Fermt og kedeligt

Kim Fupz Aakeson er en ualmindeligt velskrivende forfatter – men i hans genudgivne noveller bliver det til lidt for meget af det samme.

ANMELDELSE: Han har været noget så grusomt i vælten på det seneste. Først som bemærkelsesværdig bagmand til en hel stribe danske film på overraskende kort tid (i flæng kan nævnes: Kinamand, Anklaget og Store planer – alle fra i år), dernæst fra flere sider indirekte anklaget for at være lige rigeligt produktiv med alle sine manuskripter – og endelig som et af tre hovedmål for filminstruktør Lars von Triers harmdirrende pegefinger, der viste i retningen af de største syndere i dansk film [de to andre var Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, red.]. Jeg taler naturligvis om Kim Fupz Aakeson, som sammen med forlaget Gyldendal nu også sender et udvalg af sine noveller på gaden under titlen Anden omgang.

Og når man tygger sig igennem Anden omgang, så forstår man faktisk dele af kritikken, som blev udtalt af von Trier og sneget ind mellem linjerne hos mange filmanmeldere i løbet af foråret, da de igen-igen-igen skulle tage stilling til en film, skrevet af Fupz Aakeson.

Fermt håndværk
Kim Fupz Aakeson skriver godt. Rigtig godt. Eller måske er karakteristikken fermt mere præcis: Han forstår at trykke på de helt rigtige knapper, skrue op for tempoet på det helt rigtige tidspunkt, dvæle ved en bemærkning tilpas længe og slutte af lige præcis dér, hvor scenen stadig står og dirrer for læserens blik.

Så når man de første gange støder på hans stil, når man første gang læser en af hans noveller, så imponeres man uvilkårligt – og med rette. Det swinger, det glider – det fungerer! Så læser man en novelle til, en til og en til og … Et eller andet sted dernede af sker der et skred. I hvert fald for denne læser.

Man bliver simpelthen træt af stilen. Og jeg når undervejs også til erkendelsen af, at her er alt for meget stil, alt for meget rutine og for lidt nerve og nærvær.

Den bedrevidende læser
Klientellet i Fupz Aakesons noveller er hverdagens helte og skurke. Scenen er typisk lejligheden fjerde til venstre et eller andet sted i København NV. Handlingen er dræbende banal – og lige præcis derfor interessant: Det handler om hverdagen – om livet i almindelighed, som det er alleroftest. Desuden konstant fortalt med et twist, så vi når ind under huden på karaktererne, og ender med at kunne gennemskue dem og deres omgang med virkeligheden og sandheden bedre end dem selv.

Og det er bl.a. dét, der fungerer så godt i starten og bliver til lidt af en mani i længden. At læseren bliver så pokkers alvidende, nærmest bedrevidende, fordi Fupz Aakeson lader sine karakterer udstille sig selv gennem deres indre og ydre dialog. Det er et knaldendes godt kneb – men det bliver for meget, når han gentager det igen og igen i novelle efter novelle.

Desuden bliver man også en anelse træt af et persongalleri, der virker ramt på kornet og velbeskrevet i de første noveller, men efterhånden som det stort set ikke varieres i en stribe noveller hentet fra tre forskellige samlinger, plus en enkelt novelle fra en antologi, tager form af et sandt sydstatshelvede af særlinge og indavlede tabertyper.

For lidt nerve
Og så er det alligevel lidt løgn…

For heldigvis er der (få) variationer i Anden omgang. Der er en rigtig, rigtig underlig fabellignende novelle betitlet Lykken, hvor en sær journalist på randen af endnu et nervøst sammenbrud, forsøger at afdække en for hele samfundet skræmmende og uhyggelig historie om nogle lykkelige, sunde og trivelige børnehjemsbørn. Det hele skrues op i et helt igennem skævt og mareridtslignende kafkask univers.

Der er også en sjov lille indledende meta-novelle, Forordet, der eksperimenterer med novellens form, hvor læseren på én gang trænger ind bag historien og bliver vidne til en novelles konstruktion. Fikst lavet – og noget af det, der holder ved genlæsninger.

Og for så at binde sløjfen sammen og vende tilbage til von Triers harceleren, så forstår man godt hans udfald al den stund, at han frygter rutinen i bl.a. Kim Fupz Aakesons manuskripter. At Kim Fupz og co. bliver så skrappe til håndværket at skrive en film, at der går for meget håndværk i den. At resultatet bliver en kende for glat og uden kanter. For meget stil og for lidt nerve. For det er lige præcis dér, den halter i novellerne.