Douglas Coupland: Kæreste i koma
Oversat af Arne Herløv Petersen
Roman
320 sider
kr. 275,-
Borgen

Generationstyper
Coupland har specialiseret sig i gruppeportrætter af mennesker fra den generation, som han selv gav navn med romanen "Generation X" fra 1991, og den nye roman er ingen undtagelse. Vi følger en gruppe på syv venner fra Vancouver i en periode på atten år fra 1979 til 1997, hvor de bliver færdige med skolegangen og forsøger at finde det, man kalder en plads her i livet.

Som individer repræsenterer de hver en type: Der er nørden Linus, fotomodellen Pam, ironikeren Hamilton, karrierekvinden Wendy, sportshelten og kvindebedåreren Jared, den anorektiske Karen, den pæne og flinke Richard. Et helt katalog af let genkendelige karakterer og attituder - som karakterer bliver de på skabelonniveauet og er vel sagtens tænkt som sådan. Couplands styrke og interesse ligger et andet sted end i udviklingen af karakterer og, det kommer jeg til, afviklingen af et stringent plot.

Ingen af de syv er særlig lykkelige, og de famler i blinde efter mening og en vej ud af den konforme, materialistiske kultur, som de er en del af og ønsker at slippe. Så langt er romanen en traditionel historie om den svære overgang fra pubertet til voksenliv med ansvar, arbejde, misbrugsproblemer og skilsmisser. Man kan roligt sige, at den historie er hørt før. Men Coupland introducerer undervejs i historien et plot point, som gør den til en anden slags historie, og som viser sig at være fatal for afviklingen af handlingen, som falder fra hinanden.

Ufrivillig komik
I historiens optakt møder vi Jared, som tilhørte kredsen, men døde af leukæmi. Han materialiserer sig som et spøgelse og er dermed den styrende fortæller og iscenesætter af hele historien. Som en Kristus kommer han vores venner til undsætning, da de har nået et absolut nulpunkt. Han fortæller dem, hvordan de får et meningsfuldt liv, og dermed bliver romanen en (ufrivillig) komisk prædiken, hvor banaliteterne står i kø for at komme til. Er det alvorligt ment eller er det ironi? Begge dele vel sagtens, og her føler man sig svigtet af forfatteren, fordi historien stritter i for mange retninger og fordi Coupland ikke forpligter sig på sin egen præmis og sit i grunden interessante stof. Han vil givetvis ikke holdes fast på noget, hvilket kan være frugtbart i kunstnerisk sammenhæng, hvis holdningen bliver brugt til at undersøge et stof til bunds. Her afstedkommer det forvirring og et langstrakt gab.

En stille apokalypse
Et år efter Jareds død går den synske Karen i koma, som hun altså vågner af efter 17 år. Inden da har hun og Richard haft deres seksuelle debut på toppen af en skibakke, hvilket resulterer i, at Karen føder datteren Megan. Karens forsvinden og tilbagekomst giver Coupland en enestående chance for at dyrke sit apokalyptiske tema samt dramatisere det problematiske i kulturens udvikling i de sidste 20 år. For hvordan oplever et individ, der i 1979 kiggede ind i fremtiden og gyste derved, vores kultur når hun kommer tilbage efter 17 års forsvinden og lander i 1997 tæt på begyndelsen af et nyt årtusind?

Hendes krop er skrøbelig som pergament, men hendes sjæl og forstand er intakt. Hvad hun ser er en verden, hvor mennesket har mistet evnen til at føle, se og tænke. Ikke bare er Berlinmuren faldet, og der er AIDS, men folk er simpelthen faret vild i den virtuelle virkelighed og mangler først og fremmest tid til at være mennesker og ikke maskiner. Hvis Coupland havde holdt fast i Karen og udviklet hendes karakter ville meget være reddet, men i stedet skriver han hende næsten ud af historien for at give plads til det elskelige gespenst Jared.

Det er en styrke ved bogen, at stemningen og livsfarven fra slutningen af 70erne er præcist indfanget og formidlet og med nostalgisk tilbageblik får denne mørke tid et forsonligt skær over sig, fordi folk troede på noget. Coupland har selv peget på, at der skete et skift omkring 1984, hvor kulturen for alvor begyndte at accellerere, hvorefter det blev sværere at få et meningsfuldt liv - "to get a life".

Couplands bedste
Romanens lange mellemakt er noget af det bedste og mest indtrængende Coupland har skrevet, og der er langt til den ironiske teknik, som var fremherskende i de første bøger. Hvis ikke vi sætter tiden i stå, bliver der ikke plads til mennesket, det synes at være bogens udsagn og budskab og "Kæreste i koma" forsøger sig virkelig med et budskab, der til tider grænser til det banale og ofte overskrider denne grænse.

Samtidig er det x-generationen i mellemtiden fra ca. 1980 til i dag, der bliver portrætteret og Coupland er stadig ekstremt optaget af dekadeskift. For generationen af TV-freaks og popmusikentusiaster var det let nok at være ironiske og trække på skuldrene af verdens tilsyneladende ustandselige gang i 70erne, 80erne og 90erne. I generationsmedlemmernes egne tredivere har attituden spillet fallit, og bordet begynder at fange. Modenhed savnes fatalt - f.eks er Hamilton en ren teenager i en voksen mands krop, og det begynder at blive pinligt at være vidne til.

Hvordan ender tiden så, hvordan er jorden efter menneskets forsvinden, og hvordan foregår det? Menneskene falder simpelthen i søvn en dag. De eneste overlevende er vores syv venner, der lever videre i en verden, der ikke er gået amok, men simpelthen i stå. Vejret holder op og al lyd og lys i det meste af verden forsvinder.

En tur i tidsmaskinen
Trofaste læsere af Couplands bøger vil genkende temaer og stil fra tidligere. Men "Kæreste i koma" er vel, masker og ironi til trods, et forsøg på at komme videre i forfatterskabet, at skrive sig ud af skyggen fra "Generation X" og de øvrige pubertetsgrupper fra hans tidligere bøger. Finde ud af hvad der sker med disse desillusionerede unge, når de bliver ældre, og der slet ikke er nogen idealer tilbage.

R.E.M. skrev engang sangen Its the End of the World as We Know it (and I Feel Fine). Coupland ville kunne bifalde dette muntre epigram, og med "Kæreste i koma" har han skrevet romanen, der fortæller os at fremtiden er forbi, verden er holdt op med at eksistere. Man kan betragte historien som en alvorlig leg, hvor vi tager plads i tidsmaskinen og bliver fragtet mellem årtierne, hvilket må anskues som bogens væsentlige tematiske kerne, og slutfacit er alligevel optimistisk for til sidst overskygges angsten for fremtiden af troen på et bedre liv.

Couplands fabelagtige evne til at beskrive og analysere den moderne kultur svigter aldrig, og vist er der passager af stilistisk opfindsomhed, som man skal lede længe efter, men som helhed falder bogen på dens mildt sagt svage plot og alt for lange og sejt udtrukne slutning. Her er en halv roman, der lever og bevæger, som så er mixet sammen med 2-3 kedelige noveller. Man må håbe, at Coupland en dag formår at skrive en bog, der er mere stramt fortalt, ellers er han i stor fare for at stagnere og hans store talent gå til spilde.