Løst krudt i Oldebolleby

ANMELDELSE: Da jeg, der hedder Bent, læste denne bog, var jeg 50 år. Mit liv som læser havde bestemt haft sine opture og nedture, kan man godt sige, selv om jeg bestemt ikke har været elevatorfører. Pludselig en dag fik jeg øjenkontakt med denne lille frækkert af en orange bog.

Nå da da... tænkte jeg. Hvad er mon det for en orange bog? Hold da op. Men det viste sig snart, at denne orange bog ikke var en hvilken som helst orange bog. Denne orange bog var fyldt med Skæve knald. Ligesom når man hiver en nytårsknaldert og falder bagover og hakker nakken ind i pejsekanten.

Do you speak østrigsk?
To friske piger har samlet og redigeret en masse spændende sexuelle historier, og det kan nok være, at der bliver gået til den i de femogtredive historier. Hold da op. I en af historierne taler personerne østrigsk. Altså, hvor er der mange interessante sprog, ikke sandt? I en anden historie møder en kvinde en amerikaner i London, og det undrer hun sig ærlig talt over! Jo, fordi hun har selv boet i USA i nogle år, og det er da pudsigt, at de så ikke har mødt hinanden før, mener hun. Ja, det må hun nok sige!

I en tredje historie lægger en grimmer fyr an på en ung kvinde, som vi allerede i starten har fået at vide er gravid. Og hun vil ikke have noget med ham at gøre! "Jeg kæmpede vildt, ikke for min dyd, den var røget for længst – men for retten til at sige nej." Her lister forfatteren altså den oplysning ind, at hun ikke havde kunnet præstere at få et barn, uden at miste sin dyd forinden. Tænk engang.

Sikke en munter tone
Det er altså sør'me godt, synes jeg, at bogen bevarer sin muntre og uanfægtede tone hele vejen igennem. Altså bare tanken om, at man havde valgt at udpensle alle de triste historier! Det havde jeg ikke stået model til, tror jeg faktisk. Som om man ikke har det svært nok i forvejen.

Jeg tror helt seriøst, altså, at det er de mest opmuntrende nedture som nogensinde er blevet trykt. Og det er slet ikke kun old girls som må trækkes med alle de nussede og troløse mænd i bogen. Nej da! Flere af personerne er ganske unge. Heldigvis er de alle sammen helt anonymiserede. Faktisk så anonyme, at man kunne have kaldt dem Per og Lis alle sammen.

Hellere en lille og glad
Altså, jeg vil nok også her til sidst samle lidt op på det hele, ikk'? Jeg synes det var en god bog. Jo! Den er i hvert fald ikke for stor.

Hvor er det altså også bare så najs, at Tove og Irma har bevaret den lette tone hele vejen igennem bogens samlivsfulde 182 sider. Man kan nemlig godt smile gennem tårer. Og havde jeg ikke vidst bedre, så ville jeg have troet, at det var den samme person, som har skrevet alle historierne. Men det er det ikke. Det er jeg helt sikker på. Og det bedste ved bogen er, at den er trykt med meget store bogstaver. Hold da snart op. Meget snart.