– Flygtighed, ja. Det handler om, hvad tid er. Et underligt rum med biologisk alder i modstrid med fx at føle sig som en begynder permanent. Begynder i betydningen, at man fjerner det automatisk overtagne. Min ejendom til det, jeg skriver, skal være der. Jeg skal have haft fingrene i lortet selv. Jeg lever på første hånd og kan ikke postulere erfaret liv og andet, som ikke er mit eget erfarede. Selvfølgelig lever og tænker man i kraft af andre og på andres tanker og teorier – men det, som poesien også kan, er vel arbejdet med at bringe sig selv på højde med alt og sig selv.

– Grundlæggende er mit projekt antipatriarkalsk helt ind til benet: Jeg ville ikke den magt, jeg så fædrene i gaden prøve at udøve, og som mødrene var en del af. De skød først og spurgte bagefter. Og sproget i kæftene var meget med kommandoer, som jo netop ikke skulle argumentere for sig selv. De stod klippefast i egen ret.

– Samtidig skulle jeg klare mig. Sproget viste sig jo også som et middel, som kunne bruges til at sno sig ud af øretæver. Denne imaginære sabel opdagede jeg som noget fantastisk. Det var muligt at hente styrke dér, og det kunne jo også bruges til slå nogen oven i hovedet med. Og så bliver springet til at starte på at skrive med dette sesam-luk-dig-op-middel en mulighed. Det er muligt at lave sine numre og vise frem. Og en specialitet inden for det område er så humoren, som en krølle, der viste sig at kunne opløse tilspidsede situationer. Det er nok deromkring, at scenen blev sat.

Tidens små fætre
En anden ting i dine bøger, som jeg ofte rives med af, er tempoet...

– Tempo... Hvad giver en tekst fart? Små korte sætninger illuderer vel hast. Hurtige skift i scenen fra en situation til en anden gør det samme. Men når jeg nu har kaldt min seneste samling for Intarsia – som jo er en slags træindustriens collage, hvor den enkelte brik puttes ind ved siden af den anden – så er det ikke tempo i den forstand. Det er vel en fluktuerende ting, som har noget at gøre med en kontekst, der – lidt forenklet sagt – får liv

» Et andet aspekt ved det temporale, som jeg tværer meget rundt i, er tidens små fætre: forventninger, forhalinger, spådomme, prognoser... «

og forklaring fra naboskabet, komplementært, fordi tingene får deres energi og liv fra et, det støder op imod.

– Et andet aspekt ved det temporale, som jeg tværer meget rundt i, er tidens små fætre: forventninger, forhalinger, spådomme, prognoser, tilbageskuen og hele posen omkring det. Tidens forskydninger, der giver denne fornemmelse af at være på distancen og ikke rigtig her, er en fatal revne i tiden og en nødvendighed for at være menneske…

Det er legen, der har interesse
Kan du sige noget om din brug af humor?

– Jeg tror på, at man villet eller uvillet lokker folk ind i skydeteltet ved at bruge humoren. Altså man svinger med labben og siger: Kom ind og lad os se, hvad vi kan gøre sammen. Det er legen, der har interesse. Og skal man tale om det grumme, er man nødt til at kunne danse sine gadedrengehop – om det så er på glødende kul. Tager vi livet alvorligt som et tidsbegrænset gode, må vi forholde os dobbelt: Vi må som den gamle græker både tage bøvlet og slæbe stenene op ad bakken og samtidig tage det nådefuldt som en gave og sige pænt tak, selvom der er udløbsdato på og prøve at få det bedste ud af det.

– Det er selvfølgelig svært at smile hele vejen til exit. Men det er en forpligtelse både at takke og bukke for en så dobbelt pakke med det søde og død og besværligheder. Humoren bliver på den måde en slags mere eller mindre distraktion, der får én til i momenter at glemme den grimme smag i munden. Men selvforglemmelsen går jo over, og man kigger direkte ned i kloakken, og det er jo på en god dag lige ved at være både morsomt og absurd.

– Jeg oplever at sproget og skriften indeholder en mulighed for forglemmelse og distraktion. Også her hvor jeg sidder og skriver direkte face to face med uhyrlighederne, forglemmer jeg mig indimellem. Fordi skriften distraherer fra det, man lige skulle til at skrive.

En verden af sceniske muligheder
– Humoren er jo også et låg, der kan løftes af og som tilbyder en form for redning permanent, mens det står på. Jeg kan huske første gang, en sagde til mig: "Sæt dig ned, så kommer der en stol lige om lidt". Og for den femårige stred det jo mod almindelige love og regler, men det var da fantasifuldt. Eller når Storm P snakkede og sagde: "Gid jeg var to små hundehvalpe, så jeg kunne lege med hinanden".

