Af
Ulf Joel Jensen

Kjædegaard i afslappet positur

Den utraditionelle thriller

SENTURA-INTERVIEW MED KJÆDEGAARD:

Tekstens energi #1 Den utraditionelle thriller #2 Fobier, depressioner og andre særheder #3 Musikeren Lars Kjædegaard #4 Det ulækre og Kjædegaards reol #5

Lars Kjædegaards bøger lanceres konsekvent som thrillers eller spændings-romaner. Paradoksalt nok finder Kjædegaard selv betegnelsen spændings-roman lidt for kedelig – og da forfatterskabet har en diskret men ikke desto mindre tydelig udvikling væk fra den traditionelle thriller, har Kjædegaard fået lidt anmelderknubs på den baggrund.

– Jeg kan godt lide utraditionelle thrillers, og jeg opfatter måske thrillergenren som mere åben end mange anmeldere. Men det er selvfølgelig kedeligt, hvis mine bøger bliver hængt for meget op på det lille ord 'thriller'. Det er trods alt kun et ord.

– Måske er det forkert at kalde mine bøger for thrillers, men det synes jeg nu ikke. Instinktivt forsøger jeg altid at skrive spændende historier. Jeg vil mene, at enhver roman skal være spændende. Thriller-genren er så en lidt vidtgående form for roman, hvor tingene tegnes helt ud i ekstremerne, men i bund og grund er konflikterne de samme: Skal man gøre sig umage, eller skal man snyde? Måske er ekstremerne nødvendige for mig for at tegne konflikten så tydeligt, som jeg ønsker.

– Selvfølgelig bruger jeg både vold og psykopater, men oftest som modstykke til helt almindelige mennesker. For mig er det interessant at skildre, hvad der sker, når eksempelvis to fætre arver en masse penge. Den ene er helt almindelig, den anden er psykopat (Herren Giver, 1997). Forskellen på de to – hvorfor de er blevet, som de er – giver efter min mening mere spænding end en international intrige. Et mønster i mange af mine bøger lader til at være, at en relativt banal konflikt i historiens første del udvikler sig til noget, som hen mod slutningen bliver grimt. Men igen – modsætningen mellem det måske banale afsæt og den måske uforholdsmæssigt hårde løsning er jo en effekt i sig selv. Behøvede det virkelig at komme så vidt? Svaret er selvfølgelig nej, det behøvede det ikke – men det gjorde det...

– Min seneste bog Det Store Sus handler om en kunstner, Arne Kongerslev, med en voldsom sygdom, som måske er psykosomatisk. Men den handler også om en ondsindet mands forsøg på at tjene penge på sygdommen og de muligheder, han har for at gøre det. Den syge mand skal forholde sig til sig selv og sin sygdom, den onde mand skal forholde sig til sin ondskab. Jeg synes, det er en uhyggelig historie. Om den lever op til andres forventninger om, hvad en thriller er, kan jeg ikke vide.

Forløsning i håbet
Det er sjovt, at du omtaler Det store sus som uhyggelig, for jeg synes nærmest, at den er helt hyggelig – og det siger jeg uden forsøg på at fornærme dig. Jeg kan naturligvis godt se, at der er både psykopater og et uhyggeligt handlingsspor i den – men for mig fylder kærlighedshistorien altså for meget til, at jeg helt kan genkende den som uhyggelig…

– Jeg forstår godt, at du finder Det store sus hyggelig: Jeg kan godt lide idylliske situationer. Folk, der prøver at gøre det godt, gøre det rette. Men det betyder jo også, at der så skal være et eller andet forkert, som man kan gøre godt; i Det store sus er det fx den gamle skolekammerat Johns forsøg på at hjælpe Arne Kongerslev.

– Det har egentlig ikke noget med moraliseren at gøre – jeg føler simpelthen, at jeg skylder både mig selv og læseren en håbefuld slutning, når vi nu har gennemgået så megen elendighed. Også her er det min fornemmelse, at en rå, kompromisløs skildring af det onde og fremmedgjorte ligesom ikke rigtig forløser noget.

