Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ESSAY/PORTRÆT


Af
Flemming Chr. Nielsen

 



Flemming Chr. Nielsen, f. 1943, journalist og cand. scient.; indtil 1999 ansat på Jyllands-Posten; har bl.a. skrevet de mediesatiriske nøgleromaner "Svamp" (1994) og "Stasiland" (2001), Glistrup-biografien "Anarkisten" (2000) og bøger om Søren Kierkegaard.
Har også været medredaktør på forskellige kulturtidskrifter, heriblandt Exil. Arbejder p.t. på en oversættelse af den amerikanske forfatter Herman Melvilles roman "Pierre".

*

"Man skal tænke på, at avislæserne er travle folk. man skal hele tiden fastholde deres interesse ved at skifte fra et sted til et andet, fra et menneske til et andet, ved overraskelser.
...Det første nåleøje er dig selv. Hvis du skriver noget, du ikke selv gider læse, kan du ikke være bekendt at aflevere det. Hvis ikke det gør indtryk på mig selv, kan jeg heller ikke forvente, at det gør indtryk på andre."

Citat: Flemming Chr. Nielsen til Teddy Petersen, "I skribentens værksted. Tolv samtaler med journalister om at skrive" (Frydenlund 1999).

*

Journalistikkens Klassikerserie: Du sidder og rydder op i din gamle, fedtede avisbunke. Pludselig falder dine øjne på et par krogede eller fængende formuleringer. Hov, hvad er det?
Kort efter kigger du på uret og konstaterer forundret at én hel time er gået.

Sådan kan man illustrere baggrunden for "Journalistikkens Klassikerserie". Den er et forsøg på at vise, at daggamle aviser kan bruges til andet end hundetis og at varme cykelryttere på maven, når de skal drøne ned af et bjerg.

Megen journalistik har kraft i sig til at overleve døgnet. De er måske almenmenneskelige historier eller rummer en sproglig højspænding, der gnistrer videre til læseren årevis efter.

Klassikerserien, der foreløbig er udkommet i 8 bind med bl.a. Henrik Cavling og Herman Bang, er med til at fastholde udvalgte avistekster i bevidstheden og give en hurtig og nogengange glemsom genre et større historisk perspektiv.

Bøgerne udgives af forlaget Ajour, der er beliggende på Danmarks Journalisthøjskole. Til efteråret udkommer to nye bøger i serien, bl.a. en håndfuld af Johs. V. Jensens journalistik, samlet og introduceret af Lars Handesten.

Bøgerne er i pocketformat – lige til at have med i fx tasken – og koster fra kr. 98,- til kr. 220,-

/jhm

*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Flemming Chr. Nielsens forfatterside på forfatternet

Læs eksempel på Kruuses journalistik fra "Nærmere, ting, til jer"

Mere om klassikerserien og bøgerne fra Ajour

 

Historien om en lærd, munter, gal, mad- og vinelskende trompet:
Indsigt, engagement – & mangfoldighed

På sin næste skal man kende sig selv. Flemming Chr. Nielsen nærmer sig i dette biografiske essay en af sin ungdoms helte, journalisten Jens Kruuse, der igennem mange år med sin dristige og vidende stil huserede i Jyllands-Posten. Det er en forunderlig historie om talent, bedrageri-skandaler og et jernstærkt livsgåpåmod.

DA JEG VAR 19 ÅR, tegnede jeg abonnement på Jyllands-Posten. Avisen var billigere end hash, og det var fornøjeligere at læse Jens Kruuse end at fyre en fed.

Hvis jeg en dag skulle have opdaget, at nu optrådte Jens Kruuse ikke længere i Jyllands-Posten, men var blevet ansat på Land og Folk, ville jeg have opsagt mit abonnement på det jyske blad og i stedet bestilt Jens Kruuses ny organ. Jeg var vis på, at hvis Kruuse pludselig gik hen og døde eller forlod Jyllands-Posten, blev den avis tvunget til at dreje nøglen om.

