Publiceret d. 9.1.2009
[Opdateret d. 10.1.2009]
ANMELDELSE
Knud Steffen Nielsen:
Det gør ikke rigtigt ondt på fisk
Digte
80 sider
Kr. 150,-
Arena
Udkommet 12. december 2008
Af
Jesper Elving
Knud Steffen Nielsen
Er født 1947. Debuterede i 1980 med digtmappen Indskrift på Edition After Hand.
Knud Steffen Nielsen arbejder til dagligt både som maler og forfatter.
Hans forrige bog hed Intarsia. Et forhalingspapir. og udkom i 2006.
|
*
RELEVANTE
LINKS:
Besøg Knud Steffen Nielsens hjemmeside...
Læs Senturas interview med Knud Steffen Nielsen fra 2006...
|
|
Han prøver på noget
Knud Steffen Nielsen fortsætter ca. der, hvor han slap med sin sidste digtsamling.
BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Udgangspunktet er det samme. Det handler meget om sådan noget med at tænke over tingene. Det kan nærmest ligne en hobby hos denne digter at gruble og pludre, men han vil også gerne vise os noget.
Kommentator i problemer
Der er meget at tage fat på i bogen. Visse passager kan ligne kommentarer til fx politikeres bevægelser, men hver gang der rettes en kritik, så kommer kommentatoren også selv i problemer.
Der ligger et stort problem i at stille noget op i sproget mod noget andet i sproget, og der ligger i det hele taget et meget stort problem i at skulle forklare noget som helst.
Pludselige punchlines
Det er dér indholdet igen og igen suges ud af digtene, og de kommer til at stå tilbage som stadigt vibrerende bevægelser med forsvindende aftryk efter forsøg på at sige noget.
Ind imellem virker det som om, han falder i staver ved tasterne, og en del af de 80 siders tekst i denne samling kan høres som en sær løs summen. Men der gælder det om at holde sig i et eller andet mellemrum som læser, så man er klar, når digtet pludselig ryster en fantastisk punchline af sig.
Helhedsregistrering
Der kan opnås en vis spændstighed i forbindelse med de mislykkede forsøg på at forklare. Det er som om, han er interesseret i at se de knæk der kommer, når han prøver på noget.
Som jeg oplever det, så er der tale om en slags heldhedsregistrering. Det er jo ikke læserbreve eller kamptaler, han skriver. Der er nærmere tale om gentagende forsøg på at holde sig opmærksom i sproget.
Som hans andre samlinger er Det gør ikke rigtig ondt på fisk godt læsestof.
* * *
Teksteksempel
Uddrag fra Det gør ikke rigtigt ondt på fisk
Let og utvungent.
Jeg klappede ikke, slet ikke synligt.
Jeg klappede af noget andet.
Stilheden, der opstod lige bagefter.
Jeg sagde det, som det var, at tingene nok anbragte sig selv i
rette hænder, hvis bare.
Jeg ved, hvad jeg taler om.
Lokker som de regulære taskenspillere, vi er,
alt ud af alle hulrum, så vi ganske forvildes.
Særligt tricket med at stirre stift ud i luften, mens
kortene blandes, og vinden spiller i
gardinerne. Rent faktisk er det
et andet stykke I ser. Det rigtige brænder man ikke
kun fingrene på.
Således er vi alle pilgrimme. Tusindkunst-
neren med pilekvisten,
og den, der lover
stor kærlighed eller mindre for færre penge.
Og det er rigtigt, at min hud nu engang har evnen til
at se anæmisk ud. Ja, man kan blive helt væk i sin skjorte,
så man snart ikke ved, hvor man selv er.
Det er et farligt fag. Alt afhænger af
hvor meget tid, der reelt er.
Foreløbigt går det. Jeg øver mig netop nu
i dette øjeblik i det tøj, vi rigtigt skal bruge.
Hun smyger
sig forbi min algoritme
som den tyndeste æggeskal,
gevandter af papir, så luftige, så luftige
ikke antydning af noget fatalt.
[NB! Digtet er fra s. 19 i bogen.] |
[ t o p ] [ h j e m ] |