RELEVANTE LINKS:

Mer' om de korte former? Se Senturas samling af haiku-artikler...

Læs et – kort – digt af Kirsten Nørgaard på Senturas lyrikliste...

Kirsten Nørgaard udgav i maj 2005 haikusamlingen Krukkers mellemrum som e-bog på scripsit.dk...

Skribenten tager en lille lystvandring i de korte digtes verden.

ESSAY: En lille grå bog er næsten blevet fast inventar i min taske og følger med rundt på flyrejser og til diverse venteværelser. Tomas Tranströmers Haiku 1959-2001 [Arena 2002] er en nem lille sag at have med, og i ledige stunder tager jeg den frem og slår op på må og få.

Men det er, som om jeg sad med en stor tung bog med lækre fotografier. Se blot:

Jeg bliver aldrig træt af at se på den ren. Den står og står, det summer og summer omkring den, den står der i øjeblikket, og den står der i al evighed, og det hele er med: lydene, lyset og skyggen, måske endda lugten, det konkrete og det uhåndgribelige.

Det er et flyvefærdigt haiku – en øjebliksoplevelse som står krystalklart, samtidig med at billedet af de syende fluer og forsøget på at fastholde skyggen sender læseren ud i helt andre dimensioner.

Dogme-digt
Og nu har jeg brugt ordet 'haiku, selvom jeg egentlig helst ville undgå det, når jeg prøver at sætte ord på min fascination af de korte digte. For haiku lyder af 'dogme-digt'.

Enhver skoleelev ved, at der skal være 17 stavelser, 5-7-5. De ved, at det skal handle om natur, her og nu osv. osv. Og skriver man 'haiku' i søgemaskinerne, kan man finde alt om haiku-digtningens historie og et helt læs regler for, hvordan haiku skal skrives.

Jeg er selv fanget ind af disse regler, og de fleste haiku-elskere vil nok være enige i, at det er en spændende udfordring at skulle udtrykke sig inden for så snævre rammer. Men jeg har også tit oplevet at en lækker sætning, som klingede perfekt, ikke kunne bruges, fordi der kun var 16 stavelser. Irriterende!

Fifleri med reglerne
Heldigvis er vi flere der synes, at man godt må fifle med reglerne. Tranströmer selv er meget striks med sine stavelser, men sprænger det hele på indholdssiden:

Det er ganske vist en øjebliksoplevelse, men personificering og metafor er prioriteret frem for natur/årstids-elementet.

På andre sprog har man valgt at se bort fra stavelsesreglen, der – hvis man skal være ærlig – virker lidt søgt, når man befinder sig uden for det japanske.

Især de engelsksprogede oversættelser af japanske digte er meget frie med hensyn til stavelserne:

En italiensk digter, Pier Luigi Bacchini, kalder sine digte for haiku, men følger ingen stavelsesregler og bruger "forbudte" elementer som et du og en erindring:

Ord for pengene
I Danmark finder vi kun ganske få digtere, der skriver – og udgiver – haiku. Mon det er, fordi haiku ikke er rigtigt "fint", fordi det er en slags skoleelev-øvelser?

Og det er ikke kun haiku-samlinger, der er få af. Jeg fornemmer i det hele taget en vis skræk for at udgive bøger, hvor der ikke står ret meget på siderne. Man skal have ord for pengene. Det citerede italienske digt er derimod fra en bog på 107 sider med tre linjer på hver side!

Annemette Kure Andersen (der i øvrigt er oversat til italiensk) er en af få danske digtere, der er sluppet af sted med at få udgivet adskillige digtsamlinger med korte digte:

Hendes ekstremt billeddannende digte er stramme og korte, og samtidig er de præget af en rytme og et flow, der nærmer sig musikken. De er kompositioner.

Blandt mine yndlings-kort-digtere kan man finde Arne Herløv Petersen, når han leger med sproget i ganske få linjer:

Jeg kan slet ikke stå for den spredte omhu. Digterens tanker er på vej alle mulige steder hen, og det væskende sår giver effektivt fornemmelsen af en masse stemninger og følelser. Alt sammen formidlet med ganske få ord.

Et nyt navn
Selvom disse digtere ikke holder sig inden for rammerne af de traditionelle haiku, har de alligevel valgt at destillere sproget til en tæt og aromatisk essens.

Det er sådan en formbevidsthed som nogle kalder 'klassisk', og det er et af de elementer i kortformen, jeg er så fascineret af. Når det nu alligevel er umuligt at være fornyende og interessant, virker det næsten nyt at tage nogle ældre former eller regler til sig – også gerne haiku-reglerne – i stedet for bare at skrive derudaf.

Jeg behøver ikke at få mange ord for pengene. Bare jeg får billedlighed, et sprog der vækker mig og rusker i mig, og enkelhed, uden at digtet lukker sig om sig selv. Kortformen er et udtryk, der både er skrift og samtidig langt fra prosaen. Tæt på at være noget andet, musik, komposition, billede... med sproget som redskab.

Måske skulle vi holde op med at kalde de korte digte haiku-lignende og -agtige og finde på et helt nyt navn til dem.