Omslag til Flemming Chr. Nielsen (red.): Nærmere, ting, til jer. Forlaget Ajour 2002.Jyllands-Posten var Jens Kruuse. Så længe efter kan jeg stadig gribe én af hans artikler og læse, hvad han skrev. Det skyldes tre egenskaber ved hans journalistik: hans indsigt i emnet, hans engagement i sagen, hans evne til at overrumple. Når han på avispapir skrev om det myldrende, kravlende, sporløse liv på jorden, vidste man aldrig, hvor han endte; heller ikke, hvor han begyndte; kun at han aldrig gik ad de stier, andre havde trådt.

Det var grunden til, at jeg for nogle måneder siden besluttede at samle et udvalg af Jens Kruuses journalistik og præsentere hans artikler i bogform. Resultatet blev antologien "Nærmere, ting, til jer" (forlaget Ajour – Danmarks Journalisthøjskole, 217 sider, kr. 198).

* * *        

Indsigten, engagementet og fraværet af fordomme gjorde Jens Kruuses kulturjournalistik til dristige historier. De var skrevet i et sprog, der virkede så enkelt og uden lærdommens tyngde, at jeg og andre drømte om at se vore egne navne i avisen. Vi skar tænder af anstrengelse, når vi efterlignede Jens Kruuse hjemme ved skrivebordet om natten. Om morgenen så ordene ud, som om de var skrevet af Kruuses eller Frankensteins monster.

Jens Kruuse døde i 1978. Den kraftige, myndige mand, der altid havde lignet en chefkok, var blevet mager og afpillet. Han gik omkring som et skelet på Jyllands-Posten, men han skrev indtil sine sidste dage på jorden. Det var for ham identisk med at trække vejret. Der var lidenskab, poesi, humor og dresseret vrede i hans ord. Han var smittet med begejstring. Han smittede sine læsere.

Men vi kendte intet til den rædsomme hemmelighed, han bar på. Uden den hemmelighed var han aldrig blevet journalist.

* * *        

Når man selv engang har været ansat på Jyllands-Posten, hænder det, at man træffer folk, der spørger til avisen som til en fjern slægtning. Med glæde over et par stadig levende skribenters ildhu eller med skuffelse over den management-kultur, der er blevet chefredaktionens ideologi (og som også røbede sig, da Jyllands-Posten leverede den eneste pinligt fejlbehæftede blandt de ellers begejstrede anmeldelser, der blev skrevet om udvalget af Jens Kruuses artikler), men der bliver aldrig spurgt med den påtagne interesse, hvormed man taler om trivielle sager som vejret og finansloven. Og før eller siden vejes avisen op mod Jens Kruuse: – Kan du huske hans anmeldelse af Klaus Rifbjergs digtsamling "Camouflage"?

Den stod trykt i Jyllands-Posten en byget oktobermorgen i 1961. På forsiden meddelte bladet samme dag, at regeringen planlægger millionbevillinger til offentlige beskyttelsesrum, og at Klaus Rifberg "er en af vor tids anmassende digtere". Men omme i kronikken stod Kruuses anmeldelse, og da de havde læst den, drak de champagne på Gyldendal. Selv boghandlerne i Thy og dem på det fladeste Lolland rekvirerede digtsamlingen og satte den i udstillingsvinduet. I København gik Klaus Rifbjerg ør og svimmel omkring som en elsker, der har rejst sig fra sit livs nat.

Jeg siger det roligt og stille: Dette er vældigt.
Sådan lød Jens Kruuses konklusion.

Ingen kunne anfægte hans indsigt, hans engagement og hans talent for det overrumplende. I 1931 var han som 23-årig blevet magister i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie, og som 26-årig forsvarede han sin disputats om Det følsomme Drama. Doktoren blev udnævnt til dansk lektor ved Sorbonne i Paris, og fra 1939 var han ansat ved universitetet i Århus som landets yngste docent.

Dr. phil. Jens Kruuse havde indledt en akademisk karriere, der snarest måtte føre til et professorat, men i efteråret 1942 opgav han pludselig sin docentstilling til fordel for et job som timelærer på Askov Højskole. Det lignede en akut omvendelse til folkeoplysning og en forsagelse af fest, farver og munter larm om det store århusianske billard.

Thorkild Bjørnvig skriver i sine erindringer (Jordens hjerte, 1986), at docenten i Århus "mere og mere hyppigt aflyste sine forelæsninger ... og anledningen var hverken sygdom eller bortrejse ... for undertiden så vi en frokostblussende Kruuse komme ud af Hotel Royals restaurant og skyndsomt stige ind i en taxa ... eller ile ud af en bagerforretning med store wienerkringler".

