I Det store sus gennemgår kunstneren Arne Kongerslev et mildest talt interessant sygdomsforløb, hvor al hans galde, al hans lede, infantilitet, falskhed og skuespil vokser ud som døde vinger og forløses i en kæmpe dynge lort via et lavement... Ligger der en lektie, som vi andre kan lære noget af – er det det, der skal til? En seriøs udrensning – genfødsel – og så starter vi fra en frisk?

– Jeg er glad for, at du berører Arne Kongerslevs mystiske sygdom. Hans horngevækster er selvfølgelig en fysisk manifestation af hans værste sider. Måske opstår de, fordi han er et offer for myterne om ham selv. At det rent bogstaveligt ender i lort kan sagtens opfattes symbolsk, som en udrensning. Jeg tror selv på, at vi hver især hele tiden starter på en frisk.

– Jeg er ikke vild med terapi eller programmer, som kalkulerer med at ændre ens livsopfattelse. En klog mand lærte mig på et tidspunkt, at den slags foregår meget i tankerne. Han lærte mig også, at vi hele tiden begynder forfra.

»Jeg er ikke vild med terapi eller programmer...«

Hvad du gjorde dårligt i går, kan du sagtens gøre godt i dag. Jeg tror altså ikke så meget på den bagudrettede analyse af barndomstraumer og lignende, men mere på en "nu-baseret" evne til at lære os selv bedre at kende og dermed få et mere harmonisk forhold til os selv, andre og hele tilværelsen.

– Det betyder ikke, at vi ikke er formet på en bestemt måde. Men alle har en mulighed for at gå ind i nuet, se sig selv og agere på en mere hensigtsmæssig måde. Det er en besnærende tanke. Du behøver ikke at gøre op med fortidens spøgelser – du kan lære dem at kende og fortsætte glad og fro.

Det lyder jo meget lige til – er det virkelig så enkelt?

– Jeg har været så heldig at kende personer, som har hjulpet mig til at finde en lettere måde at leve på. Jeg har været meget optaget af fobier, depression og diverse særheder. Måske er det en anden side af min evne til at skrive. På et tidspunkt havde jeg brug for en eller anden form for hjælp, eller i det mindste nogle mennesker at tale med. Det fandt jeg, og de har hjulpet mig til at finde en form for balance.

Hellere menneske end engel
Så du har selv haft psykologiske problemer tæt inde på livet?

– Jeg er disponeret for depression, men det er ikke noget, jeg bekæmper så meget længere. Det er mere et spørgsmål om at acceptere det. At give slip. Det kan være svært, men i de senere år har det været lettere for mig at acceptere, at der er X antal faktorer, som jeg simpelthen ikke har nogen indflydelse på.

Men kræver det at gå ind i nu'et, det at overskue sin situation, gennemskue sine handlinger og hvad der ligger bag – og derefter lave om på det og sig selv – gøre det godt i dag, som man gjorde skidt i går, ikke et temmeligt stort overskud, stor selvindsigt, stort livsmod i det hele taget? Ting som vel ikke alle kan mønstre uden videre?

– Der findes sådan en lille bøn, eller et mantra, som jeg af og til retter imod de højere magter: Hjælp mig til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, giv mig mod til at ændre det, jeg kan – og giv mig visdom til at kunne skelne imellem de to ting. Det opsummerer den måde, jeg forholder mig til min rastløshed, min uafklarethed og min forvirring. Plus at jeg altså kan skrive historier om folk, som virkelig er langt ude, men som alligevel passer ind på en bestemt plads i universet.

– Selvfølgelig kan det være svært at mønstre det fornødne livsmod –

»– Selvfølgelig kan det være svært at mønstre det fornødne livsmod...«

hvem kender ikke det? Men som Bob Dylan engang sagde: En dag over jorden er en god dag. Med andre ord: Du har så og så lang tid, så du må få det bedste ud af det. Det giver ingen mening at lide. Det er bedre at arbejde med sig selv, lære sig selv at kende.

– Og for så lige at vende tilbage til Arne Kongerslevs tilfælde: Hans personlige spøgelser var ganske påtrængende, og udrensningen derfor tilsvarende drastisk. Men igen: Jeg holdt for meget af ham til at lade ham stige til himmels på hovmodets vinger. Jeg ville meget hellere gøre ham til et menneske.