Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

UDDRAG
fra artikelsamlingen Nærmere, ting, til jer



Artiklen bringes med venlig tilladelse fra Charlotte Strandgaard


Af
Jens Kruuse

 

Jens Kruuse (1908-78) var bl.a. forfatter og litteraturhistoriker – men først og fremmest kulturjournalist og ansat på Jyllands-Posten, hvor han gennem 30 år var en af deres skarpeste og vittigste skriverkarle.

Anekdoten om Karen Blixen er umiddelbart lidt mindre meningsbåret end mange af hans andre stykker. Men tag ikke fejl: læg mærke til hvordan "den tungsindige elefant" (som Kruuse kalder sig) alligevel får sagt en masse i de små beskrivelser af Karen Blixens omgivelser og særprægede væsen.

Du kan læse flere artikler i Flemming Chr. Nielsen (red.): Nærmere, ting, til jer: journalisten Jens Kruuse. Den udkom maj 2002 i forlaget Ajours "Journalistikkens Klassikerserie".

 

*


RELEVANTE LINKS:

Flemming Chr. Nielsens essay og portræt om Kruuse

Komplet bibliografi over Kruuses essays, romaner og litteraturhistoriske værker

Mere om "Journalistikkens Klassikerserie" hos forlaget Ajour

 

Uddrag fra Flemming Chr. Nielsen (red.): Nærmere, ting, til jer: journalisten Jens Kruuse. Oprindelig trykt i Jyllands-Posten 27.7.1973:


Karen Blixen


Der havde været et nært forhold mellem Karen Blixen og mig i mange år – uden at vi nogensinde havde været i stue sammen og kun faa breve udvekslet.
     Det bestod måske i, at denne verdensberømte dame satte pris på, at jeg så nogenlunde tidligt havde værdsat hende og nu og da skrevet noget, hun holdt af at se skrevet. Det husker jeg ikke mere. Men jeg husker mit eneste samvær med hende.
     Hun havde flere gange været så venlig at bede mig komme til Rungstedlund. Så skulle jeg til København, og jeg spurgte hende, om jeg måtte komme den og den dag og tage min meget unge datter med. Hun var 19 år. Det måtte jeg da så gerne.
     Jeg spurgte hos Gyldendal, hvad de mente, jeg passende kunne tage med ud til den berømte digter.
     – Det er meget let at besvare, sagde forlæggerne, enten en fustage østers eller et middelalderligt sværd.
     Så tog jeg Charlotte med. Karen Blixen kom ud på trappen. Hun var bidende lille, spinkel klædt i sort fra øverst til nederst, ligesom indefra behængt med smerte, hun tog så yndefuldt med sine smalle besværede hænder om vore og bød os ind.
     Hun var uden sin kære sekretær. Hun puslede om te. På bordet stod en mærkelig kage.
     – Sådan en fik jeg i mine ungpigedage på de skånske herregårde, fortalte hun.
     Det var et lille bjerg af en tør dej og med sukker på. Den rejste sig over tebordet i hjørnet.
     – Jeg har sendt bud efter sådan en, da jeg hørte, at Deres unge datter ville glæde mig ved at komme med, sagde hun. Vil De ikke skære den for, Charlotte? Mine hænder er ikke så egnede.
     Stor fortvivlelse, skæve blikke, hvordan gør man dog det. Yndigt viste baronessen til rette.
     Så gav de to kvinder sig til at snakke.
     Jeg følte mig som en klodset, tungsindig elefant, udenfor. Men jeg så og hørte. Digteren viste frem af sine ting. Termitplagede sager fra Afrika. Stuerne. Haven.
     Og hun fortalte og fortalte.

*

Den bedste historie, som jeg kun antydningsvis tør prøve lydmæssigt at gengive var om hendes onkel Lars Dinesen. Den foregik på Katholm.
     – Jo, ser De, onkel havde jo været med i Sankt Petersborg (hun tænkte ikke et sekund på, at nogen kunne kalde byen for Petrograd eller Leningrad), dengang prinsesse Dægmar skulle over for at blive gift med Tsærens søn.
     – Han var jo gærdeofficer og mejet smuk, vær han, mørk og strunk ("stronk"), så han var en af de officerer, der blev kommanderet til at følge med derover, skønt han ikke var adelig ("ædelig"). Det glemte han aldrig. Og han fortalte mejet om det, så mange år efter. Rejsen fandt jo sted, ved De (vidste vi?) i 1866, da prinsessen var 19 år.
     Hun så et øjeblik på den rødhårede unge pige, der igen baksede med kæmpekagen.
     – Deres ahlder, hviskede hun næsten.
     Hun så sig tilbage over århundredets skulder.
     – Se, de var jo i familien slemme til at kalde onkel Lærs for Løgne-Lærs, og det var nu ikke pænt. Han løg ikke. Men måske var det ikke altid helt sandt, hvad han sagde.
     – Jeg kan huske ved middagsbordet en sommer på Katholm, da fortalte han om dette store eventyr i sit liv, om festerne og ballerne og det storslåede tsær-hof dærøvre i Sank Petersbog.
     – Min tante var somme tider noget skeptisk, når han sådan slog sig løs med at fortælle.
     Netop da rejste Karen Blixen sig nervøst og gik med ynde men med besvær lidt om i sin stue. Hun vendte sig og det lynede af hende:
     – Men at fortælle
     Ikke mere.
     Jeg genkendte ordet. Fortællingen er alt, har hun skrevet et sted.
     – Skær lidt mere af kagen, min ven, sagde hun og satte sig.
     Smulerne føg over tebordet. Det var tynde kopper, og der var meget stærk te i kanden. Vi var igen tilbage ved middagsbordet på Katholm, hun tryllede os derover med et lille suk.
     – Onkel Lars fortalte, at ved en fest i Vinterpahlarset, havde de fået kæviær. Kan De lide kæviær?
     Det kunne pigen ikke svare på. Jeg forsøgte at sige, at det kunne jeg. Hun så på mig med dybe brændende, mørke øjne.
     – Karn De måske sige mig, Jens Kruuse, hvad jeg skal spise? Jeg karn kun tåle øhsters.
     Jeg fremsatte et par dårlige forslag, og så var vi igen ved middagsbordet på det djurslandske slot.
     – Jo, onkel Lærs fortalte, at der var blevet serveret en kæmpemæssig stør, fyldt i hele bugen med masser ("mahrsser") af kaviær.
     – Min tante sad ved den anden bordende. Hun afbrød ham skrapt:
     – Nej, lars, det kan ikke passe. Hvordan i alverden fik de den båret ind?
     Fortællersken lod sin fortælling sejre, da hun gav os sin onkels svar, enten det nu var sandhed eller ej, så var det simpelt hen en sejr, og da vi gik fra hende og hendes lillebitte sorte skikkelse forsvandt for vore blikke tilbage på trappen, vidste vi mere om sandhed end før.
     – Ved De så hvad onkel Lærs ganske roligt sværede?
   Jo, han sagde: "Seks negere".



NB! Anekdoten om Karen Blixen indgik oprindeligt i artikelserien "Digtere: Mennesker at møde...", hvori Kruuse også skrev om Zakarias Nielsen, Paul Valéry, Rifbjerg, Bjørnvig, Inger Christensen, Erik Aalbæk Jensen, Vilhelm Moberg og André Malraux.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]