Da hans forskerliv altså gabte over mere end ånd og litteratur, kunne det ikke baseres på en beskeden docentløn, lidt foredrag og skriveri. Kruuse havde hittet på at forfalske en underskrift og blev afsløret som checkbedrager, men han slap for offentlig skandale. Provinsens eneste universitetet havde ikke behov for at levere pinagtige afsløringer til byen og dens sultne studenter. Det havde heller ikke Jyllands-Posten, hvor det litteraturhistoriske talent siden 1941 havde fungeret som kronikør og vittig kommentator (det sidste under pseudonymet "Fuldmægtig Glynge"). I stilhed valgte bladet at betale hans regninger.

– Nu er der vel ikke mere? spurgte chefredaktør H. Hansen efter hver åreladning, men hele tiden indløb der nye beviser på kolossale herresving: Sabro Kro, Taxa-Frede, hofskræddermester Christensen, Høgerup Kro, Hotel Randers ... Så talrige som bøger i sæsonen hobede de sig op på H. Hansens skrivebord. Rigeligt for Kruuse at arbejde af på den avis, som blev hans økonomiske og moralske redningsmand.

Men foreløbig flygtede han til Askov. Dér (og under et længere ophold i Sverige) skrev han sin bog om Den ny virkelighed (1948). Kun titlen antyder en deroute fra universitet til højskole, for bag titelbladet er bogen en kulturkritisk analyse med dens forfatter på udkig efter en litteratur, som tør se mennesket i dets fulde dimension: som ondt og godt, som latterligt og sublimt, som natur og ånd. Mennesket i almindelighed og den forhenværende docent i særdeleshed er et angstfyldt væsen med ond samvittighed. Pejlemærkerne er Det gamle Testamentes Job, Cervantes' Don Quijote og Molières misantrop, men en dybdeborende, ikke alt for filosofisk journalist kunne have fattet mistanke, når det i tidsskriftet Heretica hed, at bogen er "et opgør med den gode samvittighed". Var forfatteren da bag al sin lærdom plaget af dårlig samvittighed?

Der lurer endnu en deroute i titlen. I Askov eksperimenterede højskolelæreren med nye varianter af sit århusianske checkbedrageri. Under en togrejse faldt han i snak med en proprietær, der lånte ham 35.000 kr. mod sikkerhed i en til lejligheden opfunden amerikansk forlagskontrakt på 40.000 dollars. Med højskoleforstander J. Th. Arnfreds forfalskede kautionist-underskrift fik han tillige et lån i Brørup Bank. Han lovede Ford-forhandleren i Vejen at skaffe brugte biler fra Tyskland og modtog et gedigent forskud. Endnu engang var han smittet med begejstring og smittede sine omgivelser.

Men alt skred sammen: bedrageri og løgn og fantasi contra virkelighed – og midt i den ydre tragedie den største af alle smerter: i juni 1948 døde Jens og Annabeth Kruuses ni-årige søn.

Proprietæren fra den svimlende togrejse undlod at melde dr. Kruuse til politiet, for "rejsen var pengene værd". Af hensyn til højskolens renommé dækkede Arnfred sit eget økonomiske tab. Der blev indsat en økonomisk værge for Kruuse, så brugtbilhandleren i Vejen var sikret afdrag på sit udlæg.

Men docenten, der trådte i folkeoplysningens tjeneste, var færdig på Askov. Det nyttede ham ikke, at han under Besættelsen havde været dramatisk og fremtrædende aktør i Askov-gruppens sabotageaktioner og straks efter Befrielsen stod nede ved grænsen og tømte de tyske soldaters lommer for resterende værdier og blev fotograferet i Jyllands-Posten som "chef for grænsebevogtningen, dr. phil. Jens Kruuse."

I 1948 jog Askov Højskole ham på porten som en pryglet hund med et stjålet kødben i kæften.

Jyllands-Posten spændte redningsnettet ud én gang til. Chefredaktør Hansen havde den erfaring, at litteraturanmeldere alle til hobe er psykopater, og "Jens har det på et meget skikkeligt sted; ellers plejer det at være småbørn og gamle damer og sådan noget. Det her er da regulært" (Strandgaard, Slumstrup & Kruuse: I lyset af glæde, 1996).

