INTERVIEW: Du har tidligere udgivet to digtsamlinger, men er nu sprunget ud som prosaist. Hvordan har du oplevet det skifte?

– Rent faktisk startede jeg ud med at skrive prosa, men da jeg var i begyndelsen af tyverne, opdagede jeg poesien så at sige, og derefter havde jeg en årrække, hvor det stort set var det eneste, der optog mig. Men de lange narrative forløb lå helt klart og ulmede i mig, og jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville give mig i kast med den del af skriften igen.

– Da jeg havde udgivet min anden digtsamling, Græshoppernes Tid, føltes det naturligt at gå i gang med den roman, der nu er blevet til Turisthotellet. Selvfølgelig er det en helt anden og meget mere langstrakt proces at skrive prosa, men derudover handler det jo om det samme; først og fremmest lydhørhed overfor ordene. Det bliver altid noget skidt, hvad enten det er prosa eller lyrik, hvis man forsøger at presse en eller anden fiks idé igennem.

Vi påduttes ensidighed
Din hovedperson Nadja bevæger sig næsten konstant i et spændingsfelt mellem drøm og virkelighed. Kan du forklare din brug af denne ubestemmelige søvngængertilstand?

– På et tidligt tidspunkt i skriveforløbet kunne jeg mærke, at den historie, jeg var begyndt at skrive, i vidt omfang ville komme til at handle om forskydninger; forskydninger af virkelighed og identitet. Jeg har altid leget med tanken om den vågne drøm. Vi har alle prøvet det der med at måtte knibe os selv i armen for at være sikre på, at vi ikke drømmer, men rent faktisk er vågne. Men hvad er det egentlig, der sker, når vi drømmer? Hvad er det for en verden, vi bliver en del af?

– Jungs arketyper og kollektive bevidsthed er en vinkel på det, men egentlig aner vi jo ikke, hvorfor pokker vores underbevidsthed – hvis det da er vores underbevidsthed – skaber de billeder og mere eller mindre abstrakte narrativer, når vi sover. For at kunne overskue tilværelsen, har vi været nødt til at opdele alting i begreber, kasser, sort og hvidt, drøm og virkelighed. Egentlig er det meget éndimensionelt – og jeg tror mange mennesker kan have svært ved at identificere sig med den rigide ensidighed, vi påduttes fra et meget tidligt tidspunkt.

– Med Turisthotellet havde jeg lyst til at skabe røre i vandene og tillade en mere flydende virkelighed og identitet. Når man ikke har sovet rigtig længe, som det ender med at blive tilfældet for hovedpersonen Nadja, så bliver man hypersensitiv, hvilket netop gør det muligt at opleve virkeligheden på en ny måde.

Sandhed og løgn
Man må i høj grad sige, at hovedpersonen i Turisthotellet er modtagelig og registrerende overfor omverdenens forskellige impulser. I forlængelse af dette er det naturligt at spørge Stoltz, om det har været hendes intention at præsentere både Nadja – og i sidste ende også læseren – for mange forskellige stemmer og synspunkter:

– Ja, det er helt overlagt. De personer, Nadja møder, præsenterer hende alle for en ny måde at forholde sig til virkeligheden, sandheden og sig selv på. Nadja bliver fx præsenteret for flere forskellige versioner af Leylas historie. Hvem lyver og hvem taler sandt? Kunne det være en mulighed, at sandheden afhænger af den, som fortæller? Og hvorfor er det den ene sandhed, der er så afgørende? Hvorfor bliver vi så utrygge, hvis ikke vi kender "den helt rigtige" sandhed?

I romanen refererer du flere gange til den modernistiske forfatterinde Djuna Barnes. Desuden er navnet på din hovedperson, Nadja, jo samtidig titlen på André Bretons berømte surrealistiske roman. Er der tale om et slægtskab?

– Tematisk er der helt klart ligheder – søvnløsheden og drømmen der åbenbarer nye erkendelser, som i Nightwood og den flanerende rodløse eksisteren som i Bretons Nadja. Både surrealisterne og modernister som Gertrude Stein og Djuna Barnes har været – og er stadigvæk – nogle af mine største inspirationskilder.