Debutroman om tidens overfladiskhed er både velskrevet og lykkes med sit projekt. Ros for det – men ris for at slå alt for små brød op.

ANMELDELSE: Fiskens vindue er betegnelsen for det lille område i fiskens synsfelt, hvor fisken faktisk er i stand til at se op gennem vandet. Det er det lille felt, hvor dens egen refleksion bryder lyset. Jo dybere fisken går – jo større er feltet.

Det er særlig vigtig viden for tørfluefiskere, fordi deres fluer flyder ovenpå vandet og derfor skal styres ind i fiskens vindue for overhovedet at komme i betragtning som et måltid for fisken. Alle andre lystfiskere trækker på en eller anden måde deres lokkemad eller agn gennem vandet og behøver derfor ikke bekymre sig om, hvordan fisken er i stand til at se ud i verden.

Fuld fart på ingenting
I Kristian Bang Foss' debut er hovedpersonen netop (tør-)fluefisker, og som sådan interesseret i at få ørrederne i de svenske åer til at kigge op gennem vandspejlet. Men det er mere den symbolske betydning af "fiskens vindue", der er central og grund til, at den lille roman bærer netop denne titel.

For selvom romanens handling egentlig er nærmest spækket med drama, når man tager dens særdeles beskedne omfang i betragtning (hovedpersonen når både at ryge en tur i Reykjavik Havnebassin nytårsdag, at stifte bekendtskab med verdenshistoriens sidste hvide sværvægtsmester Ingemar Johansson, at brække sig i fuldskab i Danmark, tage på fisketur i Sverige, smadre adskellige stykker porcelæn af forskellig beskaffenhed, hilse på en onanerende blotter i en busk, ligesom et hus næsten brænder ned), så er det mest fremherskende træk i bogen en fornemmelse af vakuum.

Af at der – trods det at det forholder sig stik modsat – absolut ingenting sker.

Kaffen i kanden
Denne fornemmelse opnår Foss ved at beskrive hverdagens små begivenheder helt ned i absolut mindste detalje – ned til et niveau, hvor man nærmest ikke kan blive mere detaljeret – mens de større begivenheder bliver overstået helt uden drama og med samme fokus på underlige, meningsløse detaljer. Og det indre, følelserne, relationerne mellem personerne, selve livet forbigås i absolut tavshed.

Således får vi ikke alene at vide, hvordan hovedpersonen åbner sin kaffepose om morgenen; vi får også at vide, at han derefter tænder elkedlen, doserer kaffen ned i stempelkanden, hælder det varme vand over – og sandelig også, hvordan vand og kaffe blander sig nede i kanden. Derefter går vi over i en minutiøs beskrivelse af, hvordan morgenbordet tager sig ud, som bliver til en detaljeret gennemgang af forskellige måder at smøre brødet på…

Det eneste, vi derimod hører om forholdet til hans kæreste, er, at han nok siger, at han har savnet hende efter en solotur til Sverige – men inderst inde ikke rigtig har. Selvom han er glad for at se hende igen.

Godt nok
Og det er så det, der er sigtet med Foss' debut. At sige, at vi kun meget sjældent kigger igennem vores lille vindue i vandspejlet – kun meget sjældent gør andet end at gå op i dybest set ligegyldige detaljer og skraber i overfladen.

Og det gør han både tydeligt og velskrevet. Så det er vel godt nok – selvom det ind imellem føles som om, det er lidt for lidt. Kristian Bang Foss skriver godt, sikkert og klart, men det føles som om, at han vil for lidt i sin første bog.