Riv appendikset ud af Klaus Høecks digtsamling, Hsieh, og nyd bogen i ét hug uden om alle systemer, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Med god ret mener jeg, man i Danmark kan tale om mindst to former for systemdigtning. Dels er der en digtning, der udnytter en slags systematisk tilfældighed, dels er der en digtning, der udnytter et system tilfældigt. Hvis fx nyligt afdøde Per Højholt – R.I.P – og Simon Grotrian tilhører den sidstnævnte slags, så tilhører fx Inger Christensen og Klaus Høeck den førstnævnte.

Nu afhænger denne skelnen vel af, at man til en vis grad godtager modsætningen imellem tilfældighed og systematik. For den tilfældige systematik gælder det, at systemet opstår undervejs, den bliver til sammen med teksten – imens der for den systematiske tilfældighed gælder, at systemet tilfældigt frembringer tekster. Høeck skriver fx i et digt: "hvad er et sammentræf af/ tilfældigheder/ er det eksempel/ vis disse tolv linjer der/ skyldes et møntkast og hvis/ udfald stemmer overens/ med dets måned: fe/ bruar eller er/ der tale om hæn/ delser der indtræffer før/ deres årsager og der/ for virker tilfældige?"

Digtet handler om årsagens tilfældighed og/eller tilfældighedens årsag, som for mig at se er en uinteressant problemstilling for poesien (men derimod ikke for filosofien); det er nok at vide, at tilfældet overhovedet er.

Systemerne afskrækker
Personligt er jeg derfor også mest til den tilfældige systematik, som Grotrian og Højholt bedriver, hvorfor jeg vil se stort på, hvad Høecks system i det hele taget går ud på, hvis det overhovedet går ud på andet end at producere gode tekster og påpege tilfældets og systemets samspil med hinanden. Desuden fatter jeg det ikke, eller orker måske snarere ikke at fatte det, det skal jeg ærligt sige. Heller ikke selvom jeg mange gange læste det medfølgende appendiks igennem. Senturas anmelder, Ulf Joel Jensen, var i øvrigt inde på helt det samme om Høecks forrige digtsamling på tryk In Nomine fra 2001.

Men jeg tillader mig alligevel let og elegant at reducere det hele til systematisk tilfældighed og min påstand vil være, at meget mere behøver man ikke at vide om det. Høeck har tilsyneladende brug for et kybernetisk system for at skrive sine tekster. Godt så, hvad står der i de tekster?

Her er det først, at Høeck bliver interessant, for han er en forbandet god digter, ingen tvivl om det, men mange, har jeg på fornemmelsen, undlader at læse ham pga. systemerne, lader sig afskrække af dem på forhånd (og se nu, hvor irriterende meget det hurtigt kommer til at fylde i en anmeldelse, der i stedet burde handle om, hvor god en digter Høeck er). Der er alt fra små, søde kærlighedsdigte, til digte om at surfe på og drukne i internettets kaos, digte om sten fra rundt omkring i landet, digte der varierer et udtryk – fx er der mange digte, som ender i formlen "so much for XX".

Opfinder dementier
I det hele taget opfinder Høeck konstant små sprogmaskiner, også uden om de store systemer, der alle sammen frydefuldt fungerer og lader poesien føjte rundt i et bestemt antal stavelser, prototyper, møntkast, formelle variable, hexagrammer, I Ching or Book of Changes, og hvad vi ellers har. Andre gange opfinder han dementier til maskinen, som digtet her:

Naturligvis påpeger digtene via deres system noget inhumant, måske ligefrem noget posthumant. Men noget sådant er jo kun interessant i forbindelse med sin modsætning, forudsætning, undsætning, ja enhver sætning, i det her tilfælde originalen og signaturen. Meningen er, at man med systemet in mente skal spørge til, hvem der egentlig har produceret dette stykke tekst, og om digtet udelukkende er menneskeligt.

Nødvendige digte
Det spørgsmål, mener jeg dog, er fundamentalt for al digtning, hvorfor systemet til en vis grad er overflødigt, eller det burde i hvert fald smides bort, når det er brugt op. Det gør Høeck til en vis grad også, når han – som det hedder i appendikset – tilfældigt fjerner nogle tekster efter forgodtbefindende ud af den samlede mængde. Af den grund behøver det dog ikke at være overflødigt for Høeck, kunne man sige, som ser ud til at stortrives med og i systematikken.

Systematikken er bare ikke særlig interessant for læseren, men den kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget, når den optræder i et appendiks. Jeg citerer rask væk et andet fremragende digt, der "handler" om, at det ikke er et digt:

På trods af systematikken er der nærmest ikke et eneste overflødigt digt i samlingen; de er alle sammen lige nødvendige, og det mærker man, når man læser. Den nødvendighed er der ikke mange danske digtere, der kan præstere over så mange sider. Og derfor er Høeck så god, som han er.

Riv appendikset ud
Men et sidste hjertesuk, for måske er systemerne med til at frembringe disse herlige tekster. Og Gud (?) ske tak og lov for det. Alligevel skæmmer resterne af systemet, altså det der ikke smides væk, digtene. Jeg kunne godt tænke mig at læse en Høeck, der gik sine enjambementer [:meningens overskridelse af syntaksen ved ny verslinje] i bedene. En Høeck der lyttede mere til sproget end til systemet, fx cæsur [:pause], intonation [:sprogets rytme og tone] og den slags.

Sproget er jo blandt så meget andet også et system, der kan udnyttes – man behøver ikke hidkalde andre systemer for at gøre det. Så mit råd er: Riv appendikset ud af bogen, lad dig forundre over de mærkelige titler og nyd Høeck i ét hug.