Læs Senturas anmeldelse af den første roman af Dan Brown på dansk, Da Vinci Mysteriet – også andre links...

At bade i klichéer

Dan Brown kan én ting – underholde. Det gør han til gengæld så umanerligt godt, at alt andet bliver tilgivet. Læs Tankados kode – og forsvind fra resten af verden i en dags tid.

ANMELDELSE: Af en eller anden mærkelig årsag havde jeg fået bildt mig selv ind, at det næste, der ville komme fra Dan Brown på dansk, ville være et nyt bind i serien om Robert Langdon, hvor han involveres i frygtelige konspirationer omkring frimurerloger, de amerikanske præsidenter, selveste den amerikanske dollar og meget andet ondt og godt…

Det blev det ikke. Det blev i stedet for en dansk oversættelse af Browns første roman, som er kommet til at hedde Tankados kode. Og så må vi jo bare være tålmodige og vente på Langdon lidt endnu.

Knaldhamrende lækker ekspert
Og mens vi venter, så lad mig da understrege, at man er fint underholdt med Tankados kode. Fint – om end ikke så frygteligt længe. For i modsætning til den senere Dan Brown, så kunne den tidlige udgave af samme forfatter begrænse sig. Tankados kode er såmænd bare på sølle 347 sider – og i hr. Browns tempo er de ganske hurtigt spist.

Kort fortalt handler bogen om en knaldhamrende lækker og endnu mere intelligent kvindelig ekspert i kodebrydning, ansat hos NSA (National Security Agency), der kærester rundt med en lidt mere kikset, tørvetrilleragtig fætter af en sprogekspert, som bruges på konsulentbasis af samme NSA. I romanens start afbrydes deres romantiske ferie af, at den ene sendes ind i hovedkvarteret på en hemmelig mission – den anden til Spanien som en udløber af selv samme mission…

Herfra går det over stok og sten, verdensfred, -stabilitet og -økonomi er i fare. En giftig japaner har udtænkt en kode, der vil give terrorister, forbrydere og lignende skidtfolk en ubehagelig fordel frem for altings vogter, NSA. Koden skal findes, brydes og bruges i den gode sags tjeneste – og det er en ubønhørlig kamp mod uret…

Bare ét til, og et til – og…
Der er ikke så frygtelig mange grunde til at læse Dan Brown. Men den ene, som er, er såmænd også nok: Han er hamrende effektiv. Og det gør hans bøger ualmindeligt underholdende og sugende spændende. I virkeligheden er hans stil fornærmende simpel – og alligevel holder den hele vejen: Han ruller i allerførste kapitel to handlingsspor op. Dem følger man parallelt gennem hele romanen – undervejs støder et tredje og et fjerde til. Mellem dem krydsklipper Brown helt konsekvent – og hvert eneste korte, spændingsmættede kapitel slutter i bedste b-filmsstil med en vaskeægte cliffhanger.

Og det, mine damer og herrer, er den enkle opskrift på en pageturner. Kapitlerne er korte, overskuelige og letlæste. Og man kan næsten ikke få sig selv til at snyde sig for at se, hvordan hovedpersonen nu klarer sig ud af den her kattepine – den ene mere ufattelig og opfindsom end den anden. Derfor napper man liiiiige et enkelt til – og det handlede så om noget andet, hvor en af de andre hovedpersoner hældes ud over en eller anden anden klippekant og kun formår at hænge fast med det absolut yderste af neglene – og sådan fortsætter man lige til bogen løber tør for sider…

Nøgent rugbrød og røde Ferrarier
Dan Brown imponerer ikke med de mest komplekse karaktertegninger i verdenslitteraturhistorien. Han kan heller ikke siges at være karakteriseret ved det mest raffinerede, dæmpede eller barberede sprog. Faktisk er hans romaner både svulstige, klichéfyldte, éndimensionelle og fladpandede.

And I love it!

Dvs. normalt hader jeg den slags, men fordi det er så simpelt som nøgent rugbrød og så knaldende hurtigt som en Ferrari, så svælger jeg i Browns udgave af det – trods det at substansen og næringsværdien ligger betragteligt under den, man finder i en hengemt skumfidus. Det er kulørt triviallitteratur. Og det er dejligt.