Udflippede erindringer fra provinsen

Knud Romers romandebut om en opvækst i Nykøbing Falster, Danmarks røvhul, er en på én gang fascinerende og forvirrende rundtur i en velskrevet genrekarrusel.

ANMELDELSE: Så kom Nykøbing Falster på det litterære landkort. Og byens indbyggere er onde mennesker. Det kan man forvisse sig om i Knud Romers romandebut, Den som blinker er bange for døden, der byder på en fascinerende og forvirrende rundtur i en velskrevet genrekarrusel.

Romanen en broget sag. På et stabilt fundament bygges et skævt og skørt hus. Den er svær at læse, fordi den som roman strengt taget ikke er vellykket. Overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen. Genre- og holdningsmæssigt finder den aldrig balancen mellem selvbiografi, fiktion, realisme, absurditet, humorisme og vidnesbyrd, men spændende og læseværdig er den i høj grad.

Selvsikker stil
Stilen er selvsikker og gør aldrig unødigt væsen af sig. Derfra henter bogen sin store styrke. Den er ganske enkelt virkeligt velskrevet, lindt flydende med mange store øjeblikke. I et stille og roligt tempo piller Knud Romer sine erindringstråde fra hinanden for at flette dem sammen med fiktionens spindelvæv.

Uløseligt sammenbundet med sine uafgørlige dobbeltheder strukturerer teksten en flot og afsindig afsøgning af et område mellem en uendelig Anden Verdenskrig og en nærmest dødelig barndom i Nykøbing Falster med drømmen om Amerika som eneste flugtmulighed. Temaerne samler sig og brænder sammen i en traumatisk moderskikkelse af bovaryske proportioner.

Røverhistorier og portræt
Indholdet står flimrende som en mærkværdig blanding af kortprosa-agtige røverhistorier og en meget sørgelig historie om en tysk-dansk families skæbne i efterkrigstiden. Gennem talrige genremæssige vildskud og spil lykkes det Romer at etablere et gribende portræt af sin mor.

Man kan diskutere om bogen som portrætkunst måske ikke griber lige lovligt hårdt fat i sin læser; forfatteren skyer i hvert fald ingen midler for at lade en varmblodet sentimentalitet gennembryde den absurde og skinnende overflade. Om værkets centrale moderfigur så er en virkelig person er endnu sværere at afgøre end sådan noget sædvanligvis er, fordi fortælleren, der hedder det samme som forfatteren, starter med at afvikle sin egen troværdighed fuldstændigt.

Tonen er flippet ud
Bogens største svaghed er, at tonen er flippet helt ud. Det er umuligt at afgøre, hvor grænsen går mellem spøg og alvor. Denne svaghed vendes dog, med møje og mens træværket knager faretruende, til endnu en styrke.

Handlingen går som en vild jagt på forløsning gennem forfatterens fantasifulde historier. Han bruger fantastiske kolbøtter, ugendrivelig ironi og sort humor til at løbe sin skriveproces igang. Fornøjelige og forstyrrende har de så fået lov at blive stående efter det viste sig, at teksten skulle komme til at handle om noget helt andet og være noget helt andet. Processen kan ses i produktet.

Forfatteren farer vild i sine egne gange og gangarter mellem underholdende fiktioner af alle hånde og et meget uforståeligt og meget mærkbart opgør af en eller anden art. Længsel nærer raseri og søger hævn, en strøm skyller det sjove ud af teksten, der ser sit udsyrede overdrev i øjnene og skruer væsentligt ned for blusset.

Kækhedens afmatning fører ikke til en lykkelig udskiftning af fortællemåde, elementerne låner til og fra hinanden, de smitter af og blander sig. Pathos ankommer kun vingeskudt, slingrende ind i teksten. Den kan ikke tåle sine egne forsvarsmekanismer. En underlig følelse af alvor vågner og søger at forbinde sig med jeg'et, en slags autenticitetens spøgelse flakker om i et omrejsende genretivoli med fuldt knald på alle lysskyer.

Kraftfuldt splittet udtryk
De overtydelige røverhistorier går aldrig godt i spænd med de utydelige, uheldssvangre selvbiografiske antrit. En uforløst konflikt står lige midt i udtrykket. Ved at satse stort og tabe, vinder Knud Romer et splittet udtryk af både forrygende og osende kraft.