– Normaliteten, anstændigheden og det sundt fremadrettede skal på en eller anden måde dominere. Hvis det ender i lort, sidder jeg selv tilbage med en kedelig fornemmelse. Et af genrens kendetegn er jo netop, at historien retter op på et problem. Inspector Morse opklarer forbrydelser – også når det betyder, at han må anholde en kvinde, som han måske under andre omstændigheder kunne være faldet for.

– Det er tilfredsstillende, fordi det viser, at der er en vis orden i tingene, som selv personlige følelser altså ikke kan ignorere. Jeg identificerer mig meget med forbryderne i mine bøger, når jeg skriver dem, men jeg holder selvsagt ikke med dem. Vi skal kende dem, men vi skal også forstå, hvorfor de har valgt den gale vej. På den måde bliver alle personerne så at sige Guds børn. Ofte er det jo forståeligt, når folk går galt i byen. Min måde at tackle det på giver forhåbentlig et nuanceret billede af livets kompleksitet, tilfældets store magt, men også den enkeltes mulighed for at gøre det rigtige.

Og det ender dine centrale figurer så ofte med at gøre?

– Hvis jeg skal analysere historierne i mine bøger lidt nærmere, er de i et vist omfang forsøg på at skabe orden. Dels for mig selv, men også for læseren: Her er en historie med et problem, som skal løses. Jeg løser det på denne måde. Det bliver historien. Jeg vil gerne skabe klarhed omkring nogle bestemte ting, som jeg ville ønske var lettere her på jorden: Man må ikke gøre andre fortræd. Man skal ikke stjæle. Man skal være ærlig, etc.

– På den måde bliver mine historier til en slags forsøg på at udfolde et forløb, som viser at det godt kan lade sig gøre at forholde sig til de ”forkerte” ting. Man kan godt agere rigtigt i denne verden, hvilket mine ”helte” altid prøver.

Faren for gentagelser
Jeg vil gerne lige vende tilbage til genresnakken: Det har slået mig, når jeg læser dine bøger, at det der med thriller-aspektet bliver mindre og mindre nærværende, des længere man når frem i rækken af bøger. Fra og med Som man råber er det, som om spændingsdelen bliver mere neddæmpet – knap så dominerende?

– Du har nok ret i, at mine bøger er blevet mindre thriller-agtige i traditionel forstand med årene. Der er forfattere, som trofast leverer den samme spændingsvare i bog efter bog. Jeg har selv af og til følt faren for at gentage mig selv, og den prøver jeg at undgå. Min holdning er, at hvis man har et sæt karakterer, som man kan leve sig ind i og føle med, så skal der ikke så meget ramasjang til at gøre det spændende. Somme tider har jeg ret, somme tider tager jeg fejl.

– Men jeg prøver aldrig at second-guesse reaktionen på en historie. Det tror jeg ikke, man kan. Man bliver altid forbavset. Det er det fede ved det, selv om det selvfølgelig er meget federe at blive glædeligt overrasket end det modsatte. Når man får dårlige anmeldelser, er der ikke noget at gøre ved det – andet end at skrive en ny bog.

– Min gode ven Nils Torp, som skriver tekster til gruppen 'Souvenirs', har forklaret mig, at han er mere optaget af stemning end af plot. Han vil gerne have mig til at skrive en bog, som slet ikke har nogen kriminel intrige. Vi har snakket en del om Maigretbøgerne, som vi begge to er vilde med. De er tit kedelige i plottet, men hold da kæft hvor har man været en tur i Paris, når man har læst sådan en!

– Jeg giver ham ret. Det er rejsen, ikke målet. Det er turen og de stemninger og billeder, den giver. Det er vi enige om. Selv læser jeg ikke for at få plotidéer. Jeg læser i det hele taget ikke så meget, men i princippet kan det være hvad som helst, bare det er skrevet med energi og sans for detalje, stemning og lys. Hvis dialogen er god, er det ligegyldigt, hvad de snakker om.

[ t o p ]       [ h j e m ]