Ib Michael har med Vilde engle afsluttet sin anden trilogi om det at blive til som menneske. Erindring eller fri fantasi? Romaner, svarer Ib Michael selv. Men romaner, som i dén grad gnaver af og trækker på forfatterens eget liv. Læs med, når Ib Michael taler om alting og ingenting. Sammenhæng, kaos og kosmos.

INTERVIEW: Han er ikke helt sådan at få hold på, Ib Michael. Og et eller andet gavtyveagtigt sted bag det drillende glimt i de havblå øjne virker det faktisk som om, at det passer eventyrfortælleren rigtigt godt. Ikke sådan at forstå, at han undviger eller omgås sandheden – det er helt galt; han virker helt oprigtig og meget ærlig. Mere sådan at forstå, at han bevæger sig frit i tid og rum og virkeligheder i samtalen – og det gør det svært at orientere sig. At holde fast på ham.

Eksempel: "Jeg snyder ikke min læser. Mine bøger er ikke erindringer. Det er romaner og som sådan fiktion. Det har jeg aldrig lagt skjul på; det står på forsiden af dem," siger Ib Michael fx, når talen

»Jeg snyder ikke min læser. Mine bøger er ikke erindringer. Det er romaner og som sådan fiktion.«

falder på de mange sammenfald mellem forfatteren selv og hovedpersonen i hans to trilogier. Altså: Det her er fri fantasi og skal læses som sådan.

Men samtidig, når snakken bevæger sig i dybden af romanerne, og vi diskutere detaljer i opbygningen, forklarer han, hvordan han har bygget hele trilogien op til ét sammenhængende hele med følgende ord:

"Bind to danner det teoretiske grundlag for bind tre, fordi fortælleren udfolder sin interesse i paralleluniverser – og i bind tre befinder han sig i et sådan. De to første bind er skrevet i en total nutid uden nogen erindrende instans, som findes i bind tre. Men den bliver antydet allerede i bind et, hvor Blå bror besøger mig i en ældre udgave…" Hov! Besøger mig – som i mig, forfatteren, Ib Michael. Som jo altså ikke er romanens hovedperson, fordi romanen er – en roman.

Forvirret, kære læser? Glimrende. Mission accomplished. Ib Michael bruger selv et Borges-citat til at ramme sin målsætning ind: "Jeg vil bestikke læseren med usikkerhed" – for at opnå samme mål som Gabriel Garcia Marques: "Min læser skal aldrig vågne af bogens drøm."

Ikke noget hovsamissil
Jeg er i Kikhavn, Ib Michaels refugium lige nord for Frederiksværk, og vi skal egentlig tale om hans nye roman, Vilde engle, der fungerer som afslutningen på forfatterens anden trilogi. Den første, Vanillepigen, Den 12. rytter og Brev til månen, handlede om rejsen fra barn til ung. Den næste, Blå bror, Sorte huller og Vilde engle, tilsvarende om rejsen fra ung til voksen. Men indledningsvis runder Ib Michael lige kritikerstanden – som i øvrigt har været vældigt positive overfor romanen:

"Det er, som om anmelderne ikke har tid til at læse bøgerne ordentligt. Og måske er der ikke så meget at sige til det – de får masser af romaner smidt i hovedet hver uge, som de skal

»Det er, som om anmelderne ikke har tid til at læse bøgerne ordentligt.«

forholde sig til. Men jeg synes, det er sjusket, at de ikke lægger mærke til den struktur, jeg har skrevet ind i mine bøger. Til den sammenhæng mellem alle bindene, der allerede antydes i første bind, og bliver tydeligt med det sidste. Derfor må jeg sige til læserne, at de skal stole på mig, som kender bøgerne til bunds – og ikke på anmelderne. Min bog er ikke noget hovsa-missil!"

Der er ingen tvivl om, at det her optager ham inderligt. Det ligger ham stærkt på sinde – og det generer ham, når han skydes noget i skoene, som han ikke mener at stå inde for eller at have givet udtryk for. Det irriterer ham grænseløst, når hans bøger bliver læst for overfladisk og dernæst sjusket anmeldt i pressen. Som han siger:

– Det er jo ikke dem, der skal sammenrode jegfortælleren og forfatteren for at få deres pointer hjem. Først og fremmest har anmeldelserne af trilogien været præget af stor vilkårlighed, og på flere af dagbladene har det heller ikke været den samme anmelder, som har fulgt trilogien til dørs, siger Ib Michael – og så får det i øvrigt være, at han får fem stjerner her og store roser dér.

