Ka' De li' krimi, kære læser - og ka' De li' dem korte? Så følg med, når krimiforfatteren Niels Martinov med beundring ser på kriminovellen som genrens fornemste udtryk.

Kort forklaret konstitueres en novelle gennem tre elementer: en fortæller, en begivenhed og en pointe. Denne genredefinition angiver, at et socialt rum tegnes op af en fortæller, en konflikt antydes og udfoldes, ikke nødvendigvis larmende og pointeret, den kan være næsten umærkelig og stilfærdig sanset, hvorefter der bindes en slags sløjfe i form af en pointe. Men det sociale rum ændrer naturligvis karakter som en konsekvens af, at vores sociale liv undergår en forandring. I slut-halvfemsernes noveller har rummet for eksempel fået en næsten efter-katastrofisk karakter.

En fuser. Kriminovellen er en delgenre med helt specifikke træk. For mig fremstår den dog som en af genrens fornemste udtryk, novellens par excellence.
    Konflikten og konfrontationen er – gennem et point-of-no-return – et fast træk ved kriminovellen – spændingen et andet. I andre tekster kan der også aftegnes en spændingskurve. Men i kriminovellen er det et uomgængeligt krav. Vi skal under læsningen være fanget ind. Hvordan ender den? Hvordan samler forfatteren i et sidste greb de kort, han har smidt på bordet. Overraskelsen er noget centralt. Vi skal føle os spændt til bristepunktet, og afslutningen skal være en anden end forventet. Så trækker man vejret dybt til sidst som læser. For satan da! Der tog han røven på mig, konstaterer man med en lidt modstræbende beundring. Men hvis forfatteren på den anden side ikke havde gjort det, så havde novellen været en fuser.

Det kribler i læseren. Kriminovellen skaber et virkelighedsnært rum, hvor personer er involveret i det særlige projekt at bryde den gældende sociale orden. For det meste naturligvis i form af en kriminel handling (et mord, et røveri m.v.), men det kan for så vidt også blot dreje sig om at snyde nogen i form af en hævnakt.
    Der iværksættes altså et projekt, men det afgørende er, at det ikke realiseres. Og det at tæppet trækkes væk under den formastelige til sidst, har ofte den fysiologiske gevinst, at det får det til at krible i læseren. Man ved, at pointen skal være overraskende, at sådan skal det være, og man gætter med, man vender og drejer enhver oplysning. Hvorfor er det pludselig så interessant, at græsset er vådt, lige der, hvor den ubevægelige invalide havde siddet i sin kørestol, før den pludselig satte sig i bevægelse og kørte ud over skrænten? Og at solen havde skinnet hele sommerdagen? Fordi 'skurken' (i dette tilfælde drejer det sig om et berettiget medlidenhedsdrab) har anbragt isblokke foran kørestolens hjul. I løbet af dagen er de så smeltet, indtil...

Den røde plet. Som dreng på sommerbesøg hos min farmor (uden legekammerater og ret mange andre adspredelser) kastede jeg mig over hendes ugeblade, først og fremmest de korte kriminoveller lanceret under – så vidt jeg husker – hovedrubrikken: Den røde plet. Den dag i dag, længe efter, kan jeg huske adskillige af de overraskende slutninger. For eksempel denne:
    En morder forsøger at slippe væk i mængden ved at udgive sig som blind med sit offers stok mv. En politimand hjælper ham oven i købet over gaden. Hvad bliver han knaldet på? Sit ur. Det har glas over skiven. Det ville en blind jo ikke have. Han skal kunne aflæse visernes placering med sine fingerspidser.

Desværre er markedet efterhånden ret så begrænset, når det drejer sig om danske kriminoveller. De udkommer stort set ikke i bogform mere, men et enkelt dansk ugeblad, Hjemmet, har faktisk hver uge en original skandinavisk novelle, skrevet af forfattere som Lars Kjædegaard, Erik Otto Larsen, Dorte Roholte og undertegnede. Nye krimi-novellemagasiner ser også indimellem dagens lys, men de har en kort levetid.
    Trist nok. Kriminovellen fortjener et come-back!