ANMELDELSE
Ib Michael:
Kejserens atlas
kr. 295,-
412 sider
Gyldendal 2001

Jeg er så heldig, at der hvert år lige omkring min fødselsdag dukker en ny bog af Ib Michael op. Jeg betragter det lidt som en rar og tilbagevendende fødselsdagsgave, som nok hænger mere sammen med bogsæson og -messer end med min første dag i livet. Men derfor kan man jo godt blive lidt glad alligevel.

God – bedre – bedst?
I år dukkede så Kejserens atlas op. En meget Ib Michaelsk titel på en bog med et meget Ib Michaelsk omslag (som altid lavet af enten Tove eller Poul Lange), og det lover alt sammen meget godt. Og godt bliver til bedre, når man tager fat på læsningen. Bogen starter både tæt, tændt og komprimeret, og efter de første to-tre kapitler bliver bedre til bedst: Denne bog er mere medrivende end nogen af Michaels tidligere.

Kejserens atlas har virkelig en lovende start: Et velfungerende miks mellem forskellige fortælleniveauer, et intenst og fortættet trekantsdrama med stærke seksuelle undertoner og en sikker og engagerende plotlancering, der er en international krimiforfatter værdig. Det er både interessant, spændende, medrivende og udfordrende læsning, og man begynder allerede at glæde sig over, at den nye bog med sine imponerende 412 sider er én af Ib Michaels absolut længste (måske dén længste?). Men hen ad vejen kollapser billedet, og konturerne af en storroman smuldrer til en rodet bunke ord.

Ord avler ord avler ord
Det virker som om Ib Michael farer vild i sin kringlede fortællings mange lag. Som om han ikke kan holde styr på retningen gennem romanen. I stedet fortaber han sig i alenlange beskrivelser af dit og dat og dut. Tekniske detaljer om arkitekturen i japanske haver, maskuline mesansætninger og andre sejlskibsmanøvrer, feriebrochurebeskrivelser af smukke, hvide sandstrande i Stillehavet og masser af slam i Nansensgade, København. Ord avler ord avler ord æder plot og spænding og nerve i fortællingen.

Nedturen begynder, da det første gang bliver klart, at det ene af romanens tre-fire fortællingsspor foregår i en forholdsvis nær fremtid. Det er der jo for så vidt ikke noget som helst galt i – faktisk har rygterne om denne science fiction flirt været med til at højne mine forhåndsforventninger til bogen væsentligt. Men dette sci-fi krydderi tjener bare ikke noget formål i fortællingen; det virker påklistret, underligt og – værst af alt – fremmedgørende i bogen.

Fremtidselementerne bliver aldrig integrerede i handlingen, men må forklares i underlige sidebemærkninger, der brutalt flår læseren ud af bogens univers. I stedet for at vise, hvordan den nye verden tager sig ud ved at lade den indgå som en naturlig del af fortællingen, vælger Ib Michael at fortælle om de nye, teknologiske gennembrud med små forklarende kommentarer. Og det får en ekstra beklagelig effekt, da Michaels normalt suggestive sprog begynder at klinge hult og falsk, når fortællingens rytme stadigt tiere brydes af uvedkommende regibemærkninger om, hvordan Danmark og Japan egentlig tager sig ud anno 2020 – eller hvornår den del af romanen tænkes at foregå.

Alting ved det gamle
Måske er der en pointe – en lille pointe – med dette fremtidspjat. Det kunne være noget med, at alting alligevel er det samme, selvom ingenting ligner sig selv. At verden i bund og grund ikke ændrer sig så frygteligt meget, selvom udviklingen går så pokkers hurtigt. Grundelementerne, menneskene og deres indbyrdes relationer, er de samme.

Det samme kunne man sige om hele Ib Michaels forfatterskab. Han debuterede i 1970 med science fiction vanviddet 'En hidtil uset drøm om skibe' – og 2001 er han altså tilbage ved genren om end i en noget mere kontrolleret form. I Kejserens atlas dukker en gammel Ib Michael-kending, figuren Miguel de la Cruz, op igen, ligesom et sæt tvillinger som så mange gange før indtager en helt central rolle. Hele romanen former sig - som nærmest altid hos Ib Michael - som en sugende søgen efter identitet.

Og hele dette mønster med at genbruge er i sig selv en stor omgang genbrug: Ib Michael citerer og henviser igennem hele sit forfatterskab flittigt. Både til sig selv og alle mulige andre. Men hvor det plejer at være en stor styrke og demonstrere virtuositet, virker det her nærmest overflødigt og ligegyldigt.

På bundlinjen ender vi måske ikke ligefrem med røde tal, men overskuddet bliver altså forsvindende lille. Måske bliver dommen over Kejserens atlas ekstra hård, fordi den starter så forbandet godt – og mavelandingen derfor forekommer ekstra ublid. Men i stedet for at dvæle meget længere ved denne bog, vælger jeg at se frem mod min næste fødselsdag, hvor jeg forhåbentlig kan invitere en mere fit og koncentreret Michael med til lagkage.