-fortællers oplevelse af, hvordan det er at tage afsked med sin stedmoder, der er ved at dø af kræft i dagens Danmark. Udenomkring bevæger sig en ret stor familie og så står selvfølgelig faderen lige lidt ved siden af midten.

Det er et alvorligt emne, og det får en sober behandling. Teknisk set er det meget tidstypisk. Minimalistisk og højst kontrolleret at se til.

For en overfladisk betragtning ligner bogen altså så mange andre, samme format, samme tykkelse, samme småtriste afdæmpethed. Efter kortprosaen er der opstået en slags kortprosaroman, hvor fortællingens sekvenser er så små, at man hele tiden får fornemmelsen af at blive afbrudt og skulle starte forfra.

Lucas vender smagen på hovedet
Hvis jeg så ellers kunne få lov til at blive lidt subjektiv… kunne jeg sige sådan her. Det lykkes Maja Lucas at vende min smag på hovedet.

Alt det jeg normalt ikke bryder mig om ved dansk nutidslitteratur, alt det slatne legen-rundt med sig selv, alle de tekniske krumspring der mere træder sig selv over en ståen-i-stampe end andre over tæerne, den sygelige overdrivelse af litteraturens refleksive kvaliteter, manglen på direkthed i stemmen, manglen på afklaring omkring genrevalg, altings afkortethed, altings skuddermudder etc. etc. – alt det får hun mig til at forstå, fordi hun bruger det til at skabe en helhed, som man kun kan holde af – hvis man altså kun kan holde af ting, der er hele ting og helt sig selv.

For hvor alle disse sammenbrud i den gængse gænge bare postuleres som resultater, der i sig selv er retfærdiggjorte, bruges de hos Lucas til at få et større tematisk spil til at fungere. Hvad var det nu lige litteratur handlede om i de gode gamle dage? Ja, det var nemlig kærligheden og døden, og hvordan er det nu lige, at døden virker?

At holde op med at læse
De længste kapitler er vel kun fem-seks sider lange. De korteste omkring en halv side. Man kan læse bogen på en halv eftermiddag. Så længe tager det altså at overstå (eller bistå?) afslutningen på et menneskeliv.

Her bliver den korte længde i sig selv et medie for et gammelt budskab. Livet er kort og natten er lang. Døden er åbenbart altid allerede i gang med sit arbejde og det er vores opgave at forhindre dets fuldbyrdelse med de få midler vi nu engang har til rådighed, heriblandt pausen, der altså er af største vigtighed.

Linjer skøre som glas
Læserens opgave bliver altså at holde op med at læse for at få hovedpersonens liv til at vare ved, og det er da for en gangs skyld en gedigen læserinddragelse; dette at ville bringe sin læsning til standsning for at udskyde slutningen så længe som muligt, samtidigt med at man er fanget i en proces, der giver en lyst til at fortsætte.

Det handler, som Derrida formulerede det, om at tage den længste omvej til det mål der ikke kan undgås.

Læserens meddelagtighed i hovedpersonens død – så længe bogen ikke er læst færdig er hun jo i live endnu – gøres til en tøven foran et skred ned over siderne og den tid det tager at læse dem. Og her virker en lille manér Lucas har med at bruge komma i stedet for punktum også meningsfuldt. I den tid det tager døden at nå frem, er der ikke så mange plateauer at blive stående på. Ingen holder da pause i et komma.

Linjerne bliver skøre som glas og derfor svære at få sig selv til at bryde.

Stærk og god læsning
Stilistisk er udtrykket meget rent. Nærmest klart. Det er umiddelbart ikke særligt højlitterært (hvilket jo bare er en litterær stil).

Teksten er sat i en troværdig og helt almindelig hverdagsbevidsthed (så vidt, naturligvis, en sådan overhovedet eksisterer), hvor verden og andre mennesker aldrig træder helt selvstændigt frem, men altid kun som en oplevet del af den fortællende stemmes egenverden. Her virker den sparsomme brug af direkte dialog også som en styrke.

Og så til sidst den der med den manglende genrebetegnelse. Det er jo også i sig selv en lille smule irriterende, men også det vendes til en fordel. Man vælger at springe udenom alt fiksfakseriet mellem fik- og faktion og kalder det simpelthen bare en beretning. Så kommer vi hverken for tæt på, som en selvbiografisk tekst ville bringe os, eller for langt væk, som en fiktionstekst let ville risikere.

Bogen ender altså med at være klog, rørende og i noget nær perfekt balance med sine virkemidler. Både som udsagn om døden og som et eksempel på, at der findes klare og følsomme stemmer i dansk litteratur, er Katrines hånd en stærk og god oplevelse.