Sverige svøbt i tjære

BONUS-INFO:
Læs de to første afsnit af Ildslugeren

ANMELDELSE: Kristian Lundberg var allerede en drevet forfatter med indtil flere anmelderroste digtsamlinger bag sig, inden han i 2004 udgav sin prosadebut med krimien Ildslugeren, som nu foreligger på dansk. Og Ildslugeren var ren kunstgødning i Lundbergs rosenbed: Anmeldelserne i hjemlandet Sverige, hvor man ellers skulle mene, at de var nok så forvænte med gode kriminalromaner, var intet mindre end sensationelle. Han blev kaldt suveræn, modig og bedre end både Nesser, Mankell og Edwardsson. Og bogen fik bl.a. prædikatet international klasse, overbevisende, sensationelt spændende og kunstnerisk overbevisende.

Og der er noget om snakken. Ildslugeren er en ganske usædvanlig kriminalroman. Af flere grunde. Den er for det første usædvanligt god. Og for det andet har den et helt igennem ubønhørligt sortsyn og en ramsaltet social og politisk og personlig kritik, som den folder ud med en aldeles desillusioneret fortællerstemme, der mest af alt leder tankerne hen på et mix mellem Sjöwall/Wahlöö og Raymond Chandler.

Og dét er, denondenlynemig, bare i orden!

Stemmen som hovedperson
Scenen for Lundbergs roman er Malmø. Ikke det Malmø man kender fra svipture med flyvebåden eller korte udflugter over Øresundsbroen. Langt fra. Det er snarere Malmøs bagside, hele det svenske samfunds bagside – eller måske i realiteten hele vores fælles vestlige levevis' bagside, som Lundberg lader sine karakterer gebærde sig i.

Indledningsvis forklarer Kristian Lundberg sin læser, at dette er første roman af i alt fem planlagte med kriminalmanden Nils Forsberg som hovedperson. Men ud over, at de næste fire romaner skal være mere end velkomne, så passer det ikke. For Forsberg er ikke hovedpersonen i Ildslugeren. Det er fortællerstemmen. Denne insisterende og inciterende stemme, der er i evig dialog med læseren – tiltaler os direkte, udfordrer vores opfattelse af tingenes sammenhæng, småsludrer, filosoferer og analyserer. Det er en alvidende fortællerstemme, kraftigt indigneret, i glimt nærmest livstræt, klartseende og med masser af politisk bid.

Lundberg leger med denne stemme: Halvvejs i romanen kommenterer han den direkte i et kapitel, som han indleder med ordene: "Den fiktive fortæller? Ham der fører ordet mellem alle andres meninger?" Et andet sted glider stemmen ind og bliver Forsbergs indre dialog – men senere i samme passage, trækker stemmen sig igen tilbage til sit alseende udgangspunkt og kommenterer Forsberg udefra. Det kan måske lyde som noget rod, men det er ganske suverænt udført.

Sendrægtig handling
Men denne småsnakkende, evigt kommenterende fortællerstemme tager plads. Den tager så meget plads, at der næsten ikke levnes noget til den formelle hovedperson Forsberg og det arbejde, han formodes at udføre – opklaringen af fire barnemord, som senere bliver til seks. Faktisk kommenterer fortælleren selv denne sendrægtighed. På side 95 – altså en tredjedel inde i bogens 288 sider – skriver Lundberg "Fortællingen vil snart tage sin begyndelse. For alvor."

Og det passer ikke engang: Der går yderligere 30-40 sider, inden vi overhovedet præsenteres for starten af det plot, som er bogens kerne. Faktisk er det på denne næsten halve bog kun lykkedes for forfatteren at få flyttet Nils Forsberg, sin selvudnævnte hovedperson, fra sengen til kontoret.

Selv da bogens rygrad, forbrydelsen mod børnene, afsløres (yderligere 30 sider senere…), så tager romanen ikke fart. Den fortsætter i samme snakkende skure bogen ud. Lige indtil det hele kammer over i et enkelt, opsummerende kapitel, der lukker alle døre og afslutter historien på en mildest talt utraditionel måde. Jeg røber ikke for meget ved at sige, at det ikke ligefrem er en happy end, eller en slutning der giver plads til det store håb for verdens almene tilstand. Dertil er Lundberg alt for tæt forankret i virkeligheden.

Det paradoksale er, at det ikke gør en pind. For den miljøbeskrivelse, den sociale indignation, dette altomfattende sortsyn, som altså lykkes at fortrænge stort set alt andet i bogen – som formår at gøre selve plottet til bare endnu et symptom på verdens tilstand, er så gennemført, så velskrevet, at man hellere end gerne bytter dette med den normale krimis opbygning.

Ildslugeren er en superdyster, supersort roman – renset for formildende omstændigheder. Det er som at vade i tjære: Bedst som man tror, at man har hevet sig selv op ad den begsorte, stinkende masse, man er fanget i, så trækker den en ned igen.

Der er ingen vej ud. Det er verden, og vi er en del af den.