» Jeg elsker at servere det hele. Og gerne med et pokerfjæs, der kan smække en tvivl ind foran... «

Så krøllede hjernen og logikken sammen i første blik. Men i andet kik var det jo en logik, der klargjorde, at det var ensomhed, så det forslog.

– Humorens logik er en anden. Den kan bryde ned eller lave lidt kaos, hvor man så i røgen sekundet efter ser og hører en tanke eller en følelse. Det er noget i den retning, jeg læner mig opad. Humoren tilbyder en verden af sceniske muligheder. Jeg elsker at servere det hele. Og gerne med et pokerfjæs, der kan smække en tvivl ind foran, før humorens dobbelte pille virker.

Indfald kommer og går
Hvad mener du med, at "skriften distraherer fra det, man lige skulle til at skrive"?

– Det er jo delvist den almindelige proces, at indfald kommer og går. De kommer associativt som i alle andre sager. Hvis man er i gang med et emne, kan der komme idéer, som næsten vælter det foregående. Intuitivt kører hovedemnet i baghovedet. Men i det processuelle ligger der igen det indlysende, at skriften i princippet trækker nyt med sig, som ikke var der før. Så kan man vælge at vælge det fra, der får det til at skride mere eller mindre. Eller man kan være åben over for det.

– Dette er vist en generel erfaring. Men lad os brede det lidt ud... Man kan være trist som en tone, der kører, og pludselig får man – og det er et eksempel fra i går i en hyggelig samtale hos en ven – øje på en finurlig gul citronsommerfugl, som han gjorde. Og han griber tanken og fortsætter "Sådan er mrs. X, hun er en gul sommerfugl...". Han havde ikke tænkt på det med sommerfuglen, før den fløj forbi hovedet af ham. Og straks ryger den ind i hans ordstrøm og bliver forklaring på, at hendes tilgang til verden var stille og smukt og harmonisk og indirekte, lettere undvigende, ikke-aggressivt, og dermed stemningsspredende.

– Altså indfaldet kan komme udefra som med et vip med hånden: sådan! Talen kan altså ofte være delvist ukontrollabel. Man ved ikke, hvad der sker. I hverdagstrummerum og gentagelser er der hele tiden ubekendte størrelser.

Maleriet og skriveriet er to scener
Du både maler og skriver. Hvad kan du sige om forholdet mellem de to?

– Hvorfor både male og skrive? Jeg har tænkt over det i hele perioden, fra jeg som barn tegnede og så ellers blev ved med det og videre med billederne. Og som 16-17-årig koblede skriveriet sig så også på.

– Helt banalt er det to scener, hvor friheden kan spankulere. Du kan oveni købet, hvis du får lyst, tage samme emne op i begge medier: Mand møder dame, og kaffe kommer på bordet, og snakken går. Det, som sproget igen helt banalt kan – udover at befolke

» ...kort fortalt er det to ret forskellige klaverer, man spiller på... «

en scene – er, at den kan udtrykke betingelser "hvis...", årsag "fordi...", indrømmelser "selvom...", konsekvenser "hvis a, så b..." og hele udtrækket. Den kan udtrykke det hypotetiske og hele tagenten den vej ud. Den kan konnotere. Den kan fordoble sig i ironi. Den tilbyder en rolle at gemme sig i, hvis det er det.

– Og en anden akse for sproget kunne være tidsaspektet, bagud og fremad, altså at lagre erindring eller at se frem mod noget. Og så alt det, som befinder sig midt imellem. Systemet i skrift er jo bundet op i en masse differentieringsmuligheder, der endda er veldefineret ved deres funktioner. Og man kunne i øvrigt blive ved...

– Maleriets differentiering er ikke så velafgrænset, men har selvfølgelig også sine akser. Her er horisonten den mest tungtvejende – selv som medspiller i ikke-figurativt maleri. Så kort fortalt er det to ret forskellige klaverer, man spiller på. Samtidig er jeg decideret visuelt anlagt i hele ansigtet. Og af og til må jeg dæmpe billedstrømmen, for jeg tager alt for tit mig selv i at tale i billeder til hverdag, hvor mere direkte almindelige ord var at foretrække, hvis der skal kommunikeres.

Base hos énmandshæren Henrik Have
Hvad er det særlige ved forlaget Edition After Hand?

