Kirsten Hammanns anti-roman fra smørhullet vender fleecen ud på almindelighedens nylonjakke.

ANMELDELSE: fra smørhullet er en slags roman om en kvinde, der går fuldstændig i stå. Mette bliver forladt af sin mand, og det gør hende totalt apatisk. Aftenerne går med at sluge enorme mængder slik og reality-shows. Allerbedst er det omkring 11. september og under Irak-krigen. Bedre fjernsyn fås ikke.

Det lyder som begyndelsen på an almindelig roman. Det er det overhovedet ikke. Indledningsvis skaber Kirsten Hammann ganske vist en slags fortælling. Men det er hurtigt overstået, og alt stilles på pause. Den minimale fremskriden i bogen er enormt træg. Man må gå ud fra, at dagene går – eftersom bogens afsnit alle er behæftet med en dato.

Og for så vidt er der jo tale om en art udvikling – men kun i tid. Vi rører os stort set ikke ud af flækken – smørhullet, Amaliegade, København K. For bogens hovedperson Mette er jo – i sin egen forståelse, og med efterhånden med vold og magt også i vores – et rigtigt menneske, ikke en romanfigur. Som der står side 143:

"Hvis det var en roman, så ville hun dø eller blive frelst. Der er sgu da ikke nogen, der gider læse en bog, hvor forbryderne hele tiden er i hælene på hovedpersonen, men aldrig slår hende ihjel eller bliver sat i fængsel […] Hvad med de kvinder der bliver tævet og skældt ud hele livet igennem? Hvis de skal med i en god bog, så skal der komme et vendepunkt".

Altså: Romanfiguren Mette tænker: "Hvis mit liv var en roman...". Men det er det ikke. Derfor sker der ingen verdens ting.

Karikeret portræt
I den apatiske tilstand, Mette befinder sig, er der til gengæld god plads til associationer og refleksioner – eller hvad man skal kalde alle de smerteligt banale tanker, man gør sig dag ud og dag ind. Om hvor let det ville være at begå selvmord eller slå et andet menneske ihjel. Om hvordan det er rart at græde over tv-programmer, fordi man får renset ud. Over det kvalfulde i middagsarrangementer med så mange gæster, at man efter middagen forventes at rejse sig fra sin plads og cirkulere. Hvor skal man så sætte sig? (Det er meget lettere med små selskaber, hvor folk bliver siddende på deres pladser hele aftenen).

Dette er bogen. Alle disse beskrivelser af og betragtninger om indkøb, tv-aftener og krig. Lugter negere anderledes? Er det ok at snyde med sine yoga-øvelser? Hvad er nylon egentlig? Hvordan er man til stede i nuet? Hvordan gør man verden til et bedre sted at være?

Det er dels Mette, dels en noget bedrevidende fortæller, som kommer til orde. Og her er min eneste indvending mod bogen. Af og til bliver tonen temmelig vrængende og portrættet noget karikeret. Man føler sig hensat til den nu aflivede Bridget Jones-inspirerende Nynne fra Politiken, som igen og igen faldt for de cremefarvede bloklys i Netto og den blomstrede voksdug i Ikea. Ellers er styrken i fra smørhullet jo den dokumentaristiske afdækning af københavner-noget-ved-musikken-wannabe-weltschmertz, og den fungerer bedst, når fingeren bliver sat på de detaljer og tankerækker, man aldrig selv har ofret nogen videre opmærksomhed.

Katalog over banaliteter
Roman, står der jo på omslaget. Hmm. Med en genstridig hovedperson. Roman eller ikke roman (det er selvfølgelig en roman eller måske en anti-roman) – bogen er et imponerende katalog over banaliteter og middelmådige ræsonnementer. Alle de ting vi ikke siger til hinanden, men bare tænker, er nedfældet. Alt det uværdige, underlegne, pinligt private, halvgennemtænkte og larmende dumme.

På den vis minder Mette og hele hendes univers om Vita Andersens Sårspiser. Taget med bukserne nede i færd med aldeles uværdige sysler – det som alle gør, men ingen taler om. Ok – sårspiseren var godt nok i dén grad ikke i topform, og måske var det ikke helt normalt med de sårskorper, hvad ved jeg. Og Mette er heller ikke mentalt helt på højkant. Men hun er alligevel ubekvemt nært beslægtet med i hvert fald denne anmelder – om end denne anmelder gudsketakoglov har et noget lysere, men altså overhovedet ikke mere sofistikeret, livssyn.

Samtidig er romanen et tidsbillede og en diagnose, som man ellers meget nødig vil høre udtalt over sit eget sygeleje – men det er jo lige, hvad der sker. Hold kæft et trist liv. Sikken ensomhed.

"Mette læste engang en bog, der hed Vera Winkelvir, som handlede om en meget speciel pige i starten af 20'erne. Når hun var vild, hed hun Vera Vild, og når hun var gal, hed hun Vera Vanvittig, eller Vera Vredere og Vredere. Mette kan man højst kalde Mette Normal, og det er der ikke engang et sjovt bogstavrim i", skriver Kirsten Hammann i fra smørhullet. Og fra smørhullet er vel antitesen til Vera Winkelvir. Mette findes, selv om ingen tænker på hende. Man ved ikke, om man skal grine eller græde.

Så man læser videre. Men hvorfor gider man egentlig at læse om noget så normalt, så gennemsnitligt, så ubegribelig kedeligt som Mettes liv? Genkendelsens fascination, formentlig. Og rædslen ved at se sit eget indskrænkede åndsliv dokumenteret.