Af
Ulf Joel Jensen

Kjædegaard igang med at hitte på...

SENTURA-INTERVIEW MED KJÆDEGAARD:

Tekstens energi #1 Den utraditionelle thriller #2 Fobier, depressioner og andre særheder #3 Musikeren Lars Kjædegaard #4 Det ulækre og Kjædegaards reol #5

I en periode af sit liv valgte Lars Kjædegaard at spadsere vejen fra toget til sin arbejdsplads hver dag – en tur på en halv times tid hver vej. Denne spadseretur gav ganske vist noget spildtid i en ellers travl hverdag med job og børn, men omvendt gav det luft og motion, som igen gav hvert fald muligheden for at få lidt søvn. Kjædegaard har nemlig, hvad han selv betegner som et søvnløst sind.

Herunder kan du læse mere om, hvad han gør for at kanalisere denne søvnløshed over i en appetit på ordene, og hvordan denne appetit giver teksten energi.

Hvad kendetegner en god spændingsbog? Hvad er det, der skal til for at fange læseren ind – og frem for alt holde ham fangen?

– Leonard Cohen sagde engang, at det, der fanger læseren, er den appetit, hvormed en roman er skrevet – i højere grad end selve historien. Det tilslutter jeg mig. Der skal være en energi, et drive, før teksten bliver tilstrækkelig interessant. Og jeg har altid haft let ved at mobilisere den.

– I min forrige bog, Nekrolog, faldt den energi af forskellige grunde – bogen blev derfor heller ikke min bedste, hverken på den ene eller den anden måde. Nu prøver jeg at skrive, primært når energien er til stede. Det er en træningssag at vide, hvornår den er det, men det er også til en vis grad en viljessag at mane den frem.

At være sig selv – og nogen andre
Man taler ofte om, at en forfatter bruger sig selv og sit eget erfaringsgrundlag i sine bøger. Det meste af dit forfatterskab udspiller sig i din egen fysiske virkelighed, Nordsjælland. Men hvor tæt er sammenhængen ellers mellem din person og dine bøger?

– Nogle mennesker har antydet, at mine bøger indeholder et større følelsesregister, end jeg selv gør som person. Det ved jeg ikke rigtig, men det er sandt, at jeg har lettere ved at beskrive følelser og deres konsekvenser end ved at udtrykke dem i min hverdag. Jeg er ret sentimentalt anlagt, og måske behersker jeg mig i det daglige, mens jeg gemmer følelserne og investerer dem i mine historier. Det er bare min egen teori. Du kan så i forlængelse af det sige, at historierne giver mig mulighed for at kanalisere mine følelser ud og skabe orden i dem.

– Hvis man har et rastløst, for ikke at sige søvnløst, sind, så er det rart at have den mulighed, og det er muligvis derfor, jeg gør det. Det giver én en illusion af orden eller sammenhæng i tilværelsen. Jeg tror, denne mekanisme driver mange forfattere, som af den ene eller anden grund er utilpassede i forhold til dele af omverdenen.

Den utilpassethed, du også taler om, når du fortæller om, hvordan du realiserede dig selv som forfatter?

– Netop. Når man så opdager, at man har en vis evne for at udtrykke sig på den måde, så forelsker man sig lidt i den. Man opdyrker den og finder en form for identitet i den. At skrive tillader en at være sig selv og nogle andre på én gang. Mine venner ryster somme tider på hovedet og spørger: Hvor får du det fra? Men jeg får det ikke nogen steder fra – det er der, og det har altid været der i en eller anden form.

Rådne tanker og ædle følelser
– Derfor er mine personer også ganske virkelige for mig. Og derfor steder jeg ikke figurer til hvile – medmindre de altså dør. Jeg tænker på dem, som om de lever derude et sted.

Du er meget økologisk i din brug af karakterer i den forstand, at du gør flittigt brug af genbrug: Flere af figurerne optræder i forskellige bøger…

– Jamen det er enten, fordi jeg holder specielt meget af dem, eller fordi de fungerer effektivt i en ny historie. En af mine favoritter er narko-jyden Harald Hellborg, som både optræder i Et Helvedes Hus og Som Man Råber. Og vores snak har netop fået mig til at indse, at jeg holder så meget af ham, at jeg har opfundet en slags fætter til ham i min nye bog, som jeg arbejder på nu.

– For at det ikke skal være løgn hedder den nye figur Helge Hjelmborg, men jeg havde indtil nu ikke koblet ham sammen med Hellborg, som jeg helt havde glemt. Det viser bare, at jeg har brug for en bestemt jysk type, som både er solid og lidt lyssky.

Og er der så også sammenhæng mellem dig selv og figurerne?

– En gang imellem tænker jeg, at alle mine karakterer er en del af mig selv. Det må de jo nødvendigvis være. Ellers kunne jeg ikke opfinde dem. Selv de grimmeste af mine skurke har et eller andet, som er værd at holde af. Selvom det så kun er deres evne til at sige nogle sjove ting.

– Men i virkeligheden er de mig selv. Jeg splitter dem så op, så jeg bruger mine egne rådne tanker på skurkene og de mere ædle følelser på heltene. Det er helt banalt. Men det betyder, at der et eller andet sted i alle karaktererne er noget, som jeg kan identificere mig med. Jeg kan mærke, når jeg læser andres bøger, hvis forfatteren ikke kan lide sine karakterer. Jeg har det sådan, at jeg skal kunne lide dem på et eller andet plan, før jeg kan bruge dem. Når jeg skriver, forsøger jeg at give personerne plads til at leve. Hvis de bliver flade for mig, må jeg ændre kurs. For at være interessante og energifyldte skal de være lige så uforudsigelige som rigtige mennesker.

[ t o p ]       [ h j e m ]