I 1949 blev den tidligere docent, kassebedrøver og højskolelærer udnævnt til Jyllands-Postens kulturredaktør. Journalistik var blevet lærdommens og skandalernes sidste udvej.

* * *        

I alle sine år på den konservative jyske avis var Jens Kruuse i aktion som frisindets femte kolonne, og den ellers så reaktionære chefredaktion lod den lærde, muntre, gale, mad- og vinelskende trompet agere som sin egen private redaktion. Læserne kom til at elske ham, for han genoplivede en journalistik, som dengang var omtrent ukendt i dansk dagspresse:

Det blev hans metode at fortælle og opleve, at være personlig og subjektiv, intim og fortrolig. Han satte ikke skel mellem referat og kommentar eller mellem oplysning og oplevelse. Han brugte scener og dialoger, detaljer og symboler, kolorit og stemninger. Han skiftede fokus og tempo, vekslede mellem det konkrete og det abstrakte, og han poserede ihærdigt og ræsonnerede skarpsindigt og var sprogligt opfindsom og original i synsvinklen. Bortset fra Jens Kruuse i Jyllands-Posten og Tom Kristensen i Politiken var den form for journalistik stort set forsvundet med Erik Bøgh og Robert Watt, Herman Bang og Henrik Cavling – og forud for dem H. C. Andersen som den fortræffeligste af alle udenrigskorrespondenter.

Siden Herman Bangs reportager i Jyllands-Posten i 1878 havde heller ikke den jyske avis dyrket de subjektive stilidealer, som i dag kaldes "new journalism", "literary journalism", "narrative journalism" – eller på Herman Bangs tid "feuilletonjournalistik." Men end ikke når Jens Kruuses new journalism synligt løb af sporet som i en reportage fra Winston Churchills begravelse i 1965, vovede nogen at beklippe, beskære og begrænse den.

Jo, på ét punkt: som lederskribent måtte avisens femte kolonne acceptere, at chefredaktionen jævnligt ændrede konklusionen i hans ledere. Det var frisindets pris.

Teater- og litteraturkritik (foruden mad og vin) blev med tiden hans væsentlige områder. Han turde være ond, modbydelig og dæmonisk, når han fandt, at noget var vås. Han vovede at være storslået og patetisk, hvis en bog, en begivenhed eller en premiere greb ham. Hans professionelle viden og hans journalistiske engagement skabte balance, og han evnede at lokke Jyllands-Postens læsere i teatret, på restaurant og ind til boghandleren. Plasticfabrikanter, gårdejere og købmænd i selskab med pensionister og gymnasielærere skulle se, om det nu var så slemt, som Kruuse mente. Vi skulle se, om det nu var så forrygende fantastisk, som Kruuse mente. Det var læsernes held og Kruuses indsats, at i kraft af analyse, vitriol og munterhed blev avisen bredere, frækkere og sjovere.

Kruuse blev en institution – en avis i avisen. Om Svend Åge Madsens modernistiske debutroman Besøget fra 1963 skrev han: "Mennesker med sans for sprogets overtoner og for humorens undertoner vil blive fyldt af stille fryd ... Nu kan Carl Møllers humoristlegat da endelig igen uddeles."

Og den 23-årige forfatter måtte erfare, at hans familie ikke interesserede sig for hans debut på landets største forlag:"Men at Jens Kruuse bagefter skrev smukt om bogen – det var sandelig noget. Han havde fantastisk betydning for såkaldt almindelige menneskers forhold til litteratur og til det, man i mangel af et bedre ord kalder åndsliv. Han fik folk til at interessere sig for kulturstof og for alt det andet, han skrev om i Jyllands-Posten."

Vist var der masser af eksempler på sjusk, kvartkiggeri og meningsskift hos dr. Kruuse (sådan præsenterede avisen i mange år den mand, man havde løskøbt fra økonomisk skandale). I 1950 havde han "det største besvær med at læse William Heinesens De fortabte Spillemænd til ende". Siden kalder han bogen "en fantastisk fortælling, en lang og bred og broget beretning" (12.5.1975).

