Det er nu ikke for det. Der er masser af digte i, og derfor rigeligt for en lyrikmaraton-løber at tage fat på. På sin vis kunne man hævde, at dette var en glimrende bog at tage hul på det nye årtusinde med. Den er i hvert fald anderledes. Og så alligevel ikke. Morten Klintø bruger mange, rigtig mange, ord og billeder, og han bruger mange mærkelige ord og billeder. Der er digte om zeppelinere, giraffers samleje, Tyranosaurus Rex, hollandske advarsler og frem for alt masser af kønshår.

Men dette mærkværdige og fornyende billedsprog kombineres med en 80'er-agtig fascination af mig, mig selv og mit eget bræk i vindueskarmen, mærkelige ordkonstellationer, sorte tanker og regnvejr på Assistens Kirkegården i København. Der er sådan set ikke noget galt med den næsten neo-depressionistiske tone i samlingen, hvis det ikke lige var, fordi det bliver ualmindeligt trivielt og postulerende i længden.

SÅ KOM DOG VIDERE, MAND! Fristes man til at råbe. Og undervejs i læsningen finder man så småt ud af, at det gør Morten Klintø faktisk. Læser man "Blåt mærke" som en roman; fra ende til anden og med en vis sammenhæng imellem de enkelte digte, så er der faktisk en udvikling i teksterne. Man fornemmer, at fortællerstemmen ligesom ældes og modnes. Men det er altså ikke nok!

Som helhed fremstår "Blåt mærke" som det debutant-værk, den er: Det er en famlende og lidt umoden samling, som dog – trods sin ind lejlighedsvis klynkende tone, afslører, at Morten Klintø har et talent for at skabe velfungerende og overraskende billeder. Desværre drukner det forfriskende billedsprog ofte i et selvcentreret og lukket storby-univers. I samlingens sidste digt hedder det bl.a.: "Næsten lige så meget / overflødigt papir som overflødig tankevirksomhed" – og det er faktisk et passende statement for "Blåt mærkes" mange og lange digte.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]