Tågen ved hvorhen
Janus Kodal har skrevet en uudgrundelig og egensindig digtsamling.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Den største filur i dansk digtning hedder måske Janus Kodal. Han er vanskelig at blive klog på.
På overfladen ligner disse nye digte fra hans side sådan nogle klassiske, modernistiske, centrallyriske ting a la Henrik Nordbrandt, men læser man nærmere efter, sker der ting og sager. Interessante ting og sager.
Nogle af de anmeldelser, som der har været af Hovedbanen og andre impulskøb, har talt om ekspressionisme, Tom Kristensen o.a., men man kunne med ligeså god ret tale om surrealisme. Eller måske mere præcist en blanding mellem Gustaf Munch-Petersen, Ole Sarvig og Henrik Have. Men i form af en nøgtern surrealisme. Nøgtern, fordi man ingen overbygning fornemmer overhovedet, fx en Gud, som hos Sarvig eller den sene Have.
Det gør, at disse digte både føles varme og uhyggeligt distinkte på samme tid.
Svinger mellem rids og fortællinger
Digtsamlingen svinger mellem mere fortællende digte og så disse umanerligt flotte rids (jf. Munch-Petersens kendte digt Rids) i den københavnske luft. Fx dette med titlen Vinterbillede:
Det knaser når Knippelsbro
løfter metalliske arme i luften.
Det er vintervejr og asfalten er tørkold
kulden bider i hænder og læber.
Trafikken er standset og står og oser.
Vejbanerne rejser sig stejlt
lygterne hænger som klokker
i en kirke af tandhjul og elektricitet.
Alt er sat på pause.
Undtagen den coaster der nærmer sig
gennem isen som synger.
Den nævnte coaster er digtet ikke alene om. En anden coaster buldrer gennem digtsamlingen, nemlig en person ved navn Frank, hvis liv, eller med et ord fra samlingen, dødsrute, man følger på tværs af de tre suiter, som digtsamlingen er opdelt i.
Det sidste, vi hører til Frank, er om hans begravelse, efter at han er blevet stukket ned med kniv i det københavnske natteliv.
Hilsen til Johannes V. Jensen
Man kan måske undre sig over, hvor digtsamlingen vil hen med historien om Frank, selvom jeg synes, at disse føromtalte rids fungerer fint sammen med det mere narrative forløb. Det giver digtsamlingen en fin dynamik.
Enkelte digte benytter sig tillige af mere narrative midler, fx digtet Hovedbanen, som også sender hilsener til Johannes V. Jensens Paa Memphis Station, og hvor jeget sidder mindst ligeså meget fast som jeget i Jensens klassiker, når det lyder: "For det slår mig at jeg kan rejse/til verdens ende uden at slippe ud af mit fængsel."
Uhyggelige digte
Enkelte digte bliver direkte uhyggelige, fx digtet En sætning, hvor jeget ikke blot bliver luftet af sin far, men af sin far i en dobbelt eller spaltet version.
Disse overgange mellem drøm og virkelighed er Kodal i det hele taget god til:
Efteråret er uforligneligt
tågen hænger i træerne til langt op ad dagen
jeg er det eneste frie menneske i parken.
Mine drømme hænger som guirlander
og drejer ved egen kraft
et sted oppe i tågen
knirker hængslerne på en gren.
Men yderst på den gren sidder solsorten
og fabler om vinteren.
Den bestiller ikke andet end at lette fra mine liv.
Tågen ved hvorhen. Luften ved hvordan.
Først en strofe fra/om virkeligheden, så en strofe om drømme, og så noget ubestemmeligt tredje i den sidste strofe.
Roderi i byens skraldespande
Man kunne sagtens forestille sig, at Kodal dyrkede disse drømmeagtige sekvenser endnu mere, og måske også endnu mere i retning af det uhyggelige.
Jeg synes, at det er en god og igen temmelig uhyggelig afslutning, bogen har, når jeget dør, men noget alligevel taler videre: "Jeg døde./Så er han død." Digtet hedder Dødsrus, og måske er det det, man mærker under Kodals digte. Den varme, som digtene umiddelbart besidder, fx i kraft af slægtskabet med surrealismen, er som et ligs; nemlig under afvikling.
Undervejs bliver der desuden flirtet kraftigt med bunden af det københavnske natteliv, tiggere, narkomaner, vagabonder og hvad man ellers finder, når man roder i byens skraldespand. Men helt i hundene går digteren dog ikke, måske gør hans alter ego det, og heldigvis for det, for Kodal har skrevet en uudgrundelig og højest egensindig digtsamling.
Og sådanne vil denne anmelder gerne læse flere af i fremtiden.
|
Besøg Janus Kodals