Svensk tristesse

Kjell Erikssons Stenkisten emmer af midsommer, stilhed over skovsøen og en følelse af forladthed. Den er knugende ensom og læst i ét altopslugende sug.

KORTANMELDELSE: Det er midsommer i Sverige. Den skandinaviske sommer viser sig fra sin mest venligtsindede side med solskin og lyse nætter. Men idyllen skamferes nådesløst, da en ung mor med sin bare seksårige datter køres ihjel af en flugtbilist. Samtidig forsvinder faren, medejeren af et medicinalfirma på nippet til et gennembrud i Parkinsonbehandlingen, sporløst i sin bil. Det ligner overlagt mord, kriminalinspektør Ann Lindell sættes på sagen – og dramaet i Stenkisten er skudt i gang.

Kjell Eriksson balancerer sin roman fuldstændig perfekt: Bogen indeholder stribevis af afsnit, hvor efterforskningen bare sporadisk opsummeres – for derefter at styrtdykke ned i lange beskrivende sekvenser af hovedpersonernes isolation og totale ensomhed.

Årets svenske udgivelse
Det forlener Stenkisten med en helt særlig tristesse og en lidt knuget stemning, som jeg næsten kun erindrer at have mødt af samme vellykkede, på én gang vidtskuende og lidt klaustrofobiske støbning hos Kerstin Ekman. Bogen er så rolig som overfladen på en svensk skovsø – og den afdækker en menneskelig ensomhed af tilsvarende dybder. Det er virkelig høj klasse!

Et svensk dagblad har kaldt Stenkisten for årets bedste svenske udgivelse – jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret.