Hvor er den logiske kobling mellem musikken og litteraturen i dit univers? Er der overhovedet nogen – eller forløber de som to parallelle spor i din tilværelse?

– Jeg har spillet musik siden drengeårene; guitar, mandolin og violin. Jeg elsker instrumentalmusik, Bach, Haydn, Mozart, Brahms – men mine egne evner rækker bedre til at spille instrumentalmusik af en simplere grad. Det er svært nok.

– I slutningen af 70'erne kom jeg i kontakt med den engelske violinist Dave Swarbrick, som er tidligere frontfigur i det engelske band Fairport Convention. Ham har jeg været venner med lige siden, og i 90'erne akkompagnerede jeg ham på guitar og mandolin på seks turneer i Danmark. Han har lært mig meget om musik.

– Fairport Convention genfødte traditionel engelsk instrumentalmusik på deres første plader, og jeg var heldig nok til at få berøring med de folk. Nu er Dave Swarbrick gammel, men jeg har mit eget orkester, hvor vi prøver at blive gode til at spille den form for musik, men også nogle af mine sange og nogle jødiske melodier, som har et enormt energipotentiale. Det er ikke noget, vi kan leve af. Det er folkemusik i den oprindelige betydning. Der er et publikum for den slags, men da musik i vore dage er en industri, er publikum ofte slet ikke klar over, at det findes. Men vi oplever da, at folk virkelig spidser ører, når vi spiller.

Intellektet og hjertet
Du skriver sangene selv?

– Ja. Mine sange er en slags digte, kommentarer til oplevede ting osv. Eksempelvis skrev

»Mine sange er en slags digte, kommentarer til oplevede ting...«

jeg en sang til min datter, da hun flyttede hjemmefra. Den indspillede vi – det kan man jo selv nu om stunder – og den blev kendt som 'Kleenex-sangen', al den stund den fik diverse mødre i vores omgangskreds til at tude.

– Fed fornemmelse! Så ved man da, at man har rørt ved noget. Jeg har altid skrevet sange på engelsk, det falder mig naturligt, da jeg er tosproget. Og med sange gælder det jo, at man får umiddelbar respons. Græder de, eller snakker de? Det er ikke helt forkert at sige, at min ambition med musikken er at få folk til at græde og danse – gerne samtidig, hvor grotesk det end lyder.

Og ligner det så på nogen måder dine ambitioner med dine bøger?

– At lave musik er for mig et udtryk, som adskiller sig fra at skrive på den måde, at man arbejder sammen med andre og får en umiddelbar reaktion. Det er mere socialt end at skrive. Jeg har opdaget, at sangtekster generelt har en langt mindre rolle, end jeg førhen troede. Det primære i musikken er energien og det 'swing', man kan opnå under gunstige forhold. Så mine tekster har ikke nogen speciel fremtrædende rolle i musikken.

– At skrive en roman er et langt, sejt træk. At spille musik er her og nu. De to ting har det til fælles, at det er måder at udtrykke sig på. Lidt firkantet kan man sige, at mine bøger taler til læserens intellekt, mens musikken taler til lytterens hjerte og lyst til eventuelt at danse. At skrive er indadvendt, at spille er udadvendt.