Hovedstolen og universet
Ret hurtigt sporer vi os dog ind på selve bøgerne. Og selvom han flere gange i samtalen understreger, at det er det rene kuk-kuk at forsøge at sætte lighedstegn mellem ham som person og romanernes hovedperson som karakter, så medgiver han naturligvis, at lighedspunkterne er mange og til at få øje på.

"Der er sådan et dogme i dansk litteratur om, at man ikke må tage af sin hovedstol. Det er noget pjat! Der skal tværtimod være

»Der skal tværtimod være noget personligt på spil, værket skal være eksistentielt...«

noget personligt på spil, værket skal være eksistentielt – og derfor er man nødt til at bruge af sin hovedstol."

"På samme måde er det noget vrøvl at tro, at man kan tømme sin hovedstol. Som mennesker stikker vi dybt i universet – i sidste ende er vi forbundet med alt. Og lige så lidt som man kan tømme universet, lige så lidt kan man tømme sin hovedstol."

Samlet udgave på vej
"Jeg kan ikke skrive mig uden om mit eget livs pejlemærker. Og hvorfor skulle jeg? Erindringer har det med at brænde og brænde på: De har udgangspunkt i dig selv – i dit eget, levede liv. Men de kan sagtens være vedkommende for andre, fordi vi alle har det til fælles, at vi er formet af vores barndom og ungdom. Det er derfor, at jeg synes, at selve tilblivelseshistorien er spændende," fortæller Ib Michael.

Og nu han har taget hul på at gendrive sin egen gendrivelse af, at de to trilogier er erindringer, så forvirrer han smilende billedet lidt mere – eller også forklarer han det netop – ved at

»Mine to trilogier er begge to skrevet med ret præcis 40 års afstand i historien til det oplevede.«

sige, at fiktionen er erindringen om noget, der aldrig har fundet sted.

"Mine to trilogier er begge to skrevet med ret præcis 40 års afstand i historien til det oplevede. De kredser om det helt essentielle spørgsmål "hvordan bliver man til som menneske", og lige nu er jeg i gang med at lave en ny redigering af de seneste tre bøger, som senere skal udkomme samlet i ét bind med en ny titel og små justeringer af teksten. Det har hele tiden været planen, for det er også måden, de er blevet til på: De er skrevet i én køre, hvor jeg bare har revet at rullen ind imellem."

Sansning og autenticitet
…"40 års afstand til det oplevede"… "det er ikke erindringer – det er romaner"… Det er ikke sådan lige til at holde trådene ude fra hinanden. Men igen hjælper manden, der lever af og for røverhistorier, os lidt på vej:

"Mit sandhedsvidne er sansningen og autenticiteten. Det er ikke sandheden og kronologien. I det øjeblik, du kigger på en ting – eller undersøger den – så ændrer den sig. Det var Niels Bohr, der nåede den erkendelse – og den tilslutter jeg mig fuldt ud."

Indtil nu er der kommet to trilogier – en fra barndommen og en fra ungdommen. På en eller anden måde bliver symmetrien først

»Mit sandhedsvidne er sansningen og autenticiteten. Det er ikke sandheden og kronologien.«

komplet, hvis der kommer en tredje trilogi, som jo meget passende kunne handle om voksenlivet. Ib Michael afviser det ikke, men understreger, at det ikke bliver lige nu: Lige nu arbejder han på noget helt andet – og på et tidspunkt skal også den lovede nye og samlede udgave af de tre seneste romaner udkomme. Desuden:

"Faktisk har jeg jo allerede lukket cirklen med de to trilogier, da Vilde engle leder direkte op til den rejse, som er beskrevet i Mayalandet. Derefter følger bøger som Hjortefod, Rejsen tilbage og Rejsen til det grønne firben. De trækker alle på elementer af voksenlivet – akkurat som digtene Himmelbegravelse og dagbogen Mit år – bare for at lave nogle nedslag i den fortsat fiktive autofiktion," understreger Ib Michael.

Koralrevet er også realistisk
Som han sidder ved bordenden i sit træsommerhus i provinsidyllen, ligner Ib Michael på et eller andet plan sine romaner. Eller måske snarere ligner han sproget i sine romaner: Gestikulerende, fabulerende, fra 0 til 100 på et blink med øjet. Fra Kikhavn til kosmos i samme sætning. Naturstridigt sommerbrun i april, glødende, intens og til stede.

