Man siger, at indholdet af en bogreol kan afsløre alt om husets ejer. Hvad står der i din reol – og hvad ligger der lige nu opslået på dit natbord?

– Jeg er ved at læse en fantastisk bog, Austerlitz, af den tyske forfatter W.G. Sebald, som desværre døde for ikke så længe siden. Det er en fabelagtig bog; en romanlignende sag, illustreret med små sort/hvid fotos. Den handler om en mands forsøg på at finde ud af, hvor han kommer fra. Den er så smækfyldt med observationer af lys, geografi, arkitektur og historie, at man slet ikke kan lade være med at være med.

– Derudover læser jeg trofast Elmore Leonards romaner. Han er en mester i dialog, og selv om mine historier slet ikke minder om hans, er han altid en påmindelse om, hvor god og økonomisk dialog kan være. Jeg kan også godt lide biografier og memoirer. Jeg husker en bog om bryggeridirektøren Poul Johan Svanholm, som gav mig mange informationer om, hvordan sådan en mand lever. Den var spændende på sin egen måde.

– Men egentlig forbløffer det mig, at der er mennesker, der gider at læse bøger. Det er så uendelig meget lettere at se fjernsyn. Derfor siger det også sig selv, at enhver bog skal begynde meget fængslende. Hvem gider at læse videre, hvis starten er kedelig? Hvis man ikke har fanget læseren ind, når første kapitel slutter, så ryger han med stor sandsynlighed af.

– Hvis man bruger en lille scene, træder karaktererne bedre frem. Det stiller store krav til dem. De skal tale rigtigt, og de skal bevæge sig rigtigt. Og for mig ligger spændingen i den præcision, jeg skal skildre figurerne med.

– Hellere en pilrådden småforbryder, som læseren virkelig kender, end en dehumaniseret mafiaboss fra Litauen, som dybest set kun er en uhyggelig trold. På den måde bliver mine historier af og til antiklimaktiske. Jeg kan ikke lide slutninger, hvor alle skyder, og det hele eksploderer. Det er meget forudsigeligt. Tragedier ender ikke på den måde.

– I Det Store Sus er den sidste replik: Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere. Nogen opfatter det som en enorm udfisning, men for mig er det et logisk sted at stoppe. Før forklaringerne og efterrationaliseringen.

Forløsningens lavement
Men i den samme bog er der også et par scener, som måske nok kunne skubbe de sarteste af læserne bort?

– I Det store sus resulterer Arne Kongerslevs mystiske sygdom i nogle horngevækster på hans ryg. De skal ses som en blanding af noget guddommeligt (vinger) og noget djævelsk (stinkende abnormalitet). Det er meningen, al den stund ingen rigtig ved, hvad de er. Først og fremmest var det faktisk en fornøjelse at skrive om. Det var mystisk og ulækkert, men ulækkerheden var for mig berettiget, fordi den var nødvendig.

– På samme måde er der i samme bog en scene på et toilet, som under andre omstændigheder bare ville være ulækker. Men den tjener et formål, og derfor var selv lavementet ikke så svært at gestalte. Selvfølgelig er det ekstremt, men det er jo i bund og grund noget, alle kender: Noget banalt, som forekommer monstrøst, men som bringer afklaring og forståelse.