Symbiotisk venskab, famlende ungdommelig identitet, alkoholmisbrug, ubarmhjertig social arv og Bornholmsk fiskeriprovins. Efter to velmodtagne romaner har forfatteren Dennis Gade Kofod igen kradset i sprogets overflade med en fortællelystig bog.

INTERVIEW: Vi har spurgt forfatteren bag den både barske og poetiske skildring Nexø Trawl om bl.a. fortællestrategier, romangenren og fascinationen af Bornholm.

Du er meget sparsom med informationer om fortælleren i romanen, som ellers samtidig fortæller de andres historier. Hvilke overvejelser har du gjort dig i den retning?
– Jeg ved ikke, om jeg er meget sparsom, men at jeget ikke får så meget plads som Thomas, skyldes, at jeget kun er en biperson. Jeget er ikke det egentlige omdrejningspunkt for romanen, og jeg forsøger også at tematisere det forhold i nogle af de stykker, hvor jeget giver sig til at tænke over det, han skriver.

– At det så skulle være en jeg-fortæller – i forhold til fx en klassisk alvidende-fortæller – har baggrund i to ting. Først og fremmest at stoffet havde brug for det. Jeg havde brug

»...fortællestemmen skulle selv være forlegen ved det, der skrives.«

for at søbe fortællestemmen ind i den patos og sentimentalitet, der kom af at fortælle fra de to drenges teenageår – fortællestemmen skulle selv være forlegen ved det, der skrives. Jeg ved ikke, om det lykkedes, men jeg har forsøgt at bruge fortælleren til at lægge en distance til noget af det, der fortælles om, og måden det fortælles på, ved at lade fortælleren udstille sig selv, sin egen forlegenhed og sin egen bæven.

– Derudover er det en slags muteret fortsættelse af jeg-fortælleren fra både Anskudte dyr og Brøndtjætten. En fortæller, der bl.a. er konstrueret ud fra den stemme, der kan lyde i mundtlige beretninger og fra den måde, hvorpå nogen kan være inde i tankerne på andre i almindelig sladder i et lokalområde. En jeg-fortæller, der både kan trække på sin egen fortællelyst – opdigtningen – og en kollektiv sandhed eller myte.

Kronologi skal ikke bestemme
Som i din debutroman Anskudte dyr, veksler romanen ofte mellem forskellige tidsperioder og øjeblikke – tror du ikke på kronologien?
– Kronologi er noget, der er der, det er vel ikke en trossag, men hvor meget magt den skal have, må man selv om. Jeg føler ingen trang til at følge den mere en højst nødvendigt. Jeg har en stor

»Jeg har en stor interesse i den lille dramaturgi...«

interesse i den lille dramaturgi, den der ligger i den enkelte side eller den alenestående scene; der skal kronologien ikke have noget at sige, den skal ikke diktere, hvad der skal ligge omkring. For selv om romaner ofte er lange forløb, betragter jeg hver enkelt lille del af dem som et enkeltstående stykke tekst, der som ideal skal kunne virke autonomt.

– Men skubber vi det til side, er der altså også noget provokerende i, at så mange af de modeller, vi beretter efter som mennesker, ligger med en eksponentielt voksende kurve; hvor x er minutter, der er gået af fortællingen og y det antal ord, der bruges – og sådan virker Nexø Trawl for øvrigt også. Der var tanken så, at det skulle afspejle en slags brandert eller anden beruselse, hvor overskuddet af energi bliver ved med at vokse frem imod søvnen.

Høj sproghastighed
Nexø Trawl har et kortfattet sprog med mange korte sætninger og sætningsgentagelser. Kan du fortælle lidt om valget af denne stil?
– Det var et bevidst valg for at skrive noget, der var mindre dvælende end Brøndtjætten. Det blev så et modus for bogen, og sproget blev mere og mere kompakt for hver gennemskrivning. Senere blev det også foranledningen til den begyndelse, der er nu, hvor Thomas springer sig selv i luften. Jeg tænkte, at jeg godt

»...sproget blev mere og mere kompakt for hver gennemskrivning.«

kunne bruge en så gammelkendt effekt, hvis blot sproget kunne holde farten i fortællingen oppe.

– Det er vel sådan, at det først er, når tonen og formen på sproget har lagt sig fast, at jeg kan begynde og afslutte en tekst, altså begynde at vælge stof fra og forme det, der er. Men det er vel også en selvfølge for alle, der skriver...

Thomas' historie er en meget barsk beretning om en stofmisbrug, vold, død og alkoholisme. Hvor kommer lysten fra til at fortælle om et så dunkelt miljø?
– Da jeg opdagede, at jeg var ved at skrive en drenge/teenage-bog af den slags, hvor beruselse altid spiller ind, valgte jeg at smøre ekstra på. Det var et spørgsmål om at tage dele af genren på sig og skrive noget af fortællingen ud af den tangent. Det har jeg været meget nervøs ved, og en del tilbagemeldinger har da også i en mere eller mindre lødig tone påpeget, at det kan opfattes som endog meget plat.

– Selv er jeg af den opfattelse, at der er nok, der modarbejder den plathed – som vel også forstærkes af patos og sentimentalitet – bl.a. ammende fiskere og citater fra en musik, der i den grad dyrker at se sig selv som sentimental og lidende.

Bornholm i bagagen
Hvilken funktion spiller Bornholm i din kreative skriveproces – og hvorfor er Bornholm godt romanstof?
– Bornholm spiller i sig selv ingen rolle i den kreative proces, ikke som noget aktivt, det er andre forfattere, der gør det. Det er, når jeg læser, at jeg bliver beslutsom omkring mine egne bøger.

– Og hvorfor er Bornholm godt romanstof..? For mig

»...jeg vil gerne have det farverige, romantiske, mytologiske og det platte med.«

er det, fordi at det passer til den slags litteratur, jeg prøver at skrive; jeg vil gerne have det farverige, romantiske, mytologiske og det platte med, og da jeg ikke er særlig humoristisk, må jeg finde en anden tone, der kan rumme det.

– Det synes jeg, jeg finder på Bornholm, i naturen der meget ofte er som på et postkort, i reminiscenserne af den gamle kultur, der er knyttet til havet mere end landbrug. Gudhjem er fx en underlig blanding af frilandsmuseum og Lalandia. Der kan jeg sagtens forestille mig, at nogen ville slå ihjel for at bevare hemmeligheden bag familiens smukke stokroser…

Plads til afstikkere
Det er nok de færreste begyndende forfattere, som starter med at gabe over tre ambitiøse og stort anlagte romaner. Hvad er det, som tilsyneladende tiltrækker dig ved romangenren?
– Jeg begyndte også med kortere tekster, men jeg er voldsomt fascineret af romanen. Jeg vil gerne fortælle, og der er romangenren meget gavmild. Dog synes jeg ofte, det er misbrug, hvis ikke man tager på sig, hvad det er, man sidder med. Det er ikke film eller tv, der er ingen fotorealistiske billeder – det er sprog, og det må man overveje. Det er en anden forvrængning eller gengivelse af det, det gengiver.

– Selvom de er meget små i Nexø Trawl , holder jeg meget af digressionen og betragter den som en af romanens stærkeste forcer. Dét, at man – uden romanen falder fra hinanden – nærmest når som helst kan aflive eller sprænge en sætning eller scene, er meget betagende.