Som forlagskonsulent mente han i 1958, at Leif Panduros Rend mig i traditionerne var uegnet til udgivelse. Da den alligevel udkom, skrev han i sin anmeldelse, at "den lyser af sær skønhed, den er bogårets første fænomenale overraskelse. Man bliver så glad som en million åndssvage rødder af at læse den. Man må ud at losse nogen i måsen. F. eks. sig selv" (optrykt i Strandgaard, Slumstrup & Kruuse: I lyset af glæde, 1996).

Som institution var han samtidig mærkværdigt isoleret. Nok viklede han sig ind i utallige debatter, men de udspillede sig næsten altid med Jyllands-Postens læsere og i en næsten konstant kontrovers med faste skribenter som Søren Krarup. Kulturlivet i det fjerne København reagerede sjældent på Kruuses kampiver, "og det nytter formentlig ikke at gøre opmærksom på, at der lever tænkende mennesker uden for København". I 1968 skrev han f. eks. en serie artikler om mulige fejl og mangler i genudgivelsen af Søren Kierkegaards Papirer. "Må jeg nok få et svar?" spurgte han til sidst, "for jeg er ikke aldeles uden kvalifikationer eller øvelse", og med tre måneders forsinkelse indløb den københavnske reaktion: "Ingen sådanne meddelelser [Jens Kruuses artikler] er hidtil kommet os i hænde."

Den avis, hvori han udgjorde sin egen avis, var jysk og sælsom, bedre kendt af omtale end af selvsyn, men på grund af Jens Kruuses journalistik var den også i de sprækker, han åbnede, en eksponent for frisind og humanisme: "Den frisindede må bekæmpe sin modstander og må gøre det skarpt, men han kan ikke føle bitterhed ved, at denne modstander eksisterer – fordi det er frisindets væsen, at der er andet til, at dette andet har samme frihedsret, som jeg kræver for mig selv, og at selve friheden ville være anfægtet, om jeg fornægtede min modstanders eksistensret og menneskeværd" (11.1.1963).

* * *        

På bordet ligger en kronik fra juli 1951. Den handler om de totalitære samfund, om Josef Stalin og marxismen-leninismen. Det var i den kolde krigs mest dybfrosne dage. Enhver kunne farisæisk stille sig an og rette en strittende pegefinger mod kommunister, og Jyllands-Posten kendte ikke meget til nuancer og selvrefleksion. Men Jens Kruuse havde et mageløst greb. Behændigt undgik han at præsentere sig selv som skyldfri helgen.

Han indleder sin kronik med en togrejse mellem Vejle og Fredericia, hvor man dengang havde et smukt kig op mod Bregninge:

Mine to medrejsende holdt et øjeblik op med deres samtale.
     Den ene så med et vemodigt-muntert blink i øjet op mod de Kellerske åndssvageanstalter og sagde noget.
     De havde begge længe sagt adskilligt. Verdens elendighed lå dem tungt på sinde, i hvert fald forsåvidt den i form af voldsomt skattetryk ramte dem. De var, som så mange andre, alvorligt og oprigtigt bekymrede. Nu var det steget. Nu skulle det betales. Nu var det forbudt. Jensens nevø havde brækket benet som soldat ... Alt havde de fået udtrykt og kommenteret. Elendigheden og fornemmelsen af afmagt bredte sig i kupeen.
     De var gået lidt trætte. Kæberne kunne ikke rigtigt mere tumle tilværelsens skimlede sorte brød.
     Så kom vi forbi Bregninge.
     – Ja, sukkede en af dem. De åndssvage, de har det sgu godt. Ikke noget at tænke på.
     Da kom jeg til at tænke på Harald Herdal. Jeg kom til at tænke på Mogens Fog. På Scherfig. På Peter P. Rohde. På Hans Kirk. På Sven Møller Kristensen.
     De er ikke åndssvage. De er højt begavede intellektuelle. Og de er kommunister, de har det godt. Tilværelsen former sig let og simpelt for de mennesker
(optrykt i Gentagelser, 1954).

Det skimlede sorte brød. Livet i mol. Hvæset fra de velbjergede ... Så den hurtige og overrumplende drejning. Den uventede pointe ... Og hos læseren en rislende indsigt.

