På grænsen

Norske Knut Faldbakken har skrevet en interessant og elegant kriminalroman. Velstruktureret og fascinerende, superrealistisk i sin skildring af politiets arbejde og livet højt mod nord. Men desværre også både kedelig og langtrukken.

ANMELDELSE: Lige når man får Faldbakkens kriminalroman Grænsen i hånden, forledes man automatisk til at tro, at titlen referer til en fysisk landegrænse – specifikt grænsen mellem Sverige og Norge i hvis nærhed handlingen udspiller sig. Det gør den også, titlen. Referer til den fysiske og matrikulære adskillelse af de to lande. Men den referer til så meget andet og mere interessant.

Til grænsen mellem storhed og forfald, mellem kærlighed og afhængighed, kærlighed og prostitution, prostitution og afhængighed, mellem retfærdighed og uretfærdighed – mellem godt og ondt.

For lige så vel som handlingen udspiller sig i grænselandet mellem Norge og Sverige, hvor ingen rigtig taler hverken norsk eller svensk, i skovene, hvor man uset og uden at vide pludselig kan havne på den anden side af grænsen. Lige så vel befinder alle romanens karakterer sig i et grænseland mellem alle de ovennævnte faktorer. Balancerende på en knivsæg – og det virker, helt bevidst, mest af alt tilfældigt til hvilken side, de enkelte falder ud.

Interessant – til en start
Lag for lag skrælles af personerne, og som vejpæle på en øde og vintermørk nordnorsk landevej dukker nye grænser og nye dilemmaer, nye sider af personerne ud af handlingens tusmørke. Det lyder forhåbentlig interessant og elegant – og det er det også. I hvert fald til en start.

Romanens helt store problem er nemlig, at man trods al lidt for hastigt får fornemmelsen af denne struktur. Og lidt for hurtigt dermed også får kredset sig ind på, hos hvem den helt store og afgørende grænse er i spil: den mellem godt og ondt – retfærd og uretfærd. Dermed får man også alt for hurtigt en klar fornemmelse af, hvor der skal kigges hen, når der skal kigges efter en skurk.

Det gør hele denne stemning af tusmørke, snefald og en handling, som helt bevidst kun skrider uendeligt langsomt frem, en kende kedelig, når den ikke drives frem af nysgerrighed og trang til at opklare det hele.

Mere spænding, tak
Som kriminalroman står Grænsen og dirrer på sin egen grænse. Genremæssigt er vi midt i hjertet af den klassiske skandinaviske hyperrealistiske krimi. Knut Faldbakken går langt for at skildre et realistisk billede af politiets arbejde.

Det lykkes sådan set meget godt, problemet er bare, at optrevlingen af et trafikdrab, noget trafficking med østeuropæiske prostituerede, noget smuglerværk af hash og frosne kyllinger ikke nødvendigvis er det mest ophidsende og altopslugende, når det skildres realistisk og in real time: For det går ikke ligefrem over stok og sten, når forbrydelser skal opklares.

For helt at lykkes og trække mig ind i bogen, så jeg ikke slipper den ved første undskyldning, skal der mere spænding og mindre forudsigelighed til. For mit vedkommende falder Grænsen derfor ud til den forkerte side – væk fra det fascinerende og flot komponerede og over mod det ganske enkelt kedsommelige og lidt langtrukne.