– After Hand er noget helt specielt, og det er mest på godt. Man er udvalgt. Med det mener jeg, som nu har udgivet stort set alle mine bøger dér, at der ikke tages hensyn til om et manuskript kan sælges i sin bogform eller vil kaste andet af sig. Din bog bliver udgivet, fordi énmandshæren Henrik Have synes, at disse digte eller tekster skal ud i form af en bog. Og resten er så totalt ligegyldigt. Det er generøst set med forfatterøjne.

– Litteratursynet på After Hand kunne man nok formulere som, at sprog aldrig alene er transport af en mening eller plot. Hvis sproget tilfældigvis også er transporterende, er det fordi, der er god mening med det. Men forlaget handler i den grad om sprog som materiale og proces og leg, alvorlig leg og legende alvor. Derfor læner nogle af Henrik Haves egne udgivelser sig undertiden op ad avantgarde og dada, men det er ikke avantgarde i sin rene form. Heller ikke skørt skizoidt sprog, som forbliver lukket og privat og ikke fører til noget litterært set.

– Man behøver også bare at kigge på forlagets udgivelsesliste over dansk og udenlandsk litteratur for at finde ud af, at det ikke kun handler om mainstream eller kun om surrealisme. Det kan fx være Novalis eller en bibliografi over Nelly Sachs' poesi, Henrik Bjelke eller Peter Laugesen

 

BONUS-INFO #1 [Til top] Teksteksempler fra Intarsia 3 *** At kunne afgøre hvem på stiletternes lyd. Den dobbelte lydhæl melder sig så kækt; hvem lister rundt i salene ikke for hitegods, ingen bortløbne i korridorerne. Det ved vi jo allerede inden. Så subtil rytme skal ikke skævbides og vrides mere, blot lidt leg og småknur. Sådan er ankomsten net og skøn og småfordærv. Gider vi, gider vi ej. Den, der har blomsten, har næsten kronbladene. De drysse fra Matterhorn. Så overlæssede, til det sidste blad blæses fra stilk. Det er duellen i sit sødt forbenede uvæsen. Vælger jeg kårde, vælger du drypild. Vælger du kineserindens blik, vælger jeg buk-af-klippet. Vælger jeg krabbe, siger du ræv. Siger jeg sten, siger du bjergtinde. Jeg siger: Jeg siger altid, altid 3, 3 mere end dig. Du siger: Ok, så siger jeg allerede på forhånd og altid 4 mere end dig. Jeg siger: Jeg vidste, jeg ville tabe, men faktisk giver det mig 7. Nej, det betyder allerede 11, for jeg har jo 4 i forspring. 10 *** Men for meget at indfri før fremtiden. Det vil de ærede talere kunne bekræfte. Dér stiller tolderen sig i positur. Så stolt af sin præmie for rettelig naboens have. Mens min smule fjerkræ endikke bemestrer en smule hængekam. I betænkelig grad er jeg stadig ramt af pionerånden, småhånes som fede børn sendt på koloni. Netop. Hovedet skruet ned i hver eneste forkert tanke, men millionen lurer. Jeg vil skrabe mig igennem lodder, så utællelige. Det kan ej svigte, og da slet ikke samtidig med oliekuren med det nye navn. En million ville varme. Ved ikke engang, hvad jeg skal stille op med pengene. Mangler alt. Mangler intet. Jeg mangler ikke så meget som en sidste vilje. Perlemors-etuiet vil jeg ikke af med, selvom kikkerten er væk. Hvis der bliver det mindste mere, skal de tre stager omsmeltes, og drysses ud over det tungsindigste hoved, I kan finde. Den skårede flødekande, den med den blå flue, lad den være. 22 *** Jeg er skæbne. Jeg er issyl. Jeg har det godt. Jeg skriver min dagbog, og jeg snyder ikke ret meget. For sproget arbejder på mine vegne. Har jeg ikke retten til det? Mit system er blenderens. I går var jeg økse. I dag er jeg ikke mig selv. Nu er jeg på anden hånd. Og nu er jeg min egen læge. Og nu hans patient. Han siger, der er lægedom og hjælp på vej. Det er, hvad der skal siges. Han modulerer en blomstrende have med stemmen. Og drysser rosenblade ud over den elskede. Hun siger: Du er det bedste, der er sket. Han ved ikke, hvad han snart skal tro. Han hælder mest til, at det er rigtigt. Ja, han optræder fuldstændigt sikker på sig selv. Han siger: Sådan! Han skriver en guide for folk, der er usikre på sig selv. Han kalder ikke de andre for stakler. Under læsningen bliver han mere og mere sikker. Og henvender sig direkte til alle.