At Jens Kruuse hverken hørte til borgerligheden til højre eller facitlisten til venstre, men var i opposition og i selvforsvar, kan man ane i hele hans produktion. Den omfatter ti tusind avisartikler, og meninger var der nok af, men de slog ikke kulde i sjælen. Dertil essayistiske rejseskildringer som Min hat sidder skævt (1951) og Min kone sidder på kassen (1956), en bog om Holbergs maske (1964) og Mesterværker (1955) om verdenslitteratur foruden fire bind erindringer og et par romaner (det sidste kunne han ikke skrive; det ærgrede ham grusomt). Som et højdepunkt i hans journalistik står Som vanvid – Oradour-sur-Glane (1967) om nazisternes udryddelse af den franske landsby Oradour. Bogen, der gjorde ham til Årets Forfatter og gav ham Boghandlerklubbens Gyldne Laurbær, rummer reportage og historisk-aktuel fortælling, og den spejler hans journalistik og forfatterskab: det handler alt sammen om spændingen mellem gru og glæde, mellem ondskab og godhed, mellem livet og døden.

Hvad han skrev blev et selvforsvar for retten til at være anderledes (24.3.1972: "Jeg holder helt og holdent med de afsindige"). Ustandselig kredser Jens Kruuse om "den pæne mand, hvis nydelige borgerlighed har kvalt meget af verden", eller om "folk ... som er vokset til medborgerlig anseelse i landets små byer og kan hygge sig inden for gærdet af betalte regninger, sparekassebøger, borgerlige tillidshverv og grønmalet havelåge" (1951, optrykt i Gentagelser, 1954).

Og man ser ham for sig, når han blev kaldt op til redaktøren: – Er den slags nu nødvendigt, doktor Kruuse? Er der noget forkert i at have en grøn havelåge? Det er jo Jyllands-Postens læsere, De angriber, doktor Kruuse.

Det var i den opposition, hans store generøsitet opstod. Ud med sparekassebogen, ind med livet. Knald eller fald og "Nærmere, ting, til jer" – det var titlen på en artikel fra 1970. Ikke kun et opgør med den gode samvittighed, men også en protest med den form for liberalisme, der har det med at stivne til livsangst og solid borgerlighed. Journalisten udfordrede avisens læsere, men de fornemmede, at han var én af deres, og han befandt sig utvivlsomt godt på Jyllands-Posten.

Alligevel vovede han i 1964 at søge et ledigt professorat ved Århus Universitet, men fortiden var ikke glemt, og han måtte trække sin ansøgning tilbage. I 1970 prøvede han én gang til. Nu gjaldt det et lektorat i dramaturgi. Det fik han og gik af som kulturredaktør på Jyllands-Posten, men fortsatte som skrivende medarbejder. Og for en fløs som undertegnede var det en jublende sejr, når Kruuse standsede op på avisens lange gange og højrøstet erklærede sin glæde over noget, man havde skrevet. Engang skrev jeg en kronik om "Den stivnede borgerlighed", og Kruuse afbrød sin vinterferie for at levere et svar. Deri hed det om min kronik, at "det er en af den slags artikler, som kan få mig til at ranke mig i stolen ... Min stolthed skyldes det frisind, som tillader en del mennesker at skrive liberalt her i bladet."

Det er 25 år siden.

* * *        

Noget af det sidste, han leverede, blev en artikel fra hospitalet, hvor han lå med en blodprop i hjernen. Et par sygeplejersker puslede om ham. Kruuse, vil du have røven tørret? Kruuse, vil du have forhuden tørret? Kruuse, du har gudhjælpemig skidt i sengen!

En dag var der en lang og hed diskussion, som handlede om, hvem hans sæbe var opkaldt efter: – Min længsel efter at kunne tale var den dag desperat: ARAMIS, en af musketererne.

Han voksede sådan sammen med sin journalistik og sit sprog, at midt i den personlige afmagt forblev skrivemaskinen hans værktøj og hans tryllefløjte.

– Det var et liv med potageske, konstaterer Klaus Rifbjerg (Information, 24.9.1996), – men det ville kun være kuriøst, hvis der ikke havde været noget andet. Der var også en litterat, en kritiker og en forfatter, og jeg siger det roligt og stille:

Formatet var frygtindgydende.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]