Byron

 Skriftens tid og handlingens tid,

formens tid og indholdets tid,

og imellem dem, mellem melankolien

og livligheden, en maske, et skjul.

Det er ægte og usandt, men ikke løgn,

for behovet er der. Frihed er den

eneste egentlige lidenskab. Imod

slaveri i enhver form. Undtagen

det selvvalgte. Frihed til at vælge

slaveri. Det er i orden. Magt, nej.

Krøbling og dandy. Spiller. Kriger.

Og, med tiden (i den grad) mere og

mere digter, mere og mere en stemme.

Man lyttede og klappede. Man hadede

hans spidse pen, som man siger.

 Han kommer efter Hölderlin og Goethe.

Han er det nye, som ingen endnu kender.

Måske kan man sige, at modernismen

for alvor begynder med ham.

 Hans efterladte erindringer brændt af

forlægger Murray – utrykkelig. For

ond og vild. I sine breve taler han

uden om, hele tiden, taler og taler

som en hvirvelvind, og hans digte

er dans. Danser med klumpfod. Han

træder den, sin bukkefod, ned i

verserytmerne, træder dem skæve […]

[Tilbage til Lyriklisten]