"Alle mine ord, alle mine metaforer, hele mit sprog er et udtryk for mig og min stil. Det er helt bevidst – sådan ser virkeligheden bare ud i mit perspektiv. Jeg er godt klar over, at det adskiller

»Alle mine ord, alle mine metaforer, hele mit sprog er et udtryk for mig og min stil.«

sig fra meget andet realistisk litteratur i Skandinavien; her skal man helst befinde sig i en 2-værelses lejlighed og skrive af en ulykkelig barndom. I Skandinavien har vi en indgroet mistro til, at tingene kan være lette. Men mit koralrev er altså også realistisk. Sådan ser de ud," lyder det – inden Ib Michael fortsætter:

"Koralrevet er klodens indfoldede drøm om andre planeter. Som barn troede jeg faktisk, at jeg en dag ville blive hentet af væsner fra en anden planet, og min drøm har altid siden været at finde denne anden planet. Den fandt jeg på havets bund. Når jeg svæver over koralrevet i vægtløs tilstand, så opfylder det til fulde min barndoms drøm om fremmede planeter. Så er jeg blevet hentet retur til det andet rige, og på den rejse har jeg opdaget, at vi faktisk har det hele lige her…"

Hele vejen op, ud og rundt
Det er i havet, fortæller Ib Michael, at han for alvor lever. Han lider med egne ord af indlandsklaustrofobi – og går så vidt som til at sige, at havet er den ilt, han ånder. For her – i sommerhuset tæt ved havet – hænger verden sammen:

"Når jeg er i havet, er jeg ikke forbundet med noget. Og samtidig er jeg forbundet med alt. Havet går hele

»Alle vore sanser eksisterer kun i vores bevidsthed – it´s all a matter of mind.«

vejen rundt på vores jord – og her i Kikhavn føler jeg den samme forlængelse ind i stjernehimlen. Det går hele vejen op. Hele vejen ud. Hele vejen rundt. Alting hænger sammen – og er derfor uudtømmeligt."

"På samme måde er sindet overalt til stede på samme tid. Alle vore sanser eksisterer kun i vores bevidsthed – it´s all a matter of mind." Ib Michael smiler, når han siger det. Måske af mit let forvirrede udtryk. For det giver fin mening, når han siger det, men samtidig er det så springende og så abstrakt, at det kræver koncentration, hvis man forsøger at trænge et lag dybere i det sagte.

I Ib Michaels verden spejler sindet universet. Eller også er sindet universet. Eller universet er sindet. I hvert fald opererer han uden problemer og meget konkret med begreber som vores "fælles indre stjernehimmel" – og kobler det sammen med altets uudtømmelighed…

Mørkestof og liv og død
"Jamen, det er sandt: Alting hænger sammen. Og derfor er alting uudtømmeligt. Træet er forbundet med alt, og når træet taber et blad om efteråret, bliver vi ikke triste. Vi ser det med sindsro som en del af en naturlig cyklus."

"På samme måde ser jeg livet og døden som en cyklus. Døden er en vanskelig og snæver passage. Men den er bare en overgang. Til hvad

»Alting hænger sammen. Og derfor er alting uudtømmeligt.«

ved jeg ikke. Men til noget andet. Tænk på, at 90 procent af universet består af mørkestof. Bag dette liv, som vi kender det, er der 90 procent mørkestof. Der er uanede muligheder. Vi ved ikke, hvad det er, og vi kan ikke interagere med det. Men det er der."

"Det er som at se skyggen af et fly på landjorden. Hvis du ikke ved, at den kastes af en maskine højt oppe i luften, så kan du ikke vide, hvad det er for en størrelse. Du kan se, at der er noget, som glider hen over jorden. At det tager form af landskabet. Men du kan ikke røre ved det eller interagere med det. Der er bare noget. Uhåndgribeligt, men ligeså virkeligt som sandet og vandet og træerne…"

Bare læs
Mørkestof, koralrev.

Liv, død, skygger og parallelle universer.

Erindringer eller fiktion. Havet og stjernehimlen.

Det er tæt på umuligt at begribe og samle under ét. Men løsningen ligger sådan set lige for: Bare lad være. Accepter, at det ikke er til at få hold på og læs bøgerne. Romaner, erindringer, fiktion eller løgnehistorier – det er lige meget.

Læs dem for det, de er. For det, de hænger sammen med – og for de tanker og følelser, de vækker i dig. Idet jeg siger dét til Ib Michael, lyser han op i endnu et smil. Skuldrene sænker sig et par centimeter, og han lader armene falde.

"Ja. Det er jo bare det, jeg vil opnå."