I Kristiane Hauers (f. 1975) nye prosalyriske bog Vi vil nå frem, som er hendes anden bog ovenpå prosateksterne i debuten går under går over går fra 2002, skildres et "vi's rastløse fremdrift hen mod et mål, der måske kan give forløsning, men som samtidig også indeholder elementer af definitiv afslutning." Eller sådan står der i hvert fald i pressemeddelelsen fra forlaget.

Og ligeså utydelig og udefinerbar denne beskrivelse er, ligeså utydelig og udefinerbar er Hauers tekster. Dette kan skyldes formen, og det vil specielt sige vi-formen, der indbyder til en sådan anonym og mestendels ukropslig omgang. I så fald er effekten delvis beregnet fra forfatterens side, og det er jo egentlig ganske fint. Alligevel synes jeg måske, at der er lidt for meget form og lidt for lidt indhold over denne bog.

Udsøgt emballage
Fremgangsmåden er ellers cool nok og elegant på de fleste måder, ligesom selve bogens aflange form og billedet, der emballerer den, er udsøgt. Teksterne er faktisk også flotte rent visuelt, sat med Stone Sans og med mellemrum i stedet for punktummer og kommaer. Det giver en fornemmelse af fremdrift, men også af en sær anonymitet. Form og indhold spiller derfor sammen på subtil vis.

Men hvem eller hvad er 'vi'? Er der tale om stemmer for en generation, er det et kærlighedsforhold, er det læseren og forfatteren, eller er det alle dele på én gang? Det spørgsmål forbliver ubesvaret, selvom den sidste mulighed virker mest oplagt, men sproget opløser sjældent den begrebslige tåge, der indhyller bogen som sådan: tingene bliver så almene, at de forsvinder i den blå luft.

Det fælles for generationen
Hvis Hauers bog på nogen måde er udtryk for noget, der er fælles for generationen omkring 1970 til 75, ser det noget trist ud. Det eneste, vi kan være fælles om, er en rastløs bevægelse fremad, og om at det er hårdt at blive voksen. Som det lyder et af de mindre gode steder i Hauers tekster:

Sådan en blanding af ungdommelig melankoli og patos er ikke lige min kop te. Generelt set har vi'et i teksten en tendens til at blive én af delene, imens vi'et fx sjældent er sjovt, underfundigt, splittet eller andet, der ligesom enten kan punktere dets opblæsthed eller manifestere den for alvor.

Fx når et digt hedder Vi der overkom de længste dage, så er formen "Vi der" slet ikke til at have med at gøre – og hvis patosen eller melankolien skal virke, så bør den finde en konkret forankring i et eller andet, ikke bare "de længste dage".

Når mere er på spil
Teksterne må for min skyld gerne være fyldt med patos, men ikke den hule af slagsen. De bedste af Hauers tekster er derfor paradoksalt nok dem, der samles om et 'jeg' i stedet for om et 'vi'.

Her fornemmer man nemlig, at der er mere på spil, for jeget sørger for en sådan konkret forankring, som der her efterlyses – også selvom det i virkeligheden måske burde være omvendt: at vi'et skulle være det splittede og ikke jeget. Vi'et ender således som en lidt kedelig anonymisering af de substantielle temaer, man ellers sporer de fleste steder.

Et sted skriver Hauer om "tykke reb af drømme til at trække sig fremad", og det er da et fedt billede i et udmærket digt med titlen Også det. Måske skulle hun dyrke den form for tovtrækning lidt mere (eller måske "et ræb af drømme"), for talent er der sådan set nok af hos Kristiane Hauer, især et formmæssigt talent.

Men til trods for navneligheden med én af 70ernes filmheltinder, Christiane F, og en løs ambition om at skrive som David Bowies sang Heroes fra samme film, formår hun ikke helt at præcisere det – i pressemeddelelsen – omtalte intet, der binder os sammen og gør os til helte i hverdagens nok så grusomme strøm.