Uddrag fra Hr. Toksvig

[...]
Se nu solsorten som den vipper der oppe, sortklædt, næbbet, aristokratisk: Hvilke muligheder foreligger egentlig for en dialog? En første mulighed ville være at betragte solsorten som et væsen eller en genstand blandt mange, med hvilke der potentielt kan indgås en verbal, visuel eller taktil pagt (hvor ensidig denne end måtte forekomme), med andre ord: objektivisere relationen mellem hr. Toksvig og solsorten, dvs. lade alt stå åbent og lade det forblive stående åbent og dog ihukomme, at afstanden formodentlig ikke lader sig overvinde, men at objektiveringen på sæt og vis annekterer objektet til begges velbehag. Hr. Toksvig læner sig tilbage i havestolen og lader blikket vandre over de forgrenede buske, den lettede hængekøje og endelig til solsorten, idet dén med sine fjerede fagter og sine sarte triller formår at lokke mere toksvigsk opmærksomhed til sig end hvad der objektivt set forekommer rimeligt.
    En anden mulighed ville være at betragte solsorten som et andet jeg, der måske kan siges at have afgørende træk, der etablerer en forskel og fremmedhed imellem hr. Toksvig og sig selv, men immervæk tillader, at denne anderledeshed kan stå i anden række i forhold til dén geografiske lokalitet, der forsyner hr. Toksvig og solsorten med en fælles referenceramme, hvilken synes at overvinde de øvrige forskelle, eller i det mindste lader disse glide i baggrunden. Forholder det sig ikke således, at de to, hr. Toksvig og solsorten, al sprog og indkodede manerer til trods, er fælles om regnvejret, om solskinnet, om urtehaven, irritationen over naboens græsslåmaskine, og hvad der ellers rør sig i nærmeste omkreds? I netop denne viden, som de deler med hinanden (og med et fåtal af andre: husstruen, andre fugle, andre dyrearter, postbuddet, hin opstøver af småsnak og kaffetåre) findes byggestenene til den bro, der kan slås over et viltert hav af forskelle. Hr. Toksvig rynker panden og ser fuglen lige i øjnene. Ingen reaktion.
    En tredje mulighed er at smide disse fælles referencer og det meste andet over bord, reducere sig selv til et sæt øjne, et glødende bundt nervetråde og kassere fortidstildragelserne for et godt ord: behagelighedsamnesi. Eller formuleret anderledes: at dehumanisere sit sarte gemyt. At give afkald på sig selv til fordel for en umiddelbar dialog i ordets rummeligste betydning, hvor en tonerække kan repliceres af et grynt eller en klirren med kaffekoppen; hvor en basken med vingerne bør besvares af hændernes gestikulationer eller en synlig virren med hovedet. Hr. Toksvig vinker. Ingen reaktion. Hænderne klaskes sammen. Et lille hop. Grimasser skæres gavmildt. Ingen reaktion. Fastfrysning og ingen lyd. En tonerække. Fortsat fastfrysning. En tonerække til. Musklerne spændes. Ingen reaktion. Første vers af en midsommervise. Et lille hop. Andet vers. Et påbud om stilhed fra den anden side af haven. Ingen reaktion fra træets grønne top. Hr. Toksvig sukker. Ingen reaktion. Hr. Toksvig sukker. En tonerække. Hr. Toksvig sukker. Et suk fra den anden side af haven (et ekko?). En tonerække. Hr. Toksvig sukker. Ingen reaktion.
[...]

[NB! Uddraget er fra s. 27-29 i bogen, fra kapitlet Hr. Toksvig under et mangfoldigt kuk-kuk.]