Kropskontakt

Det er hårdt at lægge krop til Grotrians musik – men også givende.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Kristus, Bibelen, Himmel og Helvede optræder sammen med hindbærbrus, brun sovs og urtete...

Sidestillingen af det dagligdags og det metafysiske har man set hos Grotrian mange gange før. Det synes at have den pointe, at det er gennem de jordiske ting, man kan få adgang til det Hinsidige. Man har nu engang kun de forhåndenværende redskaber til at gribe om det metafysiske med.

På samme måde er det med læsningen af Simon Grotrians digte. Billedsproget bevæger sig ofte væk fra det håndgribelige og over i et surrealistisk univers, hvor man kommer længst ved at forsøge at sanse digtene kropsligt, eller i hvert fald med kropslig erfaring. Denne måde at læse på er tidligere blevet prædiket af Morten Søndergaard i indledningen til Simon Grotrians Udvalgte digte fra 2003.

Mindre format
Tyve sorte kinder er mindre i format, og teksterne breder sig også mindre over siderne, end de ellers typisk har gjort i forfatterens seneste samlinger. Det drejer sig om fyrre korte eller kortere digte. Mange samlinger på tre gange så mange sider lader sig læse væsentligt hurtigere og lettere.

Grotrian er altid udfordrende, men denne gang mere end nogensinde. Nogle af teksterne er forholdsvist afkodelige, som fx samlingens første overvældende positive tekst om kristen hengivelse:

Kroppen smelter ned
i sin betagelse af solen
jeg kan tro på dét, jeg ikke ser
og folde mine hænder som en rose.

Men hen ad vejen bliver det dog meget sværere. Der skal en mere end almindeligt veludviklet fantasi til at følge med i billederne, når Grotrian for alvor folder sig ud med vendinger som "kattevioliner ses i himlens læg" eller "Jeg fostrede en sneglesætning/nanometersovende på kyskheds vinger." Her bliver sproget fremmedgørende og man tvinges til i en slags ydmyghed at forholde sig til sin egen ufuldkommenhed som læser.

Varm lomme i lyrikjakken
Simon Grotrian er en mester med vokalerne, og alle teksterne i Tyve sorte kinder emmer af vellyd.

Han har gennem årene fået syet sig en stor varme lomme i den danske lyrikjakke, som han ikke behøver at dele med nogen. Tyve sorte kinder bevæger sig ind i det inderste og ned i det dybeste af det uudgrundelige grotrianske univers, men er samtidig også en samling af lette digte, der besynger det helliges indtrængning i det profane. Eller det helliges "mulige" indtrængning. For man må være villig